Kom med til fejring af vintersolhvervet, hvor de gamle guder hyldes

I Danmark har vi fejret jul længe, også længe før kristendommen kom til landet.

De gamle vikinger havde deres jól, hvor de fejrede lysets tilbagekomst og aflagde løfter for det kommende år.

Og skikken er ikke gået i glemmebogen, for den 21. december mødes asatroende landet over og fejrer jólens højdepunkt, nemlig vintersolhverv.

På denne dag, som er årets korteste, bidrager mørket til stemningen, da vi ankommer til Vikingepladsen i Frederikssund, hvor nordsjællandske Midgaard Blotlaug afholder juleblót og ofrer til de gamle guder.

Det er meget forskelligt, hvordan de deltagende har valgt at klæde sig i anledningen. Nogle ankommer i vikingedragt, andre i dunjakke.

Begge dele går an, lige som det heller ikke er påkrævet at være asatroende for at deltage.

– Alle er velkomne, understreger Nickie Elmegaard, der selv er asatroende og har været medlem af Midgaard Blotlaug siden 2019.

Det samme har hendes mand Martin, som hun blev håndfæstnet med i 2020, hvilket svarer til en kirkelig vielse.

– De første år, vi deltog, kom vi bare i vores almindelige tøj, siger Martin Elmegaard, som her i aften er iført en hjemmesyet uldsærk, der matcher hans hustrus højrøde uldkappe.

År og fred

Midgaard Blotlaug blev stiftet for 30 år siden af 66-årige Henrik Grundtmann, der også er gruppens gode.

Som gode minder Henriks rolle om en præst, og det er også ham, der kalder til samling og fører an ind i skoven, da det er tid til at udføre blótet.

– Vi holder fire årlige blóter, men denne er vigtigst, for der er mest på spil. Nu vender bøtten, og vi ser alle frem til mere lys, forklarer Henrik Grundtmann.

Til daglig er han pensioneret grafiker og arbejder frivilligt som formidler på vikingebopladsen i Frederikssund, der er åben for besøgende året rundt.

– I mine unge dage søgte jeg efter en mening. Jeg har læst både biblen og koranen, og jeg synes, de begge indeholder en flig af sandheden. Men asatroen giver mening for mig og for os. Det er vores dna.

Vinterkulden går gennem uldkapper såvel som flyverdragter, da gruppen slår ring omkring et solhjul tegnet i salt på jorden.

En fakkel i midten tændes, og Henrik lader et horn med hjemmebrygget mjød gå rundt.

– År og fred til jer alle sammen, lyder det fra Henrik, inden han opfordrer dem, der ikke allerede har gjort det, til at sætte deres telefon på lydløs.

– Jeg lyser nu fred over denne handling og alle til stede, fortsætter Henrik, mens mjøden fordeles i engangssnapseglas, et levn fra coronatider.

Mjøden er hjemmebrygget og smager sødt og stærkt. Henrik tager selv en tår, inden han hælder resten ud på jorden til ære for Odin, gudernes konge.

Handlingen kaldes et drikoffer, og den gentages af alle deltagere, som hver især udbringer en skål til en valgfri gud.

– Hil Odin, hil Thor, hil Ægir, lyder det på skift, indtil vi er nået hele cirklen rundt.

Især Thor er populær blandt mændene, mens flere af kvinderne skåler for Freja.

Giv mig styrke

Nu er det blevet tid til edsaflæggelse, og Henrik finder edsringen frem, som ligeledes skal gå på runde.

– Da vi er mange samlet her til aften, behøver vi ikke en fire-siders roman, vel?

Henriks kommentar fremkalder latter.

Den, som holder ringen, kan vælge at takke for året, som er gået, eller komme med ønsker for det nye år, og Henrik har på forhånd advaret om, at det godt kan blive en langtrukken affære.

Med edsringen fremstrakt foran sig begynder han sin runde. Hænder griber om ringen en efter en. Nogle lukker øjnene og sender en ordløs bøn afsted, andre siger højt, hvad de har på hjerte.

Mange på vegne af sig selv, men nogle også på vegne af en ven, et barn eller deres forældre.

En vil gerne bede om styrke til at være der for sin demensramte mor, en anden beder om fred i en verden plaget af krig.

Da det bliver Martin Elmegaards tur, griber han om ringen og lover højlydt, at han i det kommende år vil bestræbe sig på at være mindre travl og i stedet bruge mere tid med sin hustru.

Nickie Elmegaard følger efter, og hun lover tilsvarende, at hun vil prioritere familien og tage sig kærligt af sine nærmeste.

Familie fylder meget i ønskerne for det nye år, men der er også plads til at bede om hjælp til konkrete ting.

Nadja Vahl deltager med sin mand og 11-årige søn, og da det bliver hendes tur, vil hun gerne bede guderne om held i forbindelse med det huskøb, hun og hendes mand netop har foretaget, så der ikke dukker ubehagelige overraskelser op, når de snart skal i gang med at renovere.

Anja Mejer deltager med sin søn, Noah Mejer, som er gymnasieelev.

Noah går til middelalderkampsport i sin fritid, og da edsringen når til ham, vil han gerne bede om disciplinen til at vinde verdensmesterskaberne, når han om få måneder endelig er gammel nok til at stille op.

Anja skal bare bede om, at de begge forbliver sunde og raske, da hendes søn sender ringen videre til hende.

Mjød og teboller

Cirklen opløses, da edsringen er nået hele vejen rundt. Ind mod midten myldrer voksne og børn med offergaver til de gamle guder.

Æbler, tomater og blomster placeres i soltegnets fire ruder ved siden af flasker med mjød og poser med kiks og teboller. Stemningen er andægtig som i en kirke, men bør ikke forveksles med en sådan, forklarer Henriks hustru, Elisabeth Grundtmann.

– Jeg er selv vokset op i en meget kristen familie, og det har taget mig mange år at finde min egen vej, siger Elisabeth Grundtmann.

Elisabeth og Henrik blev kirkeligt gift året efter, de mødte hinanden. Det er nu 42 år siden, og i begyndelsen var det kun Henrik, der tilkendte sig asatroen.

– Jeg har været meget i tvivl, men når jeg sad i kirken, sagde det mig ikke noget mere. Jeg måtte gøre op med mig selv, hvad jeg ville, og til sidst meldte jeg mig ud af folkekirken.

Lige for tiden går Elisabeth med krykke, og det har sneget sig ind i hendes edsaflæggelse.

– Jeg skal opereres i knæet, og derfor har jeg brug for alle gudernes hjælp, forklarer Elisabeth, som har bedt om, at operationen vil forløbe vel.

Hun fortæller, at hun endnu ikke har fortrudt, at hun byttede kirkebænken ud med en lysning i skoven.

– Folk er bare til stede på en anden måde, og der opstår et særligt fællesskab. Når jeg aflægger min ed, får jeg fred fra alle de tanker, jeg går med til daglig, og alt det, der fylder, siger hun.