Krimiforfatter Michael Larsen tilstår: Jeg gør ikke en flue fortræd

Et mord var tæt på at blive begået i krimiforfatter Michael Larsens have i Rågeleje. Attentatforsøget blev udført af de tidligere ejere, som ved husets overdragelse advarede Michael om en koloni af jordbier, der havde slået sig ned under fliserne på terrassen. Parret fortalte, at de gennem flere år havde forsøgt at forgifte bierne uden held.

– Bierne har heldigvis været modstandsdygtige, for de klarede den, siger Michael, som overtog huset i 2021 og straks blev nysgerrig på de små tuer af sand mellem fliserne.

Han havde på fornemmelsen, at det ikke var en hvilken som helst bi, der stod bag, men i hvor høj grad han havde ret, vidste endnu ingen.

Michael Larsen er særligt kendt for sine internationalt solgte thrillere “Uden sikker viden” og “Slangen i Sydney”, og som enhver anden dobbeltagent lever han to liv. Det ene bag computeren, det andet ude i haven, hvor han ligger på lur med sit kamera i timevis.

Med bankende hjerte

Michaels interesse for insekter begyndte på Ærø, hvor han og hustruen Gro boede i 15 år.

– Jeg har lidt nostalgi omkring den plettede svirreflue, som jeg fandt i 2018 på Ærø, siger Michael og fortæller, at der hurtigt gik sport i at lære at genkende flere arter.

– Det er jo en stejl læringskurve. Der er vitterlig meget at sætte sig ind i med de forskellige artsgrupper, men det med at researche har jeg altid syntes, var sjovt. Det er nok journalisten i mig.

Selv om der er naturskønt i Rågeleje, forventede Michael ikke, at han ville kunne overgå sine hidtidige fund, da han og Gro flyttede tilbage til Nordsjælland, hvor de oprindeligt er fra.

– Jeg var meget skeptisk i begyndelsen, men jeg måtte æde mine ord, siger Michael, hvis puls begyndte at slå hurtigere en dag, han sad og betragtede tuerne af sand mellem havefliserne.

Pludselig landede en bi, som Michael kun havde set på billeder og genkendte på de sortsodede vinger.

– Jeg var jo helt i chok over, at vi havde sort jordbi, som i sig selv er sjælden, fordi dens levesteder er væk, siger Michael.

Men selv om den sorte jordbi er uhyre sjælden i Danmark, er den ikke ukendt. Det var til gengæld dens snylter, hvepsebien med det latinske navn nomada subcornuta, indtil Michael spottede den i færd med at grave sig ned i den sorte jordbis huller.

– Der er kun én art, der snylter på sort jordbi, så det kunne ikke være andre, forklarer Michael, der dermed gjorde det første fund af arten i Danmark.

Med bankende hjerte lykkedes det ham at få taget et billede, som han sendte ind til artsbestemmelse ved Naturbasen.

– Det var bare en fed følelse, da den bi kom i kassen. Ren eufori, siger Michael.

Alligevel turde han ikke åbne champagnen, før bekræftelsen kom retur.

– Jeg troede ikke rigtigt selv på det, men den var god nok. Det var bare fuldstændigt out of this world, udbryder han.

Michael bestyrer Facebook-siden ”Rågelejes natur”, hvor han deler sine fund og billeder, og mange indgår også i bogen af samme navn, som han og Gro udgav sammen i 2022.

Redningsmand

– Hvad har vi her? spørger Michael, som har fået øje på en lille, pelset krop, der klatrer langsomt op ad indersiden af vinduet i udestuen. Det er en rødpelset jordbi, og Michael tilbyder den trætte flyver et lift udenfor på et kaffefilter, der ligger fremme til formålet.

Redningsaktioner udfører Michael flere af på daglig basis, for med til haven hører en pool, som insekter ofte dratter i. Han sætter sig på hug ved kanten og fisker med pegefingeren en urtesvirreflue op fra vandet. Så puster han forsigtigt på den våde krop, så de små vinger vibrerer let.

– Insekter har ikke lunger, men luftsække, så de kan genoplive sig selv længe efter, at man har opgivet dem, fortæller Michael, som lader de små patienter komme til hægterne på et stykke køkkenrulle.

I samme nu kommer Jensen, en krølhåret puddelblanding, luntende ud på terrassen, efterfulgt af Gro. Hun er ikke blevet lige så opslugt af insektlivet som sin mand, men finder alligevel glæde i at dele hans interesse.

– Det smitter lidt, indrømmer hun, før hun tilføjer med et grin: – Men det er svært at være lige så nørdet som Michael.

Jensen fører an ned i baghaven, hvor Michael ikke kan lade være med at hive det store kamera frem, da han passerer en azaleabusk i blomst. Han knipser løs, mens hvepsebier og svirrefluer dykker ind og ud af de svulmende blomsterhoveder. Kameraet er vigtigt, for det tillader Michael at zoome ind og få selv de mindste detaljer med.

– Det er jo bare nogle små fnug i luften, men når man ser dem helt tæt på, får man øjnene op for alle detaljerne. Der er så meget, man ikke kan se med det blotte øje.​​​​​​ En svirreflue er helt vildt smuk, når den bliver forstørret. Det er et helt univers af skønhed, der åbenbarer sig.

Michael tilføjer, at der i Danmark findes cirka 300 registrerede underarter af svirreflue. Alle er stort set lige sky, og han må derfor nærme sig i krybende slowmotion.

– De er meget opmærksomme på pludselige bevægelser. Jeg ville ønske, jeg var begyndt noget før, for man skal virkelig ned i nogle aparte stillinger, siger han.

Selv om Michaels hobby ikke har gjort noget godt for hans ryg, har han fortsat Gros opbakning.

– Vi har snakket om, hvor meget man oplever, når man giver sig tid til at stoppe op. Vi har alle sammen så travlt til daglig, men jeg tror, det er sundt at gå ud og glo ind i en busk, siger hun.

Uldhåret og genert

Det er ikke meget, Michael og Gro har gjort ved haven, siden de overtog huset, ud over at supplere med nogle hjemmehørende arter såsom hvid okseøje og blåhat, der førhen var almindelige i grøftekanter. De tidligere ejere har nemlig sat en god blanding af nektarholdige blomster og bærbuske samt anlagt en lille dam. Derved har de sørget for både føde og vand til havens insekter, som ikke længere bliver forsøgt forgiftet. Og det giver pote.

– Der er gang i den, konstaterer Michael med begejstring, da vi når ned i havens fjerneste ende, hvor især ribs- og hindbærbuskene får stor opmærksomhed.

Det var også her, han i går fandt sit første eksemplar af den meget sjældne uldhårede pelssvirreflue.

– Den sad der i fem sekunder, og så var den væk, fortæller Michael.

Med hvert nyt fund bliver han bekræftet i, at man selv med en ganske almindelig have kan gøre en forskel for naturens mindste.

– Mangfoldigheden er enormt vigtig. Det ville jo være frygteligt fattigt at leve i en verden uden, siger Michael, som stolt fremviser gårsdagens bedste foto.

– Uldhåret pelssvirreflue, alene navnet ... Sådan en skal bare overleve, ikke?

Læs også: