

I sin aktuelle bog, ”Ingen ord der helt slår til”, der er udkommet på forlaget Gyldendal, åbner den folkekære musiker Lars Lilholt døren til sit righoldige sang- og tekstunivers, der samtidig er en rejse gennem mere end 50 års dansk musikhistorie. Men han vender også blikket mod livets eksistentielle spørgsmål. Han fortæller om aldring, kærlighed, venskaber og tab. Og han reflekterer over, hvordan musikken for ham altid har været en livline og en måde at fastholde identitet på.
Hvordan opstod idéen til din nye bog?
– Sidste år lavede tv-værten Peter Ingemann og jeg en bog, hvor vi talte om løst og fast. Den udkom på Gyldendal, og i den forbindelse spurgte forlaget mig, om jeg ville skrive en bog, hvor jeg foldede nogle af mine sange ud. Det sagde jeg straks ja til. Jeg plejer altid at sige, at mine sange er for alvor. Jeg og min ven gennem 45 år, Johnny Madsen, som desværre døde sidste år, skændtes altid om vores sangtekster. Jeg har aldrig bare ”fundet på” en sang. Hver og en af dem fortæller noget om mit liv og mine drømme. Og sideløbende med, at jeg har formet sangene, har de også formet mig. Det har været spændende at kigge nærmere på min sangskrivning fra den vinkel. Det har jeg aldrig prøvet før.
Du har også selv haft døden meget tæt på ...
– Ja, i 2022 var jeg selv nær røget den vej i forbindelse med et hårdt sygdomsforløb og flere operationer. Men jeg overlevede, og oplevelsen har gjort det endnu mere klart for mig, at hvis jeg skulle fortælle historierne om mine sange, skulle det ske nu. Så det er hermed gjort.

Har du fået blod på tanden til at skrive flere bøger?

– Jeg nyder at skrive, og det er noget, jeg ved, jeg er god til. Men her og nu er jeg bare spændt på, hvad folk siger til min aktuelle bog. Det er den, det handler om for tiden, og jeg kommer også til Bogforum i november og fortæller om den. Efter jul har jeg 45 koncerter på bedding sammen med min pianist Kristian Fogh, og på turnéen vil jeg plukke i mit sangkatalog og brede nogle af sangenes historier ud.
Hvem inspirerer dig?
– Min inspiration kommer fra alt, hvad jeg støder på i livet, som fascinerer mig. Jeg har skrevet om kærligheden til min hustru, jeg har lavet sange til mine børn, og jeg har også taget afsæt i Danmarkshistorien, som jeg gør det i sangen ”Hvidsten Kro”. Men mine sange trækker tråde i alle mulige retninger. ”Lilly fra Løkken”, som var den første sang, jeg lavede med Dalton, og som Johnny og jeg sammen skrev melodien til, handler om en pige, jeg mødte som 17-årig. Vi kom fast sammen i cirka et kvarter. Så kom den fisker, som hun også kærestede med, og så sagde det ”Bum!” Den historie fortæller en del om, hvordan det er at være 17 år.
Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg er imponeret over Anne Dorte Michelsens nye, selvbiografiske bog. Hun skriver råt og lige ud af posen, og det var spændende at læse historien om Tøsedrengene og 1980’ernes danske musikscene, som jeg jo også selv var en del af.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?
– Der er en del at vælge imellem. I 1983 fik jeg mit gennembrud på Roskilde Festival. 10 år senere spillede jeg for 40.000 mennesker på Rådhuspladsen i København. Og i 2007 blev jeg inviteret til at optræde ved Nationalmuseets 200-års jubilæum på Det Kongelige Teater. Jeg blev specifikt bedt om at spille ”Hvidsten Kro”. Teksten er blevet til med hjælp fra Gerda Fiil, som var en primær kilde til det kapitel af Danmarks-historien, som sangen omhandler.

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.