Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Tro ikke, at Louise er typen, der tager hele armen, når man rækker hende en lillefinger – hun snupper nemlig hele manden!
Det fandt Niels Dolmer hurtigt ud af, da han for 23 år siden sagde ja til at hjælpe tilflytteren Louise med at anlægge en ridebane – og det finder Danmark ud af om lidt, når Louise får ekspederet sit seneste barn ud over redekanten. For så vil ikke bare Grenaa, men hele landet, ja, hvem ved, måske hele verden, få chancen for at købe lækre landbrugsprodukter ved stalddøren – inde midt i byen.
Det kræver nok en forklaring, men lad os lige tage manden først – det er trods alt kærligheden til ham, det hele startede med.
I starten af 90’erne var Louise nyuddannet arkitekt, og med sin lille knægt under armen flyttede hun på landet. Som gammel hestepige skulle hun naturligvis have sig en ridebane, og hvem var bedre til at hjælpe hende end den nærmeste bondemand?
Læs også: Landmanden fandt kærligheden
Niels, der er syvende generation på Birkedommergården i Voldby uden for Grenaa, sagde ja til at hjælpe hende den der lidt underlige, byagtige flippertype, og så var resten ren eksplosion. En-to-tre, og så var Niels og Louise, der på mange måder var hinandens modsætninger, kærester.
Med ét så Louise sig selv i gang med at passe farestalden i svinebesætningen på Birkedommergården. Og når hun var i gang, kunne hun jo også lige få tre børn mere, overtage al papirarbejdet på gården, banke et ridecenter op og tage tre-fire utilpassede teenagere i pleje. Plus det løse …
For et par år siden stoppede Louise og Niels med plejebørnene, og Louise fik tid til – som så mange andre bondekoner – at lave en gårdbutik. Men det gik ret hurtigt op for hende, at kunderne var flinke til at handle i gårdbutikken om sommeren og i weekenden. Resten af tiden havde de ikke tid til at rende ud på landet og købe ind, selv om produkterne var nok så lækre.
– Det har også altid irriteret mig, at vi går i 14 måneder og passer og klør vores limousinekøer i nakken – og så forsvinder de fra os og bliver en vare ude i intetheden.
– Det må kunne gøres bedre, tænkte Louise – og efter at have spekuleret, udviklet, talt med fremtidsforskere, mand og børn samt tænkt endnu mere fødtes det, der nu er blevet hendes femte barn, nemlig Landmad.dk.
Læs også: Connie elsker chokolade
For når kunderne ikke havde tid til at komme ud til stalddøren, måtte stalddøren komme til kunderne. Siden november 2013 har Louise drevet butikken Landmad.dk lige mellem stationen og gågaden i Grenaa. Der er ikke halm på gulvet i butikken, men fryse-diskene er dekoreret med billeder af halm – og på alle andre måder er den landlige stemning kommet til byen, og flere end 20 lokale producenter sælger deres varer i butikken. For selv om man bor midt i byen, skal det være nemt at købe kød, æg og havregryn fra lokale stalde, hønsehuse og marker. Det sparer transporten og er sund fornuft, synes Louise. Og da der jo stadig er en smule bypige i hende samt en stor portion effektiv forretningskvinde, har hun tilføjet en hyggelig café, en webshop og en blog til konceptet.
Lige nu arbejder Louise i snart sagt alle døgnets timer med at få gang i flere butikker magen til rundt om i Danmark.
– Jeg er vild med begyndelser, siger hun.