Louise Fribo var på verdensturné med Hollywoodstjerne

Den aktuelle teaterkoncert ”Stolt" på Folketeatret er en rejse gennem dansk kultur, identitet og fællesskab. Den er inspireret af designeren Nicholas Nybros moderne folkedragter, som blev skabt til udstillingen på Designmuseum Danmark, der også hed ”Stolt”. Musikeren Katrine Muff og digteren Lone Hørslev har skrevet sangene. Sonja Richter, Louise Fribo, Niels Ellegaard, Johannes Lilleøre og Sharon Kumaraswamy er blandt de syngende skuespillere.

Hvordan befinder du dig som syngende skuespiller i ”Stolt”?

– Fantastisk. Først af alt er jeg vild med Nicholas Nybros folkedragter. Da designeren havde besøgt Randers, havde han for eksempel lyst til at give byen en krammer, og resultatet blev nogle skønne striktrøjer med hænder på. I forestillingen bærer jeg også en smuk kjole, der er inspireret af en solnedgang i Højer. Når det handler om sangene, er det lykkedes at ramme en særegen tone med en meget dansk klang. Med det mener jeg, at musikken har et let og lyst præg, hvor for eksempel den svenske sangskat har mere mol og patos over sig. Og når det bliver kombineret med rørende og poetiske tekster, bliver det magisk.

Føler du dig på udebane?

– Nej, tværtimod blev jeg glad, da instruktøren Niels Erling tilbød mig en plads på holdet. Jeg synger oftest enten opera eller musicals, og det er fedt at blive hyret til noget helt andet. Dybest set ser jeg mig selv som en klovn eller gøgler. Og følelsen opstod allerede, da jeg som 19-årig debuterede i ”Cats” i Hamborg og London. Her spillede jeg en meget klovnet kat, og siden er det gået op for mig, at det er i kraft af min lyse stemme, at jeg har talent for det lidt skæve og gakkede. Det er heller ikke tilfældigt, at en af mine største succeser var en rolle som mekanisk dukke i operaen ”Hoffmanns eventyr”. ”Stolt” rummer en lang perlerække af sangnumre og kostumer, og der er en konstant følelse af, at tingene kan gå i alle retninger.

Hvem inspirerer dig?

– På det spirituelle plan er det især Dalai Lama, der hjælper mig til at have den åndelige dimension med i mit liv. Af skuespillere vil jeg fremhæve Barbra Streisand for hendes måde at være kunstner på. Hun er en klovn lige som mig, og hun formår at synge en sang, så tilhøreren begynder at græde. Endelig kommer vi ikke uden om den tyske operasangerinde Edda Moser. Jeg lærte hende at kende på Operaakademiet, og mødet med hendes stemme lærte mig, at opera ikke nødvendigvis lyder yndigt, og at der sagtens kan være knald på. Edda er et sandt kraftcenter og fandenivoldsk i sit kunstneriske udtryk. Hun inspirerer mig til at blive ved med at prøve nye ting af og fortsat øve mig og gå til sangundervisning. I den forstand minder jeg om en sportsmand, der løbende tester, hvilke hjørner jeg kan presse mig selv ud i.

Hvilken kulturoplevelse har gjort indtryk på dig for nylig?

– Jeg har netop set et klip med skuespilleren Christoph Waltz fra filmen ”Inglorious Basterds”. Han var så fabelagtig, at jeg faldt i et kaninhul og begyndte at nørde filmklip med ham på nettet. Sådan kan der let komme til at gå en times tid.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Det første var i 2006, hvor jeg optrådte på Salzburg Festival og vandt en pris. Det andet var i 2010-11, hvor jeg var på verdensturné med John Malkovich i hans egen forestilling ”The Infernal Comedy”. Det sidste højdepunkt handler om den svære rolle som Nattens Dronning fra ”Tryllefløjten”, som man bliver rådet til at lægge på hylden, når man er fyldt 40. Men jeg har præsteret at træne mig op til at synge den på et endnu højere niveau, end da jeg var yngre.