Marie er mit bonusbarn

Mandag, 18. august 2008
af Redaktionen
Da de to søstre Hanne og Helle begge blev mødre, indgik de en pagt om gensidigt at ville tage vare på hinandens børn, hvis de selv blev ofre for en ulykke. Da tragedien ramte Hanne, tøvede lillesøster Helle ikke med at indfri sit løfte.
Foto: Karl Ravn og privat
Foto: Karl Ravn og privat

- Jeg ser overhovedet ingen forskel, når jeg kigger på Marie og mine biologiske børn. Marie er bare et bonusbarn, og det er min opgave at passe på hende og beskytte hende, fortæller Helle.

Slynget ud gennem forruden
Marie Louise har kun nogle få, men til gengæld meget stærke erindringsbilleder fra ulykken, som kostede hendes mor livet.
- Min mor og jeg skulle til øjenlæge. I Haslev kørte vi igennem et skarpt sving, hvor en bus pludselig kom lige imod os. Ved sammenstødet blev min mor slynget ud gennem forruden. Jeg ved ikke, hvordan jeg selv kom ud, men jeg kan huske, jeg gik rundt om bilen og råbte "mor, mor, hvor er du", for jeg kunne ikke se hende. Senere fik jeg fortalt, at hun lå ude på en mark og var død.

Den svære afsked
- Det andet jeg husker, var da jeg skulle tage afsked med min mor i kapellet. Det var godt at få sagt farvel til hende, selv om jeg også var meget ked af det, fortæller Marie Louise, som i et år efter ulykken boede sin far. Men han arbejdede om natten og lod hende alene, så Marie Louise ville til sidst slet ikke være der. Så besluttede Helle at tage over.
- Desværre havde hendes far sat sig imod, at hun fik psykologhjælp til at bearbejde sine traumer, så da jeg fik hende, var hun nærmest nulstillet og kunne ikke finde ud af de mest simple ting. Jeg måtte lære hende en masse færdigheder forfra, siger Helle.

Ingen hjælp fra kommunen
Jeg fik ingen hjælp af kommunen, fortæller Helle, som dog indrømmer, at hun aldrig før nu har gjort noget videre for at få udbetalt plejevederlag, og det var der en særlig grund til: Frygten for, at man ville sende Marie tilbage til sin far.
- Det ville vi undgå, så jeg holdt lav profil, selv om det ellers ligger mig meget fjernt. Kommunen betalte dog for ti psykologtimer, efter at jeg selv havde betalt de første 20. For det er vigtigt for Marie, at hun får hjælp til at bearbejde de traumer, hun slås med i det stille. Om sit nu syvårige ophold hos sin moster, har Marie Louise kun lovord:
- Det har været nogle dejlige år, for hun er en rigtig dejlig moster. Mange tror, hun er min mor, og det er jeg glad for.

Af Erik Pedersen