Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Selv om det varme vand fra bruseren for længst var brugt, blev Mathilde ved med at skylle sit lange hår. Hun ville være helt sikker på, at sæben var væk. Angsten for, at der skulle være en rest af shampoo tilbage, overskyggede det faktum, at hendes krop var iskold efter at have stået næsten fem timer under det rindende vand.
Læs også: Ida hjælper andre unge med angst
– Jeg var skrækslagen for sæbe og fik bildt mig selv ind, at det var farligt og kunne flyve som sæbebobler. Så det var nærmest umuligt at undgå at få på mig. Der var jo sæbe overalt, forklarer Mathilde Lusty Sørensen fra Taastrup.
I dag er hun 19 år og sluppet fri af sin invaliderende angst, der kom snigende, da hun var 11 år. Før det var hun en glad og social pige med gode veninder og en plads i en helt almindelig folkeskole.
Men så begyndte hun at lægge mærke til sæbe og følte, at det sad på hendes hænder og i håret, selv om hun vaskede sig. Og når det gjorde det, så overførte hun det på alt andet, hun rørte ved, overbeviste hun sig selv om. Så Mathilde valgte, at hun aldrig ville røre sæbe.
Familien fjernede opvaskemidlet i køkkenet, håndsæben på badeværelset og shampooen i brusekabinen. Men Mathilde fik det ikke bedre – tværtimod.
Hun havde flere og flere angstanfald, og hun magtede ikke at gå i skole. Til sidst blev det så slemt, at hun isolerede sig på sit værelse, kun underholdt af en iPad.
Sin mad fik hun skubbet ind ad døren på en tallerken, for hun ville ikke have sine forældre i nærheden. De måtte ikke komme ind, og de måtte for alt i verden ikke kramme hende. Når hun et par gange om ugen kom ud for at gå i bad, var det en kamp for forældrene at få hende ud af badet igen. Derfor valgte de at få hende indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling.
– Jeg græd og skreg og fik det slet ikke bedre af at være indlagt. Jeg blev faktisk ret stresset af det og kunne slet ikke fungere med den behandling, de lavede, og medicinen gjorde mig udadreagerende, siger hun om indlæggelsen i dag.
Efter indlæggelsen søgte hendes forældre derfor hjælp flere steder. Mathilde var igennem en masse alternative behandlinger som tankefeltterapi, hypnose og særlige diæter uden gluten og sukker.
Men der var ingen fremgang, og hun blev dårligere og dårligere.
Sådan gik næsten to år, før Mathilde fik en plads på en behandlingsskole. Her oplevede hun for første gang, at hendes behov blev imødekommet.
Hun fik sit helt eget klasselokale med gulvtæppe, så hun var sikker på, at der ikke var sæbe på gulvet, og i stedet for skolebøger var der fokus på kreative ting, som Mathilde kunne gå i gang med. Det virkede afstressende på hende at få lov til at sidde og for eksempel bare male og koncentrere sig om det, uden at der blev stillet krav.
Læs også: Simone tegner sig fri af angst
Det er nu tre år siden, at Mathilde slap fri af angsten. Hun fik en kæreste, tog 9. klasse og begyndte på det ungdomsliv, hendes jævnaldrende for længst var i fuld gang med. Og hun nød det og fik mod på mere. Blandt andet på at tage på efterskole, men efter to måneder måtte hun erkende, at det alligevel ikke var noget for hende at være sammen med andre unge døgnet rundt. Hun mærkede, at hun blev stresset, og det reagerede hun på med det samme.
Mathilde er nu i gang med andet år på hf, og ved siden af holder hun foredrag på skoler, biblioteker og foreninger om sit liv med angst og autisme og har derudover en blog, som hedder "Mit liv med angst og autisme".
Der kan være meget at se til, men Mathilde har lært, at pauser er vigtige for hende.
– Jeg har brugt seks år på angst, men jeg ser det ikke som spildte år. Jeg har fået en rigtig god selvforståelse og lært af det. Jeg ved, hvornår det er vigtigt at tage en pause, så jeg ikke bliver stresset, og i dag er det ikke et problem at gå på toiletter, og jeg vasker hænder og hår i sæbe uden at være bange. Mange troede ikke, at jeg ville blive rask, men efter mange års kamp er jeg virkelig kommet ud på den anden side og har et rigtigt godt liv.