Med Rønnerbussen på tur: Herude smager myrer af citron og luften af ro

Mellem stråtækte træhytter sidder Familie Journals udsendte godt placeret på en bænk i en solstråle. Bagved ligger Læsø Saltsyderi, og øens stolte tradition kan næsten fornemmes i luften, som også bærer fuglenes fløjt med sig. Fuglene sidder i fyrretræerne, der omkranser det lille hvilested, og hopper nysgerrigt rundt på bænkene mellem gæsterne. Her er både gamle som små og en skoleklasse på udflugt. Imellem træerne åbner landskabet sig ud over de åbne vidder. Det er Rønnerne, og det er dér, vi skal ud i dag.

Rønnerbussen, som i dag er dækket til i den ene side for at beskytte mod vestenvinden, bliver hurtigt fyldt op med forventningsfulde gæster. Chaufføren, Thomas W. Olsen, har kørt turene siden 2012. Han er landmand, tidligere minkavler og har også været borgmester på øen. Født og opvokset her, men også med ophold på fastlandet, som han kalder det, og i USA.

– Hvordan ser det ud med pladser, spørger han ud over de omtrent 60 sæder. To kvinder rækker hånden op og siger, at der er ledigt ved dem.

– Ville I have noget imod at sætte jer sammen? Jeg har nemlig et par her, foreslår Thomas. Den ene kvinde rejser sig og flytter sig, mens den anden smiler og siger:

– Du må gerne sætte dig her.

Latteren breder sig i bussen.

Thomas præsenterer sig og fortæller, at han taler i mikrofonen undervejs, og at man bare skal stille så mange spørgsmål, man vil, når vi gør holdt.

– På en af vores ture, jeg kørte med min makker, opdagede vi en lille sommerfuglelarve ved stranden. Min makker fortalte detaljeret om den til gæsterne fra København, som blev meget fascinerede, fortæller Thomas og griner.

– Da turen var slut, spurgte jeg min makker, om han vidste, hvilken sommerfugl larven blev til. ’’Nej’’, sagde han. ’’Men det gør de da heller ikke’’.

Latteren runger i bussen. Thomas smiler og siger:

– Med mig er der lidt mere bund i, så spørg bare løs og prøv mig af.

På tur til Pigestenen

Rønnerbussen ruller afsted, og Thomas’ stemme lyder fra mikrofonen:

– Kan I høre mig?

Håndsoprækninger viser ja, og med blide, hoppende træk kører vi mod Rønnerne. En frisk brise kommer ind fra siden, da vi krydser et vandløb. Landskabet er fladt, så langt øjet rækker, med undtagelse af nogle trætoppe, der stikker op i horisonten.

– Vi skal over på øen Hornfiskrøn, som er under 900 år gammel – altså noget af den yngste jord i Danmark. Men vanddybden afgør, hvor langt vi kan køre, forklarer Thomas.

Han fortæller, at området drives, som man har gjort det i århundreder med kvæg og islandske heste, der græsser og sikrer plads til vegetationen. Dyrene går her fra midt i maj til udgangen af oktober, hvor de græsser området ned.

Til venstre spotter vi en terne og en fiskehejre, som flyver forbi.

– Området ligger én meter under havoverfladen og oversvømmes ofte af Kattegats bølger, især om vinteren, fortæller Thomas.

– Noget helt særligt er, at området faktisk vokser og bliver større år for år, tilføjer han.

Vi når Pigestenen, Rønnernes højeste sten, godt to meter høj og omkring fem meter lang. Fuglene fløjter, mens vi samler os om Thomas, der fortæller:

– Stenen hedder Pigestenen, fordi næsten hver husstand for mange år siden havde malkekvæg og hyrder eller hyrdinder. De siges at have søgt tilflugt på stenen, enten for at flygte fra gale tyre eller et stigende hav – sagnet varierer lidt.

I dag går her også harer, ræve samt rå- og dåvildt. Sidstnævnte giver anledning til latter:

– Der er mange urtehaver her på Læsø, for folk er glade for det – og det er dådyrene også, siger Thomas med et grin.

Han peger mod øst, hvor brøndene til saltudvinding ligger, og fortæller om områdets karakteristiske vegetation som klokkelyng og kæruld, der er blød som uld.

På engen finder vi tre slags fredede orkidéer, og Thomas viser os den plettede gøgeurt. Der er flere af dem dér, hvor vi står, og de lyser op herude i lys lilla med plettede blade.

– Jeg får næsten lyst til at presse blomster, som jeg gjorde, da jeg var barn, siger en ældre kvinde med smil.

– Ej, det ville jeg blive ked af, svarer Thomas og uddyber med et grin:

– Jeg skal bruge dem igen på turen på torsdag.

Dropstones og syrlige myrer

Bussen ruller videre, og vi ser flere og flere sten, som vi kommer sydpå.

– Dropstones, forklarer Thomas. – De er rester fra gletsjere, der for mange år siden tøede op og efterlod sand, grus og sten fra Sverige eller Norge.

– Lige nu kører vi på havbunden, siger han og peger ud på det lave vand, hvor kun de højeste sten rager op.

Det er lunt, og kvæget ligger i horisonten nær havet, mens stære spankulerer rundt på dem og napper insekter fra deres rygge.

– De har et godt samarbejde, griner Thomas.

Vandstanden er høj, og vi nærmer os Hornfiskrøn. En lille dreng ved siden af os griner højt, da bussen bumler over et vandløb.

På venstre side ser vi Øjestenen, og en svovllugt breder sig fra tang, der ligger og rådner i det lave vand.

– For en måned siden var her så tørt, at man ikke kunne se en dråbe vand, fortæller Thomas. – Om tre uger vil området være dækket af lilla blomster, og på varme dage summer det fra brune bier, der henter nektar fra den saltholdige vegetation. Honningen krystalliserer ikke og er kraftig i smagen, siger han.

Vi kører ad en ”bette” anlagt vej, som Thomas kalder det, for hans stier ville ellers skylle væk om vinteren. Snart når vi øens sydligste punkt, Hornfiskrøn, på 280 hektar.

Her gør vi holdt ved en gammel jagthytte, som oprindeligt var en hytte til natligt ophold for hyrderne, fortæller Thomas. Den blev renoveret og bruges nu blandt andet til andejagt.

– Når vi kigger mod syd, er der en grum historie om forlis. Hundrede søfarere er gået på grund her gennem tiden, og man leder stadig efter vrag, beretter Thomas og fortsætter:

– Blandt andet gik det danske linjeskib Printz Frederich på grund i 1780. Man fik reddet hovedparten af besætningen i land, både ved egen og læsøboernes hjælp. Der blev fundet effekter derfra i 2018, som nu står på museet i Byrum.

Thomas viser os gule engmyrer, som lever herude. Når vandstanden stiger, lukker de sig hermetisk inde og kan overleve i flere døgn. Han løfter et stykke jord, tager nogle myrer op og putter dem i munden.

– De smager syrligt, som et lille stykke citron, siger han med et smil.

Der lyder latter i gruppen, og en deltager siger med et grin:

– Jeg springer myrerne over, jeg har lige fået morgenmad.

Modige smager på myrerne – også Familie Journals udsendte – og ja, de smager lidt af citron. En mand bliver spurgt, om han vil smage, men hans rejsekammerat svarer:

– Jeg har spurgt, om jeg ikke skal servere en for ham som på de fine restauranter.

Latteren bryder ud igen, mens Thomas lægger jordstykket tilbage.

– Vi må ikke spise dem alle sammen, griner en fra gruppen.

Et fristed

På vej hjem kører traktoren støt gennem det lavvandede landskab, mens presenningen i vognens anden side rulles op, og en dejlig gennemtræk spreder sig.

Udenfor ser vi en hybenbusk i flor og forskellige lyngarter. Pludselig stopper Thomas og hopper ned. Han plukker en lille grøn plante og sender den rundt i vognen.

– Strandmalmurt, fortæller han om planten med den særlige duft, der går fra hånd til hånd.

Vi passerer vandløbet igen, og Thomas fortæller om øens ikoniske tangtage. Stemningen i bussen falder til ro. De fleste sidder bare og nyder udsigten, lytter og mærker naturen.

– Det er nok også derfor, jeg holder så meget af Rønnerne, siger Thomas, da Familie Journal taler med ham efter turen.

– Det er et fristed for mig.

Og det er ikke svært at forstå, når man har tilbragt en dag i dette helt særlige naturområde.