Kære Puk
Middagsgæster er blevet en plage
Af Johan Isbrand
Hvor står du i dit liv lige nu?
- På et springbræt.
Efter et års barsel, hvor jeg har været væk fra alt det faglige, handler det for mig nu om at finde balancen mellem jobbet og hjemmefronten og få det til at gå op i en højere enhed. Så jeg tænker en del over, hvad en god mor er, og hvilke forbilleder, jeg selv har.
Man vil jo gerne være en god rollemodel for sin datter.
Jeg har altid været imponeret af folk, der kunne få karriere og overskud til familien til at harmonere. Men jeg synes, jeg selv er ved at finde formen.
Hvilken barndomsoplevelse har gjort størst indtryk på dig?
- Jeg har rejst meget med mine forældre som barn. Primært sydpå uden på forhånd at vide meget andet end hvilken by, vi skulle til. Med et kort under armen og hver sin kuffert.
Det bragte os tæt på hinanden og gav mig mange lærerige og sjove oplevelser.
KARIN CRUZ FORSSTRØM
Fulde navn: Karin Cecilia Cruz Forsstrøm
Født: 14. august 1978 i Herlev
Bopæl: Odense
Stilling: Journalist og tv-vært
Ægteskabelig status: Gift med Lars
Børn: Rosa, halvandet år
Hvad ønsker du mest i dit liv?
- Tryghed, harmoni og livsglæde. Og kampgejst i de perioder, hvor det hele driller.
Hvornår har du sidst grinet?
- I morges, da min mand og jeg kravlede rundt på gulvet som hunde for at gøre vores datter glad, kunne vi pludselig se på hendes øjne, at hun tænkte: "Hvad har I gang i?" Vi befandt os i nuet, og det var sjovt og lækkert, men i det øjeblik kunne vi også se det fjogede i situationen. Og så brød vi sammen af grin.
Hvem har betydet mest for dig?
- Mine forældre.
At min mor er fra Peru og min far fra Danmark har selvfølgelig givet mig forståelse for forskellige kulturer.
Men hver især har de også inspireret mig: At min mor som 30-årig forlod familie og venner for at gifte sig med min far, og at han på sin side havde mod til at gifte sig med en kvinde fra den anden side af jorden, endnu inden de kunne tale hinandens sprog, var en åben og anderledes beslutning, der har lært mig meget om livet og det at tage chancer.
Her kommer du til Station 2 hjemmeside
Læs også om teater-aktuelle Charlotte Guldberg eller film-aktuelle Carla Mickelborg