Mistede sin mand i modstandskampen: Vi gjorde, hvad vi var nødt til at gøre

Det er ved at være sidste chance, hvis man skal have førstehåndsberetninger om 2. verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. 29. oktober sidste år udgav forlaget Lindhardt og Ringhof bogen ”Krig og kvindeliv”, hvor forfatteren Helle Juhl fortæller om en række kvindeskæbner fra perioden – en vinkel på besættelsestiden, der hidtil i vid udstrækning har været forsømt og overset. To af de fire kvinder, Helle har været i personlig kontakt med, er i mellemtiden døde.

I byen Victoria på Vancouver Island, Canada, bor imidlertid en kvinde, der i dag har rundet 104 år. Gudrun Mortensen hed under krigen Gudrun Hansen og boede i Haderslev. Det var en anden medvirkende i bogen, bysbarnet Johanne Dahl, der bragte Helle på sporet af Gudrun, som ikke tidligere havde fortalt om sit liv offentligt. Bogens kapitel om Gudrun har dog haft en omstændelig tilblivelsesproces. Helle fortæller:

– Gudrun bor på plejehjem, og min kontakt er gået gennem hendes yngste søn Knud, der bor tæt på hende. Knuds danskkundskaber er sparsomme. Jeg har derfor kommunikeret med ham på engelsk. Han er derpå gået til sin mor og præsenteret mine spørgsmål for hende. Hun har besvaret dem på engelsk, og Knud har sendt hendes svar til mig, som har oversat dem til dansk. Til sidst har Gudrun godkendt min færdige, danske tekst.

Nærværende artikel bygger for en stor del på informationer og citater fra bogen. Familie Journals journalist har dog også mailet med Knud og via ham stillet Gudrun supplerende spørgsmål.

En sprængfarlig last

Gudrun er opvokset i Marstrup ved Haderslev under navnet Gudrun Jensen. Efter sin konfirmation kom hun ud at tjene, og som 15-årig overtog hun husholdningen hos en familie, hvor manden i huset drev et autoværksted. En af de ansatte var mekanikerlærlingen Evald Hansen, som Gudrun blev kærester med og i 1938 gift med.

Parret slog sig ned i Haderslev og fik tre sønner: Preben, Kurt og Gunnar. Men den tyske besættelse, der tog sin begyndelse 9. april 1940, kom til at spille afgørende ind på den lille families liv.

Evald var med i byens civile krigsberedskab, og i julen 1943 blev han kontaktet af en udsending fra modstandsbevægelsens Region III og spurgt, om han ville være med til at opbygge en modstandsgruppe. Det ville han hjertens gerne, men ikke uden grønt lys fra sin hustru.

– Om aftenen, efter at børnene var lagt i seng, snakkede vi det igennem. Vi var enige om, at det var nødvendigt at gøre modstand mod besættelsesmagten, men at jeg skulle involveres mindst muligt, for hvis vi begge blev taget, ville der ikke være nogen til at tage sig af drengene, siger hun.

Gudrun vidste aldrig, hvad Evald konkret foretog sig. Hun var eksempelvis aldrig i stuen, når det hemmelige rum bag radioen, som indeholdt våben og radioudstyr, blev åbnet. Hun fungerede dog som kurér for gruppen. Hun transporterede våben og sprængstoffer i et rum i bunden af barnevognen. Tyskerne fattede nemlig ingen mistanke til en ung, køn mor.

– Jeg vidste ikke, hvad det var, for det var altid pakket ind, men jeg var godt klar over, at det var farlige sager. Nogle gange fik jeg besked om at køre tur i parken med drengene. Ved et bestemt træ, hvor der var et aftalt skjulested, gjorde jeg holdt for at lade Preben tisse, og så benyttede jeg lejligheden til at gemme pakken, fortæller Gudrun.

Evalds aktiviteter fik en ende 5. juni 1944, hvor han blev arresteret af Gestapo. Klokken 5 om morgenen bankede det på, og pludselig vrimlede hjemmet med tyskere. Med sig havde de en dansker, der havde gået i skole med Gudrun. Det var ham, der havde angivet hendes mand.

Historier til eftertiden

Evald blev underkastet skarpt forhør og tortur, og siden stod den på hårdt tvangsarbejde i koncentrationslejren i Neuengamme og siden i Hamborg, hvor han blev alvorligt syg. Så svækket var han, at han afgik ved døden i december 1944, da en bombe eksploderede i nærheden.

Som enlig forsørger til tre børn lod Gudrun sig dog ikke slå ud, men tog et kursus i skønhedspleje og elektrolysebehandling og startede en skønhedssalon.

I 1949 giftede hun sig med Laurids Mortensen, der var bror til en af hendes faste kunder. Og i 1956 så parrets søn Knud dagens lys. Pladsen i hjemmet var nu meget trang, men ægtefællerne var begge eventyrlystne, og året efter emigrerede de til Canada.

Midt i 1960’erne satte Gudrun, Laurids og Knud atter kurs mod Danmark. Men Gudrun savnede sine tre ældste sønner, og efter et par år gik turen tilbage til Canada. Her etablerede hun virksomheden Electrolysis Institute, hvor hun både underviste i elektrolyse og selv behandlede patienter.

I dag er hun så heldig at have både 69-årige Knud og 83-årige Kurt tæt på sig. 81-årige Gunnar bor i Edmonton, Alberta, og ældstesønnen Preben døde i 2023 i en alder af 84. Gudrun har seks børnebørn, 11 oldebørn og et tip-oldebarn. Hun fik for nylig tilsendt bogen ”Krig & kvindeliv” og slugte med stor fornøjelse hele værket på dansk. Det var med hendes egne ord ”en sjov og underlig følelse” at læse om sig selv. Hun har dog haft det fint med at genfortælle og dermed genopleve oplevelserne fra dengang.

– Det har ikke generet mig. Det er hændelser, jeg allerede har været igennem, og som er fortid. Dengang begivenhederne fandt sted, var det selvfølgelig noget andet. Men det er vigtigt at fortælle nutidens og fremtidens generationer, hvad der foregik, så det ikke sker igen. Da jeg mistede Evald, og krigen sluttede, var der mange, som stillede mig spørgsmål. Også journalister. Men på det tidspunkt havde jeg ikke lyst til at dele de ting med nogen, og særligt ønskede jeg at skåne mine drenge.

Knuds døtre, Eva og Charlene, har til gengæld nydt godt af, at deres farmor er blevet mere åben omkring ungdommens oplevelser. Gennem deres opvækst har de fået fortalt mange brudstykker af den dramatiske historie, og de er glade og begejstrede for, at den nu findes på tryk. Men føler Gudrun stolthed over hendes og Evalds gerninger?

– Sådan tænker jeg ikke på det. Vi gjorde, hvad vi var nødt til at gøre både for modstandskampen og for at overleve. Men det er godt, at Familie Journal nu også fortæller min historie. Det er en anerkendelse af alle kvinderne i bogen og deres vidt forskellige skæbner, siger Gudrun.

Sidste nyt! Knud Mortensen meddeler, at hans mor afgik ved døden 5. marts 2025 - få dage før, ovenstående artikel udkom i trykt form. "Hun var klar til at rejse herfra", fortæller sønnen.