Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
For millioner af år siden ræsede kometen Swift-Tuttle gennem rummet med 60 kilometer i sekundet. Med en diameter på 26 kilometer efterlod den sig en lang hale, der den dag i dag skaber et af de mest opsigtsvækkende fænomener på himmellegemet, nemlig meteorsværmen Perseiderne.
– Man kan sammenligne kometer med enorme, beskidte snebolde, der består af gas, støv og vand, fortæller Thomas Ræbild Juel, der er naturvejleder og bio- og mørkeekspert på Observatoriet i Brorfelde nær Tølløse på Sjælland.
– Sporet efter kometen, dens hale, bliver i samme bane som kometen, og når jorden passerer banen, kan vi se det, vi kalder Perseiderne, som er en hel masse korte, hurtige stjerneskud, fortæller han.
Perseiderne kan ses fra jorden allerede fra slutningen af juli, men dagene omkring den 12. august er det absolut bedste tidspunkt at se dem på.
Det kræver dog nogle lidt særlige forhold at få øje på de mange stjerneskud. For det første skal der være skyfrit, og for det andet skal der være mørkt. På Observatoriet i Brorfelde har de Danmarks eneste fredede nattemørke, så her er der med garanti optimale forhold. Skyerne kan de dog ikke garantere sig imod.
Thomas Ræbild Juel anbefaler to forskellige apps til dem, der gerne vil vide mere om stjernebilleder og himmellegemer.
Starwalk 2
– Det er en rigtig god app med mange funktioner. Man peger bare på himlen, og så fortæller app’en, hvad man kan se lige der. Der er også mulighed for at klikke sig videre og læse mere, og den har den store fordel, at skærmen kan gøres rød, så man ikke ødelægger sit nattesyn, mens man er ude.
App’en fås til iPhone og Android og kun på engelsk. Der er en gratis version med reklamer og en uden til 49 kroner.
Stellarium
– Også en rigtig god app med mulighed for at vælge dansk som sprog. Den fungerer på samme måde som Starwalk 2, og der er også mulighed for at vælge det røde nattelys, hvilket er en stor fordel.
App’en fås til iPhone og Android og findes i en gratis version med reklamer og en uden til 179 kroner.
Observatoriet er Danmarks største og er placeret strategisk på toppen af det, der kaldes de sjællandske alper i et 40 hektar stort naturområde.
Det blev etableret i 1953 som forskningsobservatorium under Københavns Universitet. I dag er det ejet af Holbæk Kommune og har siden 2016 været åbent for offentligheden. Hvert år valfarter besøgende fra nær og fjern til Brorfelde for at blive klogere på astronomi, geologi og biologi.
– Danmark er et svært land at være astronom i på grund af det flade landskab, den høje luftfugtighed, de lyse sommernætter, og fordi her ofte er overskyet, fortæller Thomas Ræbild Juel, der har arbejdet på Brorfelde i ni år.
Men området omkring Brorfelde har alligevel ikke været helt håbløst, for de dengang ansatte ved observatoriet har sat tydelige spor i den internationale astronomi. Blandt andet med nøjagtige målinger af stjernernes positioner og opdagelsen af små himmellegemer i solsystemet. Nogle af dem er blevet opkaldt efter stedet og hedder for eksempel Brorfelde og Holbaek.
Oprindeligt var hele området beboet af forskere, teknikere, studerende og andet personale, der alle havde det til fælles, at de brændte for astronomi. Nat efter nat stod de med ansigterne vendt mod himlen for at blive klogere på det univers, der omgiver vores klode.
– Det var smart at bo her, for så skulle de ikke køre to timer fra København, hver gang der var skyfrit og noget spændende at se på himlen, siger Thomas Ræbild Juel.
● Opsøg mørket. På lysforurening.dk kan du se, hvor der er mindst lysforurening i Danmark. Lolland, Thy, Samsø, Mandø og Anholt er blandt andet på listen, men der findes mange flere steder.
● Læg dig på ryggen og kig op. På den måde slapper du af i kroppen og nakken og kan lade dig opsluge af nattemørket.
● Klæd dig varmt på. En tommelfingerregel er at klæde sig på, som om der er 10 grader koldere, end vejrudsigten siger. Pak dig gerne ind i en sovepose eller et tæppe.
● Vær tålmodig og kig over hele himlen. Stjerneskuddene udgår ikke kun fra stjernebilledet Perseus, som Perseiderne har fået deres navn efter, men kan ses på hele himlen.
I dag er alle bygninger fredede og fungerer som butik og billetsalg, som kontorer for de ansatte og som formidlingslokaler. Observatoriet er et moderne oplevelsescenter, der hvert år holder adskillige arrangementer for offentligheden.
Især nattemørket er vigtigt, når man skal observere nattehimlen, for rigtig mange steder i Danmark er der for meget lysforurening til, at man kan få den fulde oplevelse. På toppen af bakken er der opstillet en masse hængekøjer, som er det ideelle sted at opleve Perseiderne.
– Man kan også lægge sig i en strandstol eller på en madras, og man kan sagtes være heldig at se meteorsværmen hjemme i haven, men der er selvfølgelig størst chance, hvis man er langt væk fra gadelygter og reklameskilte. Og så skal der være skyfrit – ellers kan man ingenting se ud over skyer, siger Thomas Ræbild Juel.
– Noget af det vigtigste er at beskytte sit nattesyn mod lys, så det handler altså om at lade telefonen blive i lommen og lade øjnene vænne sig langsomt til at se op i den mørke nattehimmel og så ellers være tålmodig, siger han og fortsætter:
– Det er en fantastisk oplevelse at ligge under sit tæppe med en kop varm kakao og se op i himlen.
9. og 10. august fra klokken 20.30 til midnat holder Observatoriet særlige aftener for dem, der gerne vil opleve Perseiderne under optimale forhold. Her vil Thomas Ræbild Juel og hans kolleger fortælle om meteor-sværmen, og man får mulighed for at komme tæt på teleskoper og udstyr. Og man må selvfølgelig ønske hver gang, man ser et stjerneskud.