Nu er Milly kommet hjem

Milly, en hunkat på 10 år, slikker sin ene pote og sender et bestemt blik ud i stuen og krøller sig derefter sammen i hundens bløde kurv. Den lukker øjnene og lader sine mennesker spekulere over, hvad hun mon kunne fortælle, hvis hun altså kunne tale.

Milly er lige kommet hjem, til Bina Matic i Helsingør, efter at have været væk i otte år.

Måske gik Milly bare ud i haven og satte den en pote foran den anden, indtil hun ikke længere kunne finde hjem? Måske blev hun katnappet? I hvert fald var Milly pludselig forsvundet. Længe.

Det begyndte med, at Bina overlod sin hund, Nala, og Milly til en veninde, der skulle passe dem en tid. Bina var gravid med sit første barn, og hun havde brug for et pusterum fra en meget livlig ung kat og hunden Nala, der heller ikke sov tiden væk.

– Da jeg kom for at hente mine dyr, havde jeg glemt katteburet, så jeg besluttede kun at tage Nala med hjem i første omgang, og så ville jeg komme tilbage efter Milly næste dag, siger Bina.

– Da jeg kom næste dag, var katten væk. Vi tænkte, den lige var gået et smut ud, og jeg ventede, men den kom ikke tilbage den dag.

Veninden, der bor i Kvistgård, skulle ud at rejse, men Bina kom igen og igen med transportkassen og kiggede i huset og i haven. Men der var ikke noget spor af hendes kat.

– Jeg kom mange gange de næste mange måneder. Jeg kaldte og kaldte og spurgte alle mennesker i nabolaget, om der var nogen, der havde set en sort kat med et hvidt bryst. Milly var som sunket i jorden, siger Bina.

Hun blev ved med at besøge området, hvor Milly var forsvundet, men som dagene, ugerne og månederne gik, forsvandt håbet. Milly var nok blevet kørt ned, tænkte Bina.

Alt dette skete i efteråret 2015. Bina og hendes mand fik en søn, og senere endnu en dreng. Livet gik videre med arbejde og familieliv, men en gang imellem tænkte Bina på sin forsvundne kat og spekulerede over, hvad der mon var sket.

Eriks nye ven

I september i år nød pensionist Erik Laursen sensommeren i sit sommerhus ved Rågeleje.

En dag så han et glimt af en sort og hvid kat under en af buskene i haven. Katten kiggede intenst på ham, men Erik forsøgte at skræmme den væk. Han vidste godt, at hvis man fodrer en herreløs kat, har man ansvaret for den, og Erik havde ikke tænkt sig at få kat. Men den sort-hvide kat havde valgt Erik.

Når Erik kiggede på den, flyttede den sig lidt. Lidt efter var den tilbage på sin plads i haven igen. Et par uger efter sad den på terrassen. En dag affandt den sig med, at Erik forsigtigt strøg den over ryggen og derfor opdagede, at hans nye katteven var alt, alt for tynd.

Erik kørte til Brugsen, købte kattemad og forede en papkasse med et par gamle håndklæder, så katten havde et sted at få varmen, for den så jo lidt forpjusket ud, sagde han til selv.

De to blev spisevenner. Det vil sige, Erik serverede kattemad på terrassen morgen og aften, og hans nye ven spiste hellere end gerne og tog sig en lur i papkassen bagefter.

Det var jo ikke meningen, at Erik skulle have kat, så han satte efterlysninger op overalt i området, men ingen manglede en sort og hvid kat med vagtsomme øjne og forpjusket pels. Til sidst gav han op og ringede til Dyrenes Vagtcentral og bad dem hente katten. Det blev Gitte Brandenburg, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, der tog af sted for at hente sommerhusgæsten.

Hun bor i Helsingør og bevæbnet med kattebur og lokkemad, besøgte hun Erik, og sammen fik de katten ind i buret. Hun kunne ikke læse den udviskede øretatovering, så hun kunne ikke lige finde ud af, hvor katten hørte til. Derfor kørte hun den til internatet i Roskilde, hvor de ville prøve at finde frem til kattens ejer.

Milly og Nala

Et par dage senere blev Bina til sin meget store overraskelse ringet op af politiet.

– Vi har fundet din kat, sagde de. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen kat. Ærlig talt troede jeg ikke på dem i begyndelsen, siger Bina.

Internatet havde aflæst sommerhuskattens øretatovering og fundet Binas telefonnummer i katteregisteret, men nummeret var ikke aktivt længere, fordi Bina i mellemtiden havde fået nyt nummer. Derfor havde internatet kontaktet politiet, der fandt frem til ejeren af det gamle telefonnummer. Det var ganske rigtigt Bina.

– Det endte med, at jeg tog op på internatet i Roskilde, og der sad Milly. Det var min kat, der havde været væk i otte år, som var blevet fundet i et sommerhusområde 50 kilometer væk fra os, og som nu var blevet en voksen kat. Alligevel kunne hun genkende mig. Hun sprang i favnen på mig, som om vi sidst havde set hinanden dagen før. Hun kom med mig hjem, og min hund Nala tog hende straks til sig. Dengang for otte år siden var de bedste venner, og de huskede helt klart hinanden, fortæller Bina og fortsætter:

– Jeg ringede til min dyrlæge i Espergærde og bestilte en tid til undersøgelse af Milly, så jeg kunne være sikker på, at hun ikke var syg. Jeg fortalte klinikdamen om Milly, der blev fundet i et sommerhusområde, og hun blev pludselig helt stille. Så sagde hun forsigtigt, at det nok var hende, der havde bragt Milly ind på internatet i Roskilde.

Det var ganske rigtigt Gitte, der havde hentet og afleveret Milly på internatet. Hun arbejder også som klinikassistent hos dyrlægen i Espergærde, så nu mødtes de to igen til stor glæde for dem, men ikke for Milly. Den skulle nemlig have renset tænder efter otte år med blandet kost.

Men hvad betyder det, når man bagefter kan køre hjem til sine egne mennesker, sin egen hund, Nala, og bløde stole foret med tæpper. Læg dertil rigelige mængder af kattemad og to små drenge, der altid har ønsket sig at få en kat.