Ole ser guldet på gaden

Med sin 17.000 indbyggere er Nuuk for stor til, at alle kender alle, men der er én, som alle kender. Eller ved, hvem er.

De ser ham mange gange om ugen, hilser måske på ham i forbifarten.

Pling-Pling kalder nogen ham. For andre er han Radio-Ole. På postkassen står der Ole Normand Petersen.

I mange år var han hjemløs. – Men det er koldt, som Ole siger.

De sidste 12 år har han boet i en lille, men varm lejlighed tæt på 400-talik, den lange landevej, som Ole vandrer frem og tilbage på hver dag. På vej ind til Nuuk eller til Frelsens Hæri – eller på vej hjem igen.

Han fylder ikke meget og er alligevel ikke til at overse – med sine mange farverige badges og reflekser. Engang blev han kørt ned, men det var nu, fordi det var glat.

- Pling-Pling, jo, ham kender jeg godt, siger folk, når man spørger. Men det er alligevel de færreste, der ved ret meget om Ole eller har besøgt ham i den gule træ-bebyggelse tæt på landevejen.

Læs også: Grønlandske Belinda har hjernekræft: - Jeg elsker at leve

Tag kaffen med

- Jo, det må I da gerne, hvis I selv tager kaffe med, lød svaret fra Ole, da vi en dag stoppede ham inde i Nuuk og inviterede os selv på besøg.

Bevæbnet med termokaffe og to slags småkager bankede vi næste dag på døren hos Ole – og vi skulle nok også have haft en klapstol eller to med, for Ole har ikke levnet mange frie pladser i den lille lejlighed.

Som mand, så lejlighed. Ole har det med at falde for emblemer og emballage, som vi andre ikke ser den store værdi i. Han ser guldet, samler op og bærer hjem. Finder en fin plads, så han kan nyde synet fra sofaen, der også er seng.

- Ja, jeg har ikke noget strøm, derfor skulle I selv tage kaffe med, siger Ole og rører sukkeret grundigt rundt i kaffekoppen. På armen hviler to kæmpestore ure, men det er nu ikke fordi tidsmålere spiller den store rolle for Ole. De er bare flotte at se på, ligesom de store hørebøffer med antenner, som har givet ham tilnavnet Radio-Ole.

- Nej, nej, de virker ikke, griner Ole – men de hjælper med at holde varmen.

- Jeg blev uddannet som kok i Nuuk og i Aalborg, og bagefter var jeg ude at sejle, fortæller Ole, men ellers har han ikke meget at sige om sine mange år i Nuuk.

Hans Jacobsen, der har kendt Ole, lige siden Ole boede på børnehjem i Nuuk, husker, at Ole drog til søs som kok, og som han siger ”kom hjem som Pling-Pling”.

I maj blev Ole 61 år. - Jeg har fødselsdag tre dage før kronprinsen, siger Ole, der meget gerne taler om de kongeliges besøg i Nuuk.

Middagsmaden kommer hver dag udefra. – Stil den bare på bordet, der er alligevel ikke noget strøm på køleskabet, råber han, da buddet kommer med den færdiglavede mad. Ole taler dansk og kalder Nuuk for Godthåb, som byen hed i gamle dage. Han kan godt tale grønlandsk, men gør det ikke meget i hverdagen. Han er fra dengang, der blev talt dansk på børnehjemmene.

- Jeg ved ikke, hvem der var min far, men min stedfar var Karl Nordmand fra Stavanger. Min mor døde, mens jeg var i kokkelære i Aalborg, så jeg kunne ikke komme hjem til hendes begravelse. Og efter hendes død rejste min stedfar hjem til Norge. Jeg så ham aldrig mere, siger Ole og fortæller om andre familiemedlemmer, der også er ”gået”.

Ole har fået fortalt, at han har to børn, en datter og en søn, men han har aldrig mødt nogen af dem, og der er ikke noget familie tilbage i Nuuk.

På reoler og hylder står vhs-bånd, dvd’er og kassettebånd pænt ordnet, men fjernsynet står med ryggen til og er i stedet i brugt som udstillingssted.

- Jeg trænger til et nyt, siger Ole – og glemmer et øjeblik, at der skal strøm til. Heldigvis er der varme i radiatoren og mere kaffe på kanden.

- Bare en kop mere, og så Ole er klar til at gå på landevejen igen i dag.

Læs også: Vestjysk/østgrønlandsk kærlighed - på Fyn

-