Den oprindelige tanke var at lave en dokumentarfilm om backpackere. Men da dokumentaristerne Christian Sønderby Jepsen og Mira Jargil via et tip fra kollegaen Jesper Dalgaard – manden bag dokumentaren ”Kandis for livet” – blev opmærksomme på den tidligere læge og forsker Jan Erik Hansen, som havde slået sig ned som buddhistisk munk og eneboer under navnet Banthe i junglen i Sri Lanka, blev de omgående draget af hans historie.
– Han havde haft alt det, der i de flestes øjne repræsenterer ”det gode liv”: en succesfuld karriere, en smuk kone, en velskabt søn, hus og bil. Men han havde ikke været lykkelig. I vores hverdag som fortravlet børnefamilie havde vi selv længe sat spørgsmålstegn ved de værdier, vi var styret af, og været fascineret af tanken om at stå af hamsterhjulet. Jan gjorde sig spændende tanker om at finde varig lykke og acceptere det faktum, at vi alle skal dø. Og da vi kontaktede ham med ønsket om at lave en film om ham, var det i håb om, at vi via projektet kunne finde et quickfix til lykken. I stedet har vi lært, at den slags lette løsninger ikke findes, fortæller 41-årige Mira.
Da parret i 2015 drog mod Sri Lanka med deres søn Alfred på tre et halvt år, var deres aftale med munken således tilsyneladende klar. De skulle lave en film om hans liv, og han skulle lære dem noget om buddhisme. Jan var dog på godt og ondt en kompleks natur, og samarbejdet løb snart ind i vanskeligheder.
– Han kunne skifte mening fra den ene dag til den næste, og efterhånden stod det klart for os, at han helst ville udelade alt det, der handlede om hans tidligere tilværelse, hans professionelle bedrifter og ekskonen og sønnen, som han havde efterladt i Danmark 17 år tidligere. Men uden den del af historien ville det ikke blive en film, som ville kunne vække et moderne vestligt publikums interesse. Det ville blive ren buddhistisk undervisning. Efter en lille måned bad vi derfor om en tænkepause og rejste tilbage til Danmark med mulighed for, at vi kunne genoptage samarbejdet på et senere tidspunkt, siger Christian, 46.
Processen blev dog lang og vanskelig. Først fire år senere genoptog de arbejdet med filmen. Og uden at afsløre for meget kan vi her meddele, at parrets film ”Munken” er blevet en ganske anden film end oprindeligt planlagt. I 2018 fik Christian og Mira nemlig overbragt en tragisk nyhed, der vendte op og ned på de omstændigheder, der havde været udgangspunkt for projektet.
– Sådan er det at lave dokumentarfilm. Arbejdsprocessen er ofte meget lang, og undervejs kan tingene tage helt nye drejninger. Når det sker, tror man altid, at grundlaget for filmen er skredet. Men uventede begivenheder kan vise sig at blive det afgørende vendepunkt, som man bagefter knap kan forestille sig, at man overhovedet kunne have undværet, siger Mira.
Hun og Christian bor på Østerbro i København med den nu 11-årige Alfred og hans lillebror, Noor, på fem år. Endvidere har familien i otte år haft sommerhus på Sjællands Odde, hvor Familie Journals udsendte har mødt dem.
– Vi mødte hinanden i 2007 ved filmfestivalen Nordisk Panorama, der blev holdt i Oulu i Finland. Mira var netop startet på Filmskolen, mens jeg deltog på festivalen med min afgangsfilm. Under de nordlige himmelstrøg opstod der sød musik mellem os på trods af vores vidt forskellige baggrunde. Jeg er fra Tarm, og Mira er opvokset i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Hun havde aldrig set Vesterhavet, inden hun mødte mig. Men vi havde en fælles vision og passion, når det gjaldt film, fortæller Christian.
Således stod det hurtigt klart for kæresteparret, at hvis de ville leve sammen, måtte de blive et team og etablere et fælles firma. Og da Alfred så dagens lys, blev deres indbyrdes aftaler lagt i endnu fastere rammer.
– Nu havde vi pludselig ansvar for et andet menneskes trivsel. Men jeg ønskede ikke at tage hele slæbet. Jeg havde også en passion for film, som jeg fortsat ville udleve, husker Mira.
I deres selskab, Moving Documentary, har parret altid gang i mindst et par projekter ad gangen. Filmene kan være instrueret af Christian, Mira eller dem begge i samarbejde, og de skiftes til at producere hinandens værker. Mange vil huske deres dokumentar ”Julebrødrene”, som har været vist på TV 2 samt Christians prisbelønnede ”Testamentet”, som i nær fremtid vil blive fulgt op af en to’er.
– Men her og nu gælder det ”Munken”, som også har fået økonomisk støtte fra TV 2, og som derfor efter planen vil dukke op på skærmen som en serie i to afsnit til foråret, siger Christian.
Allerede inden de mødte filmens hovedperson, var de interesseret i den buddhistiske tankegang. Og op til afrejsen i 2015 underviste han dem blandt andet i meditation over Skype.
– Når vi i Vesten etablerer os med familie, bil, hus, sommerhus og trampolin, bygger vi med buddhistiske øjne et fængsel for os selv. På det punkt har Mira og jeg ikke noget at lade andre høre. Men selv om jeg er et privilegeret menneske, der har hele pakken, er jeg også en rastløs sjæl, som altid føler, det kan blive lidt bedre, og som misunder de af mine venner, der virker kronisk lykkelige, siger Christian.
Som buddhistisk munk må man strengt taget ikke eje andet end en barberskraber, en klædedragt og en tiggerskål, men det ideal var selv Jan ikke tilnærmelsesvis i nærheden af.
– I sin hytte på bjerget havde han installeret køleskab og toilet samt bygget et vandværk. I virkeligheden kan man med god ret sige, at han fik skabt sin helt egen variant af en buddhistisk munk og blev en slags influencer-munk. Han modtog donationer fra sine følgere på nettet, hvor han lavede videoer med buddhistisk undervisning. Nettet var så at sige hans tiggerskål. Desuden havde han et stort behov for at kommunikere og var dybest set tiltrukket af tanken om at være hovedperson i en dokumentarfilm. Nu får han sin film, som tilmed rummer masser af hans egne optagelser fra Sri Lanka. Af dem, vi har vist den til indtil nu, har omkring halvdelen syntes godt om munken og kunnet identificere sig med ham, mens resten har syntes, hans livsvalg har været for ekstreme. Så vi er spændte på, hvordan folk tager imod filmen, siger Christian.