Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
I solstuen på Plejecentret Fænøsundvænget 2 sidder Birte, Torben og Knud omkring et bord. Igennem vinduet kan man se Middelfart lystbådehavn, men ingen af de tre sidder og nyder udsigten. De er helt opslugt af at spille Memo, som er et spil til ældre. Foran hver af dem ligger en spilleplade med tre firkantede brikker. Torben tager en op og læser højt. – Har du nogensinde fortrudt et ægteskab, Knud? spørger Torben og kigger over på Knud, der sidder på den anden side af bordet. – Ja. Det første. Men ikke mere, end jeg har fået to børn ud af det. Og dem har jeg stærk kontakt med – faktisk hver dag. Jeg har været gift en gang mere, og det har jeg ikke fortrudt, siger han og holder en pause. – Hun døde desværre af en svulst, tilføjer han så. – Det var ikke godt, nej, siger Birte. – Nej, det glemmer man ikke! Men sådan er det, og livet må gå videre, siger Knud. Der lyder en brummen ovre fra Torben, der tilføjer: – C’est la vie. Det er fransk og betyder: Sådan er livet. Se dem spille Memo i videoen øverst i artiklen Birte Merstrand, 62, Knud Henrik Sigurdson, 72, og Torben Andersen, 71, bor alle på Plejecentret Fænøsundvænget 2. Fælles for dem er, at de alle i en vis grad er ensomme. Og fælles for dem er, at de finder glæde, morskab og samhørighed ved at spille Memo. Den udgave af spillet, de bruger, er faktisk en prototype, fordi det slet ikke er i produktion endnu. Det er for nyligt opfundet af de tre 16-årige piger Fie Frank, Josephine Kofod og Asta Lambers, der med spillet har vundet DM i entreprenørskab.