Til konfirmationsforberedelse fandt Alfred ro: Elsker at gå i kirke

I september 2024 satte Alfred Johan Ishøj Stiller sig for første gang på en kirkebænk i Budolfi Kirke i Aalborg for at overvære en af de gudstjenester, der var en obligatorisk del af hans konfirmationsforberedelse.

Kravet var, at han skulle gå til mindst 10 af slagsen, men det blev til en hel del mere.

Alfred blev nemlig slet og ret bidt af kirkegang.

Han blev konfirmeret 26. april, men hans store dag kom ikke til at markere et farvel til prædikener, bønner og salmer. Hans interesse for kirken var nemlig på ingen måde aftagende.

– I september i år rundede jeg de 100 gudstjenester, fortæller den i dag 14-årige Alfred.

Og i og med, at et år kun består af godt 50 uger, kan man udlede, at han går i kirke betydelig oftere end en enkelt gang om ugen.

– Nogle søndage har jeg både været til gudstjenesten i Budofi om formiddagen og en eftermiddagsgudstjeneste i Klosterkirken. Oveni har der på bestemte søndage været skumringsgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke, og dermed er det indimellem blevet til tre gudstjenester på samme dag for mit vedkommende.

Alfred havde ikke på forhånd forestillet sig, at stemningen i kirkerummet i den grad skulle komme til at gribe ham.

– Men jeg hyggede mig til gudstjenesterne og oplevede det bestemt ikke som noget, der bare skulle overstås. Så da jeg nåede op på 10, havde jeg lyst til at tage en mere. Og pludselig havde jeg været til rigtig mange, siger Alfred, der mere end noget andet holder af den ro, der indfinder sig i ham, når han træder ind i en kirke.

– Hvis jeg en dag er ked af det, hjælper det altid på humøret at sætte sig i kirkerummet. Derudover får man ofte nogle gode budskaber med sig hjem, som man rent praktisk kan bruge i livet og hverdagen, og som også kan inspirere en til at tænke dybere tanker. Det kan handle om næstekærlighed, tilgivelse eller en bestemt måde at betragte mennesker på. Og de enkelte præster kan vælge at gribe emnerne an på vidt forskellige måder, fortæller Alfred.

Tekstens dybe mening

Når man overværer flere gudstjenester på den samme søndag, vil man endda kunne opleve, hvordan dagens bibeltekster kan danne grobund for meget forskellige prædikener.

– Det er både sjovt og spændende at høre, hvordan forskellige præster kan udlægge den samme tekst og få nogle prædikener ud af det, der ligger meget langt fra hinanden, siger Alfred, der er enebarn og bor i Aalborg-bydelen Hasseris.

Han betegner sin familie som kulturkristne.

– De er kristne, men er aldrig gået meget op i at gå i kirke. Det er noget, der mest er foregået til jul. Jeg har selv troet på Gud så længe, jeg kan huske, men min tro er helt sikkert blevet stærkere på det seneste.

Det hedder sig ofte, at mange danske unge mest lader sig konfirmere for festens og gavernes skyld.

Men det er ikke det indtryk, Alfred har, når han tænker på gruppen af jævnaldrende drenge og piger, han blev konfirmeret sammen med.

– Det er min klare overbevisning, at langt størstedelen er kristne. Også selv om de kun bruger kirken ved særlige lejligheder, lige som de fleste andre danskere gør.

Alfred giver præsten Hanne Dahl æren for at have kickstartet hans interesse for kirkens budskaber.

Hun var den, der stod for undervisningen, da han påbegyndte konfirmationsforberedelsen.

Undervejs i forløbet fik hun dog et andet arbejde som leder af Folkekirkens Hus.

– Hanne forstod at gøre Bibelen nærværende og nutidig. Juleevangeliet handler for eksempel ikke kun om hændelser, der fandt sted for 2.000 år siden. Jesu fødsel er en begivenhed, der fortsætter med at have indflydelse på verden i dag og betydning for, hvem vi er som mennesker.

Da Hanne skiftede job, blev hun erstattet af Henriette, som med Alfreds ord også var dygtig.

– Jeg forstår bestemt ikke alt, hvad der står i Bibelens tekster. Men præsterne hjælper mig og andre til at forstå ordene og nå ind til det, der er kernen og den dybere mening, siger han.

Fællesskab og lighed

Adspurgt om sine yndlingssalmer nævner Alfred blandt andet ”Spænd over os dit himmelsejl”, som er fra 1988 og dermed hører til salmebogens mere moderne repertoire.

Teksten blev skrevet af den tidligere højskolelærer Leif Rasmussen efter masser af samtaler med unge mennesker, og hans projekt var netop at skrive om kristendom i et nutidigt sprog, som ungdommen kunne forholde sig til.

Ordene er henvendt direkte til Gud, og sangen slutter med ordene ”du fællesskabets herre”.

Sammenhold og fællesskab er også blandt de værdier, Alfred finder under sine besøg i kirken.

– Jeg og de andre faste kirkegængere sidder som regel på de samme pladser fra gang til gang, og jeg kender efterhånden dem, der sidder lige omkring mig, ret godt. Desuden har Budolfi Kirke en gang om måneden kirkekaffe efter gudstjenesten, og det er en hyggelig anledning til at få talt endnu mere med hinanden og med præsterne. Det styrker sammenholdet, fastslår han.

En anderledes form for fællesskab får han via sin anden store fritidsinteresse, som er af betydelig mere fysisk art.

– Jeg har gået til jiu-jitsu i et par år og har det gule bælte. Her har sammenholdet også stor betydning, men i sporten er det harmoni i kroppen, vi sigter efter. I kirken handler det om noget åndeligt og følelsesmæssigt.

Et af de elementer i gudstjenesten, som Alfred sætter stor pris på, er nadveren.

– Jeg føler mig helt klart lidt tættere på Jesus og mærker hans nærvær, når jeg modtager nadveren. Derfor giver det også mening, når vi bagefter takker Gud for at have styrket os med sine ”livgivende gaver”. Og så er der noget fint ved, at alle knæler, når de spiser alterbrødet og drikker vinen – også præsten. På den måde kommer handlingen til at afspejle, at vi alle er lige for Gud.

Alfred er aldrig blevet drillet med sin tro.

Men han møder fra tid til anden ateister, der ønsker at diskutere hans tro med ham, og som sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad der ikke kan bevises – fra mirakler til evigt liv.

– Til det kan jeg ikke sige så meget andet, end at det giver mening for mig. Jo mere jeg tænker over troen og min glæde ved kirken, jo mere sikker er jeg i øvrigt på, at jeg selv gerne vil være præst i fremtiden, siger Alfred.