Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
En gedigen 1200 kubik Harley Davidson med sidevogn har været i familien Christensens eje, siden Ove gav håndslag på den for mange år siden. Ove og motorcyklens tidligere ejermand nåede nøjagtig samtidig over målstregen i et motorløb, og det fik ejeren til at beslutte sig. Hvis nogen havde fortjent at købe den Harley, var det Ove, og sådan blev det.
SKAGENSLØBET
Skagensløbet arrangeres af Danmarks Veteranmotorcykleklub og køres fra Skagen til København ved ulige årstal og i modsat retning i de lige år.
Turen er 500-700 kilometer lang og tilbagelægges i løbet af tre dage i forbindelse med kristihimmelfartsferien. Det gælder ikke om at komme hurtigst frem, men derimod at køre med en særlig gennemsnitshastighed.
Som regel deltager godt og vel et par hundrede motorcykler, som alle skal være fabrikeret før 1935.
Motorcykler var en del af hverdagen
Desværre er den nu 76-årige pensionerede mekaniker selv lettere punkteret efter en blodprop for nylig, så han må overlade gaspedalen til sin datter Hanne, Marias mor. - Så længe jeg kan huske, har det været en del af vores hverdag at køre på motorcykel, fortæller Hanne. - Da jeg var ung, cyklede vi ikke, som store børn gør nu. Vi kørte knallert! Og med en far, der var uddannet mekaniker, og en lillebror, som kørte motorcross, var der altid hjælp at hente, når der var noget med knallerten.
Tre generationer til løb sidste år
Familien har i mange år deltaget i mortorcykelløb, og især "Skagenløbet" arrangeret af Danmarks Veteranmotorcykelklub er en begivenhed, alle ser frem til. - Desværre måtte vi blive hjemme i år på grund af fars blodprop, men i fjor var vi tre generationer på tre hjul. Maria sad i sidevognen og fandt vej. Løbet er nemlig et orienteringsløb på tid, så det gælder om at finde de rigtige poster uden hverken at køre for hurtigt eller for langsomt.
24-årige Maria tager plads i den rummelige sidevogn. Endnu har hun ikke selv kørekort til motorcykel.
Vil atter køre løb trods blodprop
Nu er den olivengrønne Harley Davidson med røde fartstriber og rigtigt bakgear startet. Mor og datter ifører sig vindtætte læderjakker, og Ove skal have lidt assistance, før benet vil op over sædet. Det er nu hurtigt klaret, for han har glædet sig til den køretur hele formiddagen. - Jeg regner med at komme igen, så vi atter kan køre løb sammen, Hanne, Maria og jeg, men foreløbig tager jeg en dag ad gangen, siger Ove, inden trekløveret suser ned ad Vestergade.
Af Anne Kjøge
Læs også:
Fra børnehjemsbarn til direktør
Chef for mor