Vejede kun 1645 gram ved fødslen: Asger er en solstrålehistorie

”Burde jeg have gjort noget anderledes?” Spørgsmålet suser igennem Dortes hoved igen og igen, og det vil ikke slippe sit tag. Hun vender og drejer ugerne op til den dag, hvor hun fødte sin søn, Asger, ni uger for tidligt. Sammen med ham er hun indlagt på neonatalafdelingen på Kolding Sygehus.

Og mens den lille størrelse ligger der ved siden af hende i kuvøsen med tilkoblet ilt, tænker hun på, om det hele kunne være gået bedre, hvis hun havde arbejdet lidt mindre? Eller hvis hun bare var blevet i sengen, da hun var forkølet? Kunne hun så have forhindret den for tidlige fødsel? Dorte Holk, 42 år, bor i Kolding med sin kæreste Rasmus Bech, 46 år. Sammen har de Mogens på 4 år, og den 23. november sidste år fik Mogens en lillebror, Asger.

Selv om han blev født for tidligt, har han lige fra første dag været sund, rask og stærk. I dag har Dorte lært at forstå, at hun ikke skulle have gjort noget anderledes i sin graviditet. Den konklusion er det lykkedes hende at nå frem til med hjælp fra et fantas tisk team af læger og sygeplejersker på neonatalafdelingen.

– I vores samfund i dag forsøger vi altid at finde forklaringer på, hvorfor ting går galt. Som mor til en for tidligt født prøver man at finde forklaringen på, at man er mislykkedes med at passe på sit foster. I langt de fleste tilfælde er der bare ingen forklaring, fortæller Jesper Fenger-Grøn, overlæge på Kolding Sygehus.

Læs også: Tvillingerne vejen 1390 gram tilsammen

Som regn fra himlen

Fælles for Dorte og Rasmus er, at de lægger en kæmpe energi i deres job. Rasmus er selvstændig bladudgiver, og Dorte ejer salonen Holk Intercoiffure. Så det passede ikke ind i parrets lange arbejdsdage og udlandsrejser, at Dorte dengang pludselig skulle indlægges to uoverskuelige måneder på sygehuset. Alligevel blev alt dag for dag mere lyst, og i dag kan familien se tilbage på forløbet med følelser, som mest af alt er lykke og taknemlighed.

– Faktisk var min anden fødsel enbedre oplevelse end den første, på trods af at jeg fødte ni uger for tidligt. Første gang blev jeg sendt hjem efter kort tid. Mor for første gang og helt uden erfaring. Den her gang var både jeg og Asger veludhvilede, da vi kom hjem efter to måneder. Vi var kørt ind i en sund rytme, og jeg var rustet til at være mor, fortæller Dorte, og hun har blanke øjne, men det er kun, fordi hun er så glad for, at det hele gik, som det gjorde.

Første gang, noget kører af sporet, er en aften først i november. Dorte er inde for at putte Mogens, og idet hun bøjer sig for at kysse ham godnat, går vandet. ”Hvorfor regner det?” spørger Mogens forvirret, og mens han får lyst til at hoppe ud i vandpytten på gulvet, forsøger Dorte at bevare roen, men det er svært, for der er stadig 11 uger til termin.

Kæresten Rasmus er ude og lufte hunden, og hans telefon er optaget, så Dorte kontakter alarmcentralen og får besked på at lægge sig på gulvet. Derfra får hun fat på sin storebror, Henrik, som bor i nærheden.

– Da Henrik trådte ind i værelset, begyndte han at stille alle mulige mærkelige, ligegyldige spørgsmål om julefrokosten, og om jeg havde styr på julegaverne. Først senere forstod jeg, at han talte sådan med mig, fordi han vidste, jeg var gået i chok, husker Dorte.

Da hun lå på gulvet og ventede på ambulancen, tænkte hun mest på, om barnet var i live.

På sygehuset viser det sig, at en bakterie, Gruppe B Streptokok, har ramt Dorte, og derfor er vandet gået. Hun får indsprøjtninger med binyrebarkhormon, som skal få barnets lunger til at modne hurtigere, og hun får antibiotika mod bakterien. I en uge er hun indlagt, i den tid gendannes vandet, og bakterietallene falder.

– Og heldigvis viste diagrammerne, at Asger havde det rigtig godt, fortæller Dorte. En uge efter bliver hun udskrevet.

Læs også: Begge børn er en gave til os

Til guldbryllup

Hjemme holder Dorte sig i ro, og en uge senere, den 23. november, tager familien til guldbryllup hos Dortes forældre. Under middagen mærker hun, at vandet begynder at sive, og hun lægger sig på sofaen i et værelse ved siden af lokalet, hvor festen holdes. Så begynder veerne lige så stille. Dorte fornægter først, at hun er ved at gå i fødsel, det er jo stadig for tidligt. Men fornægtelsen laver ikke om på, at der går kortere og kortere tid imellem veerne.

Til sidst må hun, Rasmus og Mogens, alle tre iført festtøj, sætte kursen mod Kolding Sygehus. Hurtigt kommer Dorte på operationsbordet, de festlige smykker bliver taget af, og hun får lavet kejsersnit. Imens har Mogens lokket far med i kiosken for at spise pølser, men dem bliver der knap nok tid til at synke, for i løbet af 45 minutter er Asger kommet til verden. Han blev født ni uger for tidligt, vejede 1645 gram og var 42 centimeter lang.

Fra det tidspunkt skal Dorte være indlagt i to måneder på neonatalafdelingen, og det var ikke hendes drøm. Snart var det december måned, som ikke er en tid, hvor nogen ønsker at ligge på sygehuset. Og faktisk var Dorte slet ikke klar til, at graviditeten skulle stoppe.

– Jeg følte, at jeg havde mistet Asger, og at jeg blev snydt for mange ting. Jeg ville gerne have båret ham alle ni måneder. For jeg kunne lide at være gravid. Og at have ham tæt på mig, siger Dorte.

Derfor var aftenen helt magisk, da hun for første gang kunne bære ham i en babyslynge og få ham helt tæt ind til kroppen igen.

Læs også: Malou blev født 15 uger for tidligt

Karameller på puden

”Har du dårlig samvittighed?” spørger overlægen Jesper en dag. Og med spørgsmålet får han Dorte til at bryde sammen. For det var lige præcis, hvad hun havde. Og for at få den skyldfølelse til at forsvinde fik hun og Rasmus krisehjælp. Og med krisehjælp og nogle sygeplejersker, som var der hver eneste dag og havde tid til lytte og give råd, var de to måneder pludselig ikke så uoverskuelige. Der var så meget kærlighed og støtte på afdelingen, takket være små og store indsatser fra alle ansatte.

– En dag havde jeg en rigtig tudedag. Og da jeg kom ind på værelset, havde rengøringsdamen langt karameller på min hovedpude og foldet sengebetrækket til svaner. Dét opmuntrede mig, siger Dorte.

Èn ting er, at det er hårdt at se sit barn så lille og skrøbeligt ligge med sonde og tilkoblet hjertemåler og maskiner.

– Men det var også hårdt at opleve min families reaktion, når de besøgte mig. For de kunne ikke undgå at blive berørte og forskrækkede over, hvor lille Asger var, siger Dorte.

I dag er alle lykkelige over, at det er gået, som det er, og Mogens kan med god grund være en stolt storebror. Rasmus og Dorte var nogle glade mennesker før, men måske har denne oplevelse gjort dem en smule gladere. I hvert fald stærkere. For livet placerede dem pludselig et sted, hvor de ikke havde troet, de skulle prøve at stå, men de klarede det.

– Man får da raske børn. Det tænkte jeg før. Nu sætter jeg mere end nogensinde før pris på det, jeg har, slutter Dorte.