Lukas drak resten af sin cola, afleverede flasken i kiosken, og med en krone på lommen skråede han over vejen og gik ind på havnekontoret og købte sig et gammelt træskib. Ikke et hvilket som helst skib, men ”Bente Irene”, cirka 20 meter langt og en slidt gammel fiskekutter af træ, der havde set sine bedste dage for meget lang tid siden. Nu lå båden i havnen i Gilleleje og fyldte op, og de ville gerne af med det. Hellere end gerne, men der var sikkert ikke nogen, der var tossede nok til at binde an med sådan et gammelt skib, tænkte folkene i Gilleleje Havn.Men de havde jo heller ikke mødt Lukas endnu.Lukas Koch Nielsen er navnet. 19 år gammel – og hvis man spurgte hans lærere fra folkeskolen, ville de sige, at den knægt kunne ikke sidde stille. Der var ikke noget galt med Lukas. Han havde bare sine drømme. Men først og fremmest havde han sin morfar, Hans Viggo, der havde været sømand i marinen og var så fuld af sømandshistorier, at det halve kunne have været nok, men morfar lærte sit barnebarn en vigtig ting: ”Find ud af, hvad du gerne vil, og gør det så.”
Læs også om Lene der hjælper skoletrætte
Derfor er Lukas nu ejer af et temmelig stort skib, der ligger i havnen i Helsingør og er på vej til at få sin tredje ungdom.”Bente Irene” er ikke længere bare et gammelt træskib. Det er blevet et projekt, der skal hjælpe andre unge til at få det bedre, fordi man kan have brug for at gøre noget i fællesskab og snakke med andre undervejs. Skibet har fået plads i Kulturhavnen i Helsingør, hvor det er blevet et restaureringsprojekt under foreningen Hal 16, hvor medlemmerne hjælper hinanden med at restaurere gamle skibe. Meningen med skibet er ikke, at Lukas springer på det om nogle år og sejler ud i horisonten alene – tværtimod er det hans drøm, at unge mennesker, der har ondt i sjælen af den ene eller anden grund, kan komme her og hjælpe med at arbejde på skibet og opleve et fællesskab og en anerkendelse, som Lukas gerne selv ville have mødt, da han var langt nede.
Verdens bedste
– Jeg er vokset op alene med min mor, men min morfar var altid en del af mit liv. Han var min rollemodel, kan man sige. Han lærte mig alt det, en far skulle have lært mig, men han gav mig også eventyrene om sit liv. Han elskede mig ubetinget og gjorde mit liv lettere, for skolen – det var altså ikke mig, siger Lukas.Der er ikke altid plads til en lille drømmer, der bare keder sig i skolen. Lukas var fra begyndelsen et anderledes barn. Han kedede sig hurtigt, og han var rastløs. I 5. klasse havde han skaffet sig et eftermiddagsjob i en herrekonfektionsforretning. Knægten masede på, og sådan fandt han ud af, at han var god til noget: Han kunne sælge og være smart i en fart og have alle de rigtige ting.Som 15-årig fik han en elevplads i en tøjforretning, for Lukas var en fyr, der kunne det hele. Han tjente godt, og han kunne stort set allerede klare sig selv. Der var fart på, men han troede selv, at nu havde han gjort lykken. Nu var han nogen, han var smart og havde masser af penge. Men så døde morfar.– Morfar havde sagt, han ville holde sig i live, til jeg var mindst 18 år. Det løj han også om. Han døde, da jeg var 16. Han var 88 år, de sidste år var han syg, fordi han havde arbejdet med asbest. Han havde passet min mormor til det sidste, og nu kunne han ikke mere. Han oplevede heldigvis ikke at komme på plejehjem, for det ville han ikke. Han ville altid klare sig selv, og da han døde, var han afklaret med det hele. Det var jeg ikke, siger Lukas.Den unge knægt røg ned. Helt ned. Han kunne ikke klare sit hverdagsliv med arbejde, bimlende telefoner, fest og farver. Han kunne ingenting, for hvad var nu egentlig retningen i hans liv?
Ro på havet
– Min morfar havde altid sagt, at han ikke var rig på penge, men kun på oplevelser, og han havde altid opfordret mig til at gå efter mine drømme. Nu opdagede jeg, at de drømme, jeg havde haft om at lave en karriere og tjene penge – det var slet ikke det, jeg ville. Skibspræsten, der begravede min morfar, tilbød mig at tage med ud på en sejltur, og det vendte tingene i mit hoved.– Jeg opdagede, at der var ro ude på havet. Der var kun vandet, blæsten og skibet. Snapchat, Insta, Facebook var helt lige meget, jeg kunne ikke bruge telefonen til noget som helst derude. Der var det kun mig, og det, jeg gjorde, der havde betydning, og det var her, jeg besluttede mig for at gøre det, min morfar altid havde sagt, jeg skulle: Gå efter mine drømme.
Vel hjemme i land søgte Lukas om at komme med skibet ”Georg Stage”, men fik nej, fordi han er farveblind. I stedet kom han med på galeasen ”Skibladner 2”, hvor han sejlede de næste to år. Undervejs fandt han ud af, at han ville være bådebygger, for det var håndværket og de gamle smukke skibe, der betød noget for ham.Nu er Lukas i lære som skibsbygger, og det var i foråret, at han tilfældigvis så annoncen om ”Bente Irene”, der trængte til en kærlig hånd og en ny mening med livet – nogenlunde som Lukas selv havde haft det, da hans morfar døde.
Den store drøm
”Bente Irene” trængte til meget mere end en kærlig hånd. Det gør man, når man er 118 år og først har sejlet som fiskekutter og siden været spejderskib for Helsingør søspejdere. De sidste mange år havde skibet ligget hen i Gilleleje, og efterhånden var det kun til ophug. Indtil Lukas hørte om skibet, der var til salg for 1 krone.Gå efter dine drømme, havde morfar sagt, og mens omverdenen rystede på deres hoveder, fik han hjælp af en fisker til at få slæbt båden til Helsingør, og siden har han haft nok at lave – men ikke kun med at slibe dæksplanker og gøre båden vandtæt. Faktisk sidder han igen tit bag et skrivebord og snakker i telefon.– Jeg vil gerne have, at ”Bente Irene” skal være et fristed for unge. Det skal være et sted, hvor de kan føle sig velkomne, og hvor de kan lave noget med deres hænder, så de også kan få følelsen af at gøre noget meningsfuldt.
– Vi skal restaurere skibet sammen, og om tre år regner jeg med, at vi er færdige. ”Bente Irene” skal være vores fælles drøm, der bliver til virkelighed.Lukas har oprettet en forening, der ejer skibet. Han søger om økonomisk støtte, for det koster at renovere et gammelt skib – gode viljer og hårdt arbejde alene gør det ikke. Men morfar lærte ham også at slås for en drøm, ligesom han lærte sit barnebarn at begynde dagen med en øl og en snaps. Derfor sliber Lukas dæksplanker om dagen sammen med de andre unge, om aftenen og om natten sidder han ved computeren og telefonen, og indimellem besøger han kæresten Freja, der bor i Helsingør og gerne giver en hånd med på skibet.Hvis morfar kunne se sit barnebarn nu, ville han være stolt af ham.
