Vi kan alle være årsag til et smil

– Jeg lå med hånden på min skulder i min mors mave, og jordemoren var bange for, at jeg ville brække armen ved fødslen, så hun drejede mig 180 grader, og nogle nerver i min nakke blev revet over. Man kan slet ikke tåle at blive drejet sådan rundt, siger Ann. Hun fortæller om grunden til, at hun blev født lam fra halsen og ned og derfor har siddet i kørestol hele livet. Hele det liv, som hun indtil nu kun har elsket, og som hun mener, er en gave. Da Ann var 4 år, fik hun diagnosen atypisk spastisk lammelse.

– Jeg maler mest engle, kvinder eller mennesker i bevægelse. Englene holder jeg af at male, fordi jeg mener, at vi alle kan være engle for hinanden. Vi kan alle bidrage med noget godt til livet og få hinanden til at smile, siger Ann.

Læs også: Kathrine blev syg efter HPV-vaccinen

Kærlighed er vigtigst

Ann har aldrig tænkt, at det er unfair, at hun trak loddet kørestol. Hun har aldrig beskyldt jordemoren for den fejl, som skete under fødslen. Det har Anns forældre Inge-Lis og Leif heller ikke. Til gengæld har de gjort alt for, at Ann skulle få en så normal opvækst som muligt.

– Mine forældre kæmpede for at få mig i en normal børnehave og senere i livet for, at jeg skulle gå i skole og på gymnasiet, fortæller Ann. Kommunen var dengang modstanderen, for de havde et ønske om at sætte Ann i en børnehave for børn med handicap og senere i specialklasse. Men det blev ikke, som kommunen ville.

– Jeg fik lov til at begynde i en normal folkeskole, fordi den af kommunalarbejderne, som ikke tillod det, var på ferie, siger Ann. Efter gymnasiet uddannede hun sig til socialrådgiver.

Læs også: I mange år skjulte Laura sin fars alkoholmisbrug

Smil til verden

– Selvfølgelig kan jeg have udfordringer i livet, men det er udfordringer, som andre ”normale” mennesker også har. De største udfordringer, som har været udfordringer på grund af mit handicap, har været kampene med kommunen, for kommunen har mange regler og rammer for mennesker i kørestol. Selv hvilken kørestol jeg må få, er der regler for, fortæller Ann. Hun har mange gange skullet kæmpe for at få lov til at leve et normalt liv med de samme rettigheder som andre mennesker.

Men det får hende ikke til at føle sig mindre værd. Tværtimod føler hun sig stærk. Det har hun brugt otte år af sit liv på at tage ud på skoler og holde foredrag om. Særligt én historie plejer hun at fortælle. – Jeg så engang en mand i kørestol på en banegård. Han kunne intet. Ikke tale eller bevæge sig. Men alle, som gik forbi ham, fik han til at smile. For det var, hvad han kunne. Han kunne smile og bidrage med glæde til andre, siger Ann.

Derfor har hun selv taget den positive historie til sig. Ann ser de lyse farver på livets malerpalet. For det giver livet værdi.

Læs også: Sophie har et kunstigt mellemgulv

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 28. december 2015.

• Hvordan får Ann hverdagen til at gå op
• Sådan var Anns barndom
• Hvorfor holder Ann af at male