Wilson er min redningshund

Wilson er nok det kønneste og livligste hjælpemiddel, man kan tænke sig. Han er en sort labrador på 10 måneder, der er ansat efter Servicelovens paragraf 112 som servicehund for Carolina Kloster, der har angst.

Han har boet hos familien Kloster i Bredballe ved Vejle siden nytår, og fra den dag, hvor han rykkede ind i huset med seletøj og madskål, har Carolina fået et liv.

Det har hun egentlig altid haft, men de seneste otte år har det været elendigt. Carolina er 20 år, men siden hun var 12, har hun lidt af angst, og hun har kun kunnet forlade sit hjem, hvis hendes mor eller far var med.

Sådan er det at have angst. Angst gør livet mindre og mindre, og til sidst er det ikke længere værd at leve, fordi man netop ikke længere kan deltage i ganske almindelige begivenheder uden for hjemmet. Der er ingen klar årsag til, at Carolina fik angst, men der er desværre heller ingen, der har kunnet kurere hende. Derfor har det været rigtigt svære år, ikke kun for Carolina, men også for hendes forældre og storebror, der har gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe hende.

Jeg fik angst

Carolina og hendes storebror, Nicolai, er ønskebørn i meget høj grad. Børnenes forældre, Susanne og Jens Kloster, kunne desværre ikke selv få børn. Heldigvis fik de i stedet lov til at adoptere Carolina og Nicolai fra Columbia.

De to børn er ikke biologiske søskende og vidt forskellige. Carolina var en viljefast lille pige, der absolut ikke brød sig om at blive beskidt, ligesom hun heller ikke brød sig om vilde lege. Helt i modsætning til hendes storebror, der var vild nok for to. Det var et lykkeligt familieliv med skovbørnehave, legekammerater og forældre, der havde alverdens overskud til deres børn. Det overskud fik de også brug for, for pludselig ændrede Carolina sig. Angsten begyndte, da hun var 12 år.

– Jeg ville gerne gøre alt perfekt, også i skolen. Jeg fik faktisk gode karakterer, men jeg var ikke god til regning og matematik, det kneb med alt med tal i det hele taget. Når jeg skrev noget på tavlen, begyndte jeg at blive bange for, om det var rigtigt, og jeg var bange for, at de andre børn skulle grine ad mig bag min ryg.

– Jeg hadede at miste kontrollen, og så begyndte jeg at kæmpe for at få kontrol over det hele. Alt skulle stå snorlige, så jeg kontrollerede mine lektier igen og igen. Jeg begyndte at vaske hænder mange gange om dagen, og jeg fik det fysisk dårligt, hvis der var uorden i mine ting. De andre børn i klassen forstod ikke, hvad der var i vejen, og i begyndelsen forstod jeg det heller ikke selv, husker Carolina.

Men Susanne opdagede hurtigt, at der var noget galt. Hendes glade pige var aldrig rigtig glad mere. Carolina var tit sygemeldt med mavesmerter, og det skete mange gange, at Susanne måtte smide, hvad hun havde i hænderne på arbejdet, så hun kunne hente Carolina i skolen.

Det gik ikke, så familien tog til lægen med deres datter. Det blev begyndelsen på flere år i behandlingssystemet.

Carolina kom i behandling hos en psykolog, da hun var 12. Året efter blev hun dagindlagt på børnepsykiatrisk afdeling. For Carolina var det egentlig en lettelse. Hun havde håbet på, at nogen her kunne fortælle hende, hvad der var i vejen med hende, og så ville hun blive rask. Sådan gik det desværre ikke.

Carolina fik diagnoserne depression og panikangst og medicin for det. Derudover havde hun en ugentlig samtale med en psykolog. Men der var ingen magisk kur mod hendes sygdom.

Efterhånden kunne Carolina ikke foretage sig noget, uden at hendes mor eller far var med. På et tidspunkt kunne hun heller ikke længere gå alene ud og fodre kaninen i haven.

Men Carolina var jo samtidig en pige, der havde lagt så mange planer for sit liv: Hun ville have en uddannelse, hun ville rejse og se verden. Derfor deltog hun i massevis af samtaler med psykologer og psykiatere og gik på det ene angstkursus efter det andet og prøvede hver eneste dag at overvinde angsten og sig selv.

Hun besluttede sig også for at tage en HF-uddannelse, som hun gennemførte sidste sommer, men kun fordi hendes forældre altid hentede og bragte hende til skole. Men det var også på denne skole, hun opdagede, at der var andre unge, der kunne lide hende. Hendes venner på uddannelsen forstod hende og respekterede hende, også selv om hun ikke altid kunne deltage i de sociale ting. I sidste ende var det måske også kammeraterne, der gjorde, at hun en dag besluttede sig for, at nu ville hun ikke længere finde sig i at leve et så begrænset liv.

– Jeg er 20 år. Jeg vil gerne kunne gå i byen med mine veninder, gå på café, have et job eller i det hele taget bare et liv. Jeg vil ikke være trist hele tiden. Jeg vil have et liv som andre unge, siger Carolina.

En særlig hund

Det er her, Wilson kommer ind i billedet. Carolina og hendes familie havde læst, at psykisk sårbare mennesker med angst kunne have glæde af en servicehund, der kunne give dem tryghed i hverdagen.

– Vi kontaktede Servicehundeforeningen i sommeren 2020 og ansøgte så kommunen om at få en hund til mig. Det er ikke noget, man bare lige får, man skal først godkendes af hjemkommunen, men det blev jeg, og så kom jeg på venteliste i julen 2020, og derfra var der et års ventetid, siger Carolina.

Det tager omtrent ni måneder at uddanne en servicehund som Wilson. Først skal den helt rigtige hvalp udvælges. Når den er otte uger gammel, flytter den ind hos en foderværtsfamilie, der giver hunden den basale træning, som alle hunde skal have. Når den er omtrent et halvt år gammel, skal den videre i sin uddannelse.

Wilson er uddannet til at hjælpe lige præcis Carolina. Derfor har den lært at være tæt på hende, at ”mærke” hende, så den altid fornemmer, hvornår hun får angst, og derefter kan den bryde hendes tankerække ved at skubbe til hende eller skærme hende, hvis andre går for tæt på.

Wilson flyttede ind lige efter jul sidste år, og det var kærlighed ved første blik. Han er en hund med en fin uddannelse, men han er også en hund, der skal luftes og nusses og leges med, så Carolina har fået hænderne fulde. Når Wilson får sin vest på, er han på arbejde, og så er han en ansvarlig og rolig hund, der stille og roligt tager Carolina med på byture. Sammen med ham har hun været i skoven, på en tur i byen og på indkøb, og for hver ny dag bliver hendes verden en smule større.

– Wilson er min klippe af tryghed. Han kan mærke, når jeg bliver urolig og angst, og så rører han ved mig med snuden. Det får mig til at tænke på ham og røre ved ham, og så tænker jeg ikke på angsten og på alle de tanker, der kommer sammen med angsten. Om natten sover han ved siden af mig i min seng, og hvis jeg har mareridt, puffer han til mig og vækker mig, siger Carolina og fortsætter:

– Når vi står i kø i en forretning, går han ind foran mig og skaber afstand mellem mig og de andre mennesker, og hvis angsten pludselig kommer buldrende, beroliger det mig utrolig meget, hvis jeg bare lige kan lægge hånden på hans krop og mærke hans rolige hjerte. Han er på alle måder min redningshund.