Bliver du også nostalgisk? 10 ting vi husker fra 80’erne

Tirsdag, 6. maj 2025
Klara Hauberg Hansen
Foto: Miklos Szabo, Willy Henriksen
Hul i ozonlaget, frygt for atomkrig og lørdagskylling. 80’erne var uden tvivl et årti, der satte sine præg. Vi har samlet 10 ting, som vi særligt husker fra 80’erne.
Kim Schumacher og Charlotte Bircow
Kim Schumacher og Charlotte Bircow er to af de navne, der især satte sine præg på 80'erne.

1980’erne var på mange punkter et årti, hvor forandringer spillede en stor rolle – på både godt og ondt.

Det var ikke længere valgfrit, om sikkerhedsselen skulle bruges på bagsædet i bilen, rygning blev ikke længere set som et personligt anliggende, men som et større samfundsproblem og miljøet blev generelt noget, vi alle tænkte mere på.

80'ere var dog ikke kun en tid med miljøudfordringer, frygt for atomkrig og en haltende økonomi.

Det var også en tid, hvor børn og unge, iført farvestrålende tøj og højt hår, dansede til, hvad der skulle blive kæmpe hits, som ”Beat It” med Michael Jackson, ”Den jeg elsker” af Søs Fenger og Thomas Helmig og ”Like a Virgin” af Madonna.

Lige så vel som 80'erne var en tid, hvor rejecocktails, tunmousse og citronfromage var højt elsket, og børn som voksne ikke kunne leve uden deres walkman.

Men uanset om du stadig elsker en god rejecocktail, eller om du savner din walkman med hjemmelavede mixtapes, så er det ikke sikkert, det er alt fra 80’erne, der fortjener et comeback.

Vi har herunder samlet en liste med 10 ting, der minder os om 80’erne på både godt og ondt.

Fondue til middagsfest

Udover rejecocktails eller måske tunmousse til forret, så var det næsten stensikkert, at fonduen fandt sin plads på middagsbordet, når der skulle holdes fester i 80’erne.

Uanset om fonduen var fyldt med smeltet ost eller rygende varm olie, så var det et sikkert hit.

Og noget tyder på, at især ostefondue ikke er helt glemt ude blandt befolkningen, selvom den første gang hittede for mere end 40 år siden.

Oste-fondue med brød og vin
Ostefondue, hvor man dyppede brød og grøntsager i ost, var utrolig populært i 80'erne.
Foto: Colourbox

Lørdagskylling

Navnet hænger for mange stadig ved den dag i dag, når der skal spises kylling i weekenden.

Men i 80’erne var lørdagskyllingen ikke bare et hipt tiltag, men et forsøg på at skabe en nem og billig ret i kølvandet på den haltende økonomi.

Sølvbakken, der kunne købes i de fleste supermarkeder, indeholdt en hel parteret kylling, og den var nem at smide i ovnen, og så var der altså aftensmad i løbet af ingen tid.

Men Danpo, der udviklede lørdagskyllingen, stoppede produktionen i 2006, da det ikke længere gav overskud. Så skal der lørdagskylling på menuen i dag, så må man altså selv i gang med foliebakkerne.

Lørdagskylling fra Danpo
Lørdagskyllingen fra Danpo var et sikkert hit, når der skulle laves nem og billig mad i 80'erne.
Foto: Aller Media

Skærmtid med Pac-Man og Super Mario

I 1980 blev det populære spil Pac-Man lanceret til arkademaskinerne, der i 80’erne oftest var at finde rundt omkring på grillbarer, og spillet blev hurtigt en kæmpe dille blandt særligt børn og unge.

Også spil som Super Mario Bros, Donkey Kong og Legend of Zelda blev spillet heftigt – og det er alle spil som stadig spilles den dag i dag.

Arkadespil fra 80'erne
Der blev spillet masser af arkadespil i 80'erne, hvor bl.a. Pac-Man og Donkey Kong var populære spil.
Foto: Colourbox

Amerikansk motionsdans i stuen med Charlotte Bircow

Hjemmetræning fik et kæmpe boost i 80’erne – det var især takket være den amerikanske skuespillerinde Jane Fonda, og vores helt egen Charlotte Bircow.

Den amerikanske motionsdille aerobic fik nemlig hurtigt ben at gå på herhjemme, da fitnessdronningen Charlotte Bircow havde lært om motionsformen, der ellers i første omgang var udviklet i NASA og tiltænkt som en træningsform for mænd.

Hun blev grebet af aerobic og hurtigt efter, begyndte hun at lave fitnessvideoer på VHS til det danske publikum.

Charlotte Bircow i spagat fra 1990
Charlotte Bircow blev varemærket på hjemmefitness i Danmark.
Foto: Willy Henriksen

Farver, farver og flere farver!

Blå, lilla og pink øjenskygge og tøj i neonfarver og pasteller var uden tvivl ganske populært i 80’erne.

Hvis ikke du gik rundt i farverige leggins og benvarmere, så havde du i stedet fundet blazeren frem med de største skulderpuder. Men uanset outfit, så var håret helt sikkert sat med masser af hårspray.

Ja, jo vildere tøj og jo højere hår jo bedre!

øjenskygge i blå, gul og andre pang-farver som i 80'erne
I 80'erne var man ikke bange for øjenskygge med en masse farve.
Foto: Colourbox

Musik på farten med Walkman

Den transportable kassettebåndafspiller blev introduceret i slutningen af 70’erne, og den tog virkelig danskerne med storm.

Den smarte musikafspiller blev faktisk så populær, at flere begyndte at lave deres egne mixtapes til den for enten selv at lytte, eller at give væk som gave.

Sony stoppede produktionen af den banebrydende musikafspiller i 2010.

Sony Walkman
Walkmanen blev banebrydende, når det kom til afspilning af musik i 80'erne.
Foto: Colourbox

”Du vil jo gerne være med i hulen, ik Mulle?”

Filmen ”Zappa” fra 1983 om Mulle, der skulle spise en skovsnegl, hvis han ville være med i hulen, bliver stadig citeret i dag og huskes af mange som én af de film, der satte sine præg.

Det samme gør sig gældende for filmene ”Midt om Natten” med Kim Larsen og ikke mindst tv-serien ”Matador”, der kørte på de danske tv-skærme fra 1978 til 1982.

Den speedsnakkende Kim Schumacher

Kim Schumacher var en del af det nye kuld af radioværter, der skulle lave radio til de unge på P3 i 1982, og han blev hurtigt kendt for at spille anderledes musik og ikke mindst snakke superhurtigt.

Men efter få år i radiobranchen kom Schumacher på tv - først i børneprogrammet: "TV Børn. Fredag i farver", hvor han fik lov at stråle med den velkendte vilde 80'er makeup. Noget, som man ellers ikke havde set på tv før.

Siden blev han vært på tv-programmet "Labyrint", hvor han blev lige ind til sin alt for tidlige død i juni 1990.

Kim Schumacher havde nemlig fået den nye frygtede og på det tidspunkt dødelige aids-sygdom, der kostede ham livet.

Kim Schumacher
Kim Schumacher blev blandt andet kendt for sin hurtige tale og farverige påklædning.
Foto: Miklos Szabo

Slut med løse pengesedler

Den 1. september 1983 tog Danmark det første skridt mod at blive et pengeløst samfund. Her kom Dankortet nemlig!

Dankortet betød, at man ikke længere behøvede at have kontanter på sig.

Kortet blev mødt med en vis skepsis i starten, men alligevel blev der i løbet af det første år gennemført små 80.000 betalinger. I første kvartal af 2025 er der blevet gennemført 664 milioner betalinger.

Dankort i kortautomat
Dankortet så dagens lys i 1983. Selvom det mødte skepsis i starten, blev det begyndelsen på vores kontantløse samfund.
Foto: Colourbox

Sparkk tørsten væk!

Tuborg lancerede i 1985 en hvid citronvand med navnet "Sparkk", der havde en smart afrivningskapsel - og det skulle derfor være nemt at sparke tørsten væk med den.

Sodavanden klarede sig dog ikke så godt som forventet, så allerede i 1993 blev den taget af markedet igen.

Alligevel har den klare sodavand formået at opnå en vis form for kultstatus, og flere har gennem årene forsøgt at få Sparkk tilbage på hylderne.

Husker du noget særligt fra 80'erne, som du enten drømmer om skulle få et comeback, eller som er godt, hvis det bliver ved historien?