Inde i Christian Abrahamsen banker et stort og varmt hjerte. Det er derfor, han arbejder frivilligt som patientstøtte på Nykøbing Falster Sygehus. I hvert fald tre gange om ugen går han rundt på sygehusgangene og deler kaffe, is og kiks ud, men også gerne et par venlige ord, lidt omsorg eller et kammeratligt klap på skulderen.
Det gør han, fordi patienterne her er bange og bekymrede, fordi der er noget i vejen med deres hjerter, når de først er blevet indlagt her.
Læs også om mor og søn der fik nye hjerter
Christian kender det fra sig selv. Det store, fine hjerte, han har, er heller ikke 71 år gammelt, som resten af Christians krop er. Han fik et donorhjerte for syv år siden, og nu går han her, fordi det er hans måde at betale af til det menneske, som gjorde, at han er i live i dag.
Christian er en ud af mange frivillige, der besøger sygehuset og patienterne flere gange ugentligt. Han møder ind, tager sin røde fleecejakke på, pakker vognen med kaffe, kiks, sukker og fløde, og så kigger han ind til patienterne på stuerne.
Alle vil gerne have kaffe eller saft, og de fleste vil gerne snakke et par ord med et menneske, der ikke har travlt og ikke har en hvid kittel på. Nogle gange er det rart at lufte sine tanker over for et menneske, der har prøvet at være patient, og det har Christian, kan man roligt sige.
Blodprop på cyklen
Det stod aldrig i hans kort, at han skulle være en mand med et dårligt hjerte. Snarere tværtimod.
Da han var ung, var han en stor, stærk mand. Christian har været havnearbejder og har også haft mange andre job, hvor det gjaldt om at være stærk.
Han elskede fodbold, håndbold og alt, der bare lignede sport. Men en dag var det slut.
– I 1994 var jeg 44 år og havde aldrig været syg. Den dag, det skete, havde jeg cyklet 40 kilometer på Tour de Falster. Jeg var på vej hjem gennem byen, da jeg pludselig fik en voldsom smerte i brystet, det var så slemt, at jeg faldt af cyklen, siger Christian og ser forundret ud, da jeg spørger, hvad han så gjorde:
– Ja, jeg kravlede op på den igen. Jeg skulle jo hjem. Men det var måske alligevel ikke så smart, min kæreste dengang mente, jeg skulle tage til lægen, men jeg gik bare i seng, fordi jeg tænkte, jeg kunne sove det væk. Det kunne jeg så heller ikke.
– Næste dag cyklede jeg op til sygehuset, hvor de lagde mig i en seng. Så lå jeg der og kiggede rundt i lokalet i halvanden time, inden de sluttede mig til noget ekg, og så fik jeg ikke lov at komme hjem igen. De sagde, jeg havde fået en blodprop i hjertet, og at den havde ødelagt det meste af hjertet.
Christian blev sendt videre til Rigshospitalet, hvor de satte ham i medicinsk behandling. Når lægerne spurgte ham, om han ville prøve noget nyt, sagde han ja. Han ville have sagt ja til alt, for han ville bare gerne leve. Derfor fik han også sat en pacemaker ind i kroppen.
– Det var slut med det liv, jeg kendte. Fra den ene dag til den anden blev jeg pensionist. Jeg kunne ikke arbejde mere. Mit ægteskab var dårligt, så vi gik fra hinanden. Jeg kunne heller ikke spille fodbold eller håndbold mere. Det mistede jeg en masse venner på, og det var jo ikke det samme at stå som tilskuer og kigge på de andre, når jeg godt kunne se, at det ville være gået noget bedre, hvis jeg havde været med, som Christian tørt bemærker.
Med ambulancelyd
Christian var blevet hjertepatient. Han var i live, men livet var noget tungere, end han havde forestillet sig – og det med pacemakeren var ikke helt nemt at leve med.
– Min pacemaker eksploderede lige pludselig. Det gør ret ondt, kan jeg sige, siger Christian, der måtte af sted til hospitalet igen, hvor de skiftede den defekte pacemaker ud med en anden og sendte ham hjem.
Men så var det, at Christian pludselig kunne høre ambulancen hele tiden.
– Dengang boede jeg lige over for hospitalet, og jeg syntes hele tiden, at jeg kunne høre en ambulance døgnet rundt. Når jeg så kiggede efter, var der jo ingen ambulance. Der var bare mig, og ambulance-lyden kom fra min pacemaker.
– Jeg ringede ind på hospitalet igen, og de syntes måske nok, det lød noget tosset, men jeg kom derind alligevel. De skilte pacemakeren ad, og det var rigtig nok: Den havde en fejl, der betød, at den udsendte en ambulancelyd, der klart og tydeligt kunne høres inde i Christians bryst. Og så blev pacemakeren skiftet ud igen.
Succes med nyt hjerte
I de år gik udviklingen i behandlingen af hjertesyge heldigvis rigtig hurtigt, og Christian var med på det nyeste hver eneste gang.
Han var egentlig aldrig bange, han syntes, han havde alt at vinde, for hvad var alternativet? At han ville dø.
Derfor sagde han også ja tak til et nyt kunstigt hjerte i 2011, og endnu en gang lod han sig operere med sin yndlingsmusik – Bee Gees – i ørerne.
Inden operationen afgjorde han med sig selv, at han ikke ville tænke så meget over det. Hvis han vågnede op igen, ville han være glad. Ellers var der jo ikke mere at gøre ved det.
Heldigvis vågnede Christian igen, og han fik flere gode år med det kunstige hjerte.
I juli 2014 kom han til en kontrol på Rigshospitalet, og han var lige trådt ind på afdelingen, da han fik at vide, at i det samme øjeblik var der kommet et donorhjerte til ham.
Hvis han ville have det, så var det nu.
Christian sagde ja tak, og så fik han et hjerte fra et menneske, han aldrig havde kendt, men som på denne måde gav ham et helt nyt liv.
– Kort tid efter gik jeg gennem forhallen her på hospitalet, da jeg mødte nogle mennesker fra Røde Kors, der havde denne her patientstøttegruppe. Vi faldt lidt i snak, og så tænkte jeg, at det frivillige arbejde kunne være min måde at sige tak på. Jeg kender jo ikke det menneske, der har givet mig sit hjerte, og der går ikke en dag, uden at jeg er taknemmelig for mit nye liv. Derfor tænkte jeg, at som patientstøtte kunne jeg komme til at betale af på min gæld til det menneske og til alle dem, der har hjulpet mig igennem årene, siger Christian.
Siden har Christian tilbragt rigtig mange dage på hjerteafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus. Faktisk ville han gerne komme hver dag, men han har også sig selv at passe, så han nøjes med at arbejde som patientstøtte i hvert fald tre gange om ugen året rundt.
Læs også om et særligt fællesskab
I dag bager solen udenfor, og selv om patienterne kun kan se længselsfuldt ud ad vinduerne, så skal dagen fejres med en is – og det har Christian selvfølgeliglig med på vognen.
Lissie, Winnie og Torben er nogle af de patienter, der lyser op, når Christian træder ind ad døren. Hver især har de forskellige hjerteproblemer, men når Christian ruller ind ad døren og snakker om is, glemmer de et øjeblik alt det triste.
Her møder de et menneske af kød og blod, der har overlevet indtil flere hjerteoperationer og stadig kan gå rundt og hælde kaffe op og dele is ud.
Så bliver der snakket: Om vejret, om fodbold, om hjerter og alt mulig andet mellem himmel og jord.
Efter to-tre timer går Christian hjem til sig selv – men i morgen gør han det hele en gang til, for der er nogen, der har brug for ham.
