Christina fik sin søsters knoglemarv

Iført nattøj og med sin hovedpude under armen åbner Christina døren til sit hjem, og da hun træder ind i stuen, venter en kæmpe overraskelse.

– Jeg havde sovet hos en veninde, hvis mor havde kørt mig hjem, fortæller den 16-årige skoleelev, der var totalt uforberedt på det syn, der mødte hende den 3. februar sidste år.

Stuen er nemlig propfyldt med glade gæster, der vifter med balloner og flag og råber hurra for Christina, og midt i det hele står hendes fire søskende og far og mor med tårer i øjnene og tager imod.

– Vi holdt et surpriseparty for Christina for at fejre hendes ét-års fødselsdag, for skønt hun på det tidspunkt var 15 år, føltes den specielle dag, som om hendes liv først begyndte nu, fortæller mor Susanne, der sammen med sin familie kan tænke tilbage på et år i helvede og retur.

Det hele begyndte, samtidig med at Christina skulle deltage i verdensmesterskaberne i karate, som blev afholdt i Indonesien.

– Kort tid før min far og jeg skulle rejse, fik jeg nogle små, røde prikker på benene, og pludselig fik jeg også blå mærker, uden jeg havde slået mig. Men da jeg tidligere havde haft lidt eksem og jo flere gange om ugen gik til karate med tilhørende stød, bekymrede ingen af delene os.

Trods en sølvmedalje ved tidligere europamesterskaber klarede Christina sig ikke særlig godt under turneringen i Indonesien.

– Jeg røg ud i første runde, for jeg havde det faktisk rigtig dårligt. Jeg var meget skuffet, for jeg er et stort konkurrencemenneske.

Det burde have trøstet Christina, at rejsen sluttede med nogle feriedage på Bali.

– Men jeg havde det bare meget skidt og kastede op i flere dage. Flere af de andre på stedet havde dog også dårlig mave, så vi tænkte ikke så meget over det.

Læs også om 13-årige Lars, der fik transplanteret knoglemarv

Fik et chok

Flyturen hjem gik med opkastning, og da Christina landede hjemme i huset i Kolding, kunne hun næsten ikke stå på benene.

– De måtte bære mig i seng, og vi opdagede, at jeg havde tabt flere kilo. Min mor og far var sikre på, at jeg havde fået en parasit, men den ene af mine tre søskende, som læser medicin, anbefalede os at gå til lægen, for hun mente, at det kunne være kræft.

Lægen målte Christinas blodprocent, der var alt for lav, og lægen henviste familien til Kolding Sygehus.

– Hun informerede mig om, at de også ville tjekke for leukæmi, og det kom jo som lidt af et chok. Jeg begyndte at græde og tænkte bare nej, nej, hun tager fejl. Min far trøstede mig ved at sige, at det ikke var kræft, for det mente han ikke, jeg kunne få.

Men på sygehuset blev situationen hurtigt alvorlig.

– En ambulance holdt og ventede på at transportere os til Odense Universitetshospital, og ved den besked stoppede alt. Mit hjerte hamrede, og jeg kunne slet ikke tænke.

I Odense ventede Christinas to andre søskende, Cecilie og Frederik, der begge studerer i København, og Christina blev omgående indlagt.

– Det var en mandag, og vi fik beskeden om, at det VAR leukæmi, om fredagen, fortæller Susanne, der sammen med sin mand konstant var hos Christina.

Læs også om otteårige Zion, der har fået transplanteret to ny hænder

Kemo-Kasper

Da diagnosen var fastslået, blev Christina overflyttet til Skejby Sygehus og fik at vide, at en række kemokure ventede, og tiden med fem kemokure i alt står for Christina i en slags tågedis.

– Jeg fik en børnecancer-kæde, hvor jeg kunne sætte perler på, for hver ting jeg gennemgik.

Christina henter den farvestrålende kæde og peger.

– Kemo-Kasper var den første kemokur-perle, de hér var blodtransfusioner, de grønne perler står for dårlige dage, de røde for gode, men nogle dage havde jeg det så dårligt, at jeg ikke engang kunne sige, hvor dårligt jeg havde det, så der var ikke overskud til perlerne, fortæller hun.

Bivirkningerne ved kemoen tog hårdt på Christina.

– En af dem er slimhindeløsning, der føles som en kraftig, indvendig hudafskrabning med sår overalt, og jeg fik enormt meget smertestillende medicin.
Ud over smerter sloges Christina også med angsten for at dø.

– Jeg blev jo nødt til at tænke over, hvad det er for noget at dø, og de søde sygeplejersker var gode til at snakke med mig om det. Jeg lærte at forestille mig en dejlig duft eller en følelse, man har, når man har det godt og er hjemme.

Christinas mor, Susanne, er taknemlig for, at der findes mennesker som de dygtige sygeplejersker.

– Alle forældre kan nok forestille sig, hvordan det er, når ens barn er bange for at dø og ikke føler, at hun kan tale med sine forældre om det. Hun skånede os jo!

Skal jeg dø?

Desværre virkede kemoen ikke godt nok.

– Vi fik at vide, at Christina skulle overføres til Rigshospitalet, fordi hun var nødt til at få en knoglemarvstransplantation. Vi meldte os selvfølgelig alle fem som donorer, og det viste sig, at begge hendes søstre matchede fuldstændig, så Cecilie blev donor, fordi hun er den ældste.

På Rigshospitalet kæmpede Christina for livet.

– Jeg var så dårlig, at jeg blev båret på toilettet, og jeg havde virkelig meget brug for, at en læge ville sige, at jeg klarede den. Men de må ikke svare, hvis du spørger dem, om du overlever…
Endelig kom dagen, hvor Cecilies livgivende knoglemarv skulle ledes ind i Christina.

– Det var den 16. januar sidste år, og det var min søster, der – straks efter at hun var vågnet fra narkosen – fik lov til at tænde for slangerne med knoglemarven. Jeg følte, det var den rene kærlighed, der strømmede ind i mine årer.

Alle holdt vejret i den efterfølgende tid. Ville Christinas system acceptere den nye marv?

– Normalt har man dag 21 som mål for resultatet, men allerede på dag 13 fik jeg ”take”, som de kalder det, når det har taget fat og er begyndt at blomstre. Det var fantastisk, og alle jublede, siger Christina.

Hele familiens kamp

Knap en måned senere kunne Christina og hendes familie endelig vende hjem.

– Jeg skulle isoleres de første måneder, og jeg fik en masse medicin, så knoglemarven ikke skulle løbe løbsk. Men i dag er al medicin lagt på hylden, og jeg er begyndt i skolen igen.
”Fødselsdagsfesten” var i fuld gang, da det ringede på døren, og Christina fik sig endnu en stor overraskelse.

– Det var Tina fra organisationen Make-A-Wish, der kom for at opfylde det ønske, som jeg nogle måneder tidligere havde sendt til dem om en fælles rejse for mig og min familie. Vi skulle simpelthen til Miami, alle sammen!

Christina havde ønsket sig noget, hvor hele familien kunne være sammen.

– Jeg føler jo, at sidste års kamp ikke kun var min, men hele min families kamp! Og på fredag rejser vi så alle afsted, så vi kan sætte et punktum for sygdom og glæde os til en god fremtid!