Christine elsker alt ved ølivet

– Livet er for kort til at gå og være ked af det. Da jeg begyndte at få ondt i maven i mit job som lærer, sagde jeg op. Jeg er grundlæggende et glad menneske, og nu var jeg blevet den lærer, jeg ikke ønskede at være, så jeg sagde til min skoleleder, at jeg ikke ville komme tilbage efter sommerferien, siger Christine, og så var det slut med den del af livet.

På det tidspunkt havde Christine Grube Pedersen været lærer i 24 år, både på Fejø og på Lolland, men skolereformen tog glæden ud af hendes job. Nu var spørgsmålet, hvad hun så skulle leve af. Der er ikke mange lønnede job på en lille ø, og det var helt sikkert, at Christine ikke ville bo andre steder end på Femø.

Efter et halvt år søgte hun og fik jobbet som havnefoged, som hun passede med glæde i fire år, men så dukkede muligheden op for at få en ny uddannelse som færgenavigatør og hvorfor egentlig ikke? Færgen havde allerede været en fast del af hendes hverdag som pendler i 24 år.

Derfor kan sommergæsterne i år møde Christine på Femøfærgen, hvor hun styrer færgen igennem Smålandshavet fra Femø og ind til Kragenæs på Lolland og retur.

Når færgen er i havn, arbejder hun på dækket, hvor hun sammen med en kollega flytter godsvogne og trailere, vinker biler frem og tilbage og håndterer post, aviser, pakker og medicin, som også når frem til Femø takket være Christine og hendes kolleger.

Engang var Femø fyldt med frugtplantager ligesom Fejø. Mange af de plantager blev nedlagt med tilskud fra EF, som det hed dengang, men nu har øboerne igen plantet æbletræer rundt om på øen og dannet et æblelaug. Skolen lukkede for mange år siden og bliver desværre ikke åbnet igen, selv om der nu bor fem børn på øen.

Der er ikke mange job tilbage, men beboerne giver ikke op. De har stadig egen fastboende læge, en købmand, der drives af frivillige, en kirke, havnen, en smed, et ishus, en café og en kro, fordelt på de to byer Sønderby og Nordby.

Alle er de afhængige af færgen. Den er livsnerven, både for Femøs 120 faste indbyggere og for de otte landbrug, der skal have sejlet mælk, korn og foder frem og tilbage mellem øen og fastlandet.

Desuden er færgen også et vigtigt transportmiddel for de mange mennesker, der hvert år deltager i Femøs berømte kvindelejr eller er med til øens jazzfestival.

Femø for altid

Christine eller Chris, som alle kalder hende, er ikke født på Femø, men forelskede sig i øen som barn.

– Mine bedsteforældre boede herovre, og jeg var på sommerferie hos dem hvert år. Femø var sådan en ø, hvor alle kom løbende og tog sig af en, hvis man faldt af cyklen og skrabede sit knæ. Derfor har jeg altid vidst, at jeg ville bo lige præcis her, når jeg blev voksen, siger Chris.

– Da jeg var blevet uddannet lærer, flyttede jeg til Femø, hvor jeg også fandt min mand, Flemming, der er barnefødt herovre. Han er ansat ved Vej og Park i Lollands kommune og tager sig af de offentlige arealer på øen. Vi købte vores hus i 1996, vores to børn er vokset op på øen, men nu bor de på fastlandet med børnebørnene. Først arbejdede jeg på skolen på Fejø, senere på nogle skoler på Lolland, og det var aldrig et problem, at vi altid skulle med færgen frem og tilbage. Det er jo bare sådan, det er, når man bor på en ø. Tiden på færgen brugte vi til at lave lektier, rette opgaver, spise morgenmad, eller bare snakke sammen.

– Jeg elskede mit næste job som havnefoged på Femø. Hele sommeren havde jeg utrolig travlt, for der kommer mange sejlerturister til vores ø, men om vinteren var der ikke meget at lave, og så skulle jeg melde mig arbejdsløs, sende to jobansøgninger om ugen og møde til samtaler på jobcenteret på fastlandet. Jeg er blevet 53 år, og jeg syntes egentlig, jeg var for gammel til at sende uopfordrede ansøgninger af sted og fortælle fremmede mennesker, hvad jeg kunne, siger Chris.

Færgemand

Heldigvis dukkede der sidste år en helt anden mulighed op: En ny uddannelse til færgenavigatør på de færger, der sejler til de små danske øer.

Det er en forsøgsuddannelse, der nu er blevet afprøvet i to år. Uddannelsen til færgeoperatør består af fem ugers intensivt grundforløb, derefter er der praktik i seks måneder på en ø-færge, og så slutter man af med fem måneder på Navigationsskolen i Marstal på Ærø.

Den ”gamle” uddannelse til styrmand varer tre år og ni måneder, og der får man erfaring fra internationalt farvand, og man kan arbejde på de helt store skibe.

– Jeg søgte omgående ind og begyndte på skolen i november 2021. Vi har lært alt om søvejsregler, og hvordan man styrer en færge. Vi har fået undervisning i motorlære, og vi har været på kurser i radio og brand og lært om navigation, meteorologi, maritim engelsk og meget mere. En færgemand skal også kunne klare mindre ulykker ombord, så vi har lært at sy flænger og er blevet uddannet akuthjælpere. Det var rigtig sjovt og spændende, og da jeg blev færdig lige før jul sidste år, blev jeg fastansat på færgen her, hvor jeg også har været i praktik, siger Chris.

Det er kun et af Chris’ mange job at være færgemand. Hun er også akuthjælper sammen med 10 andre øboere og driftsleder på vandværket. Hun har passet Femø Bibliotekspunkt og kørt Flextrafik.

Hun er også en af idéfolkene bag ”Stenbideren”, der er en bygning på havnen, som turister, sejlere og øboere kan bruge. Her kan børnefamilier låne udstyr, så de kan lære børnene kunsten at stryge rejer, fange insekter eller gyse over indsamlede og udstillede krabber, forstenede søpindsvin og meget andet.

Desuden er Femø en ø med masser af foreninger, og her er Chris selvfølgelig også medlem, for når man bor på en ø, skal man deltage i fællesskabet, synes hun.

Derhjemme er det hende, der passer både sin egen og sine svigerforældres have, og hun og Flemming er nærmest selvforsynende.

Ellers kan hun altid bytte lige over med naboen, der har æg, for Chris laver marmelade af al sin frugt. På en ø kommer man hinanden ved – og det er helt i orden, synes hun.

– Man kan jo bare opføre sig ordentligt, for så er der ikke noget galt med at bo her, siger hun. Og det gør hun og Flemming så, for de vil blive boende her resten af deres dage.