Danmarks bedste Erna

Storebror Casper havde glædet sig til at spille fodbold med sin nye lillebror, og hans forældre havde forestillet sig en dreng, der var ligesom deres første barn, Casper. Sådan en dreng var Rasmus ikke. Nu er han 5 år og har flere diagnoser. Han har svær epilepsi, han har autisme og er retarderet i middelsvær grad. Bortset fra det er han en højt elsket dreng, både hjemme hos sine forældre og sin storebror, men især hos farmor og bedstefar i Esbjerg. Farmor Erna Jensen var endda den, der først satte ord på, at der var noget galt med hendes nyeste barnebarn. Bonnie og Henning vidste det godt, det var bare svært at tale om, men det kunne farmor. Erna er sådan en farmor, der burde leveres til enhver børnefamilie. Hun har 10 børnebørn, og hun elsker dem alle – og der skal ikke være nogen forskel på Rasmus og de andre, siger bedstefar Knud Erik formanende. Måske er det, fordi han og Rasmus har et ganske særligt bånd mellem sig. De forstår hinanden uden ord, for Rasmus har ikke noget sprog. Læs også om Irene der fik verdens største gave

Der er noget galt

Det har aldrig generet farmor: Hun kender sine drenge, og hun kommer på cykel i sne og storm, i sol og regn, når børnene har brug for hende – og også når hun bare savner dem. Bonnie og Henning og drengene kunne ikke leve det liv, de gør, hvis der ikke fandtes en Erna. Derfor skal hun have Familie Journals Julekurv, har de og bedstefar bestemt. – Lige fra Rasmus blev født i 2011, var han svær at få øjenkontakt med. Han var et nemt barn, også for nem, for han sov det meste af tiden. Han var så anderledes end Casper. Henning og jeg kunne bare ikke sætte ord på, hvad der var så anderledes, siger Bonnie. – Da han skulle til 5-månedersundersøgelse, sagde Erna til mig, at jeg skulle presse på for at få vores dreng nærmere undersøgt. Hun var enig med os. Der var noget galt. Vi blev henvist til nærmere undersøgelser, og en fysioterapeut fandtud af, at Rasmus havde meget svær epilepsi. Faktisk havde han omtrent 200-300 anfald i døgnet.

Farmors dagpleje

Rasmus var og er handicappet. Det er en sorg at få et andet barn, end det man forventede, men det er også en lettelse at få at vide, at der er noget galt. På den måde kan man måske bedre leve med virkeligheden. Men fra den dag blev alt anderledes i familien... – Da jeg skulle tilbage til mit arbejde som byggetekniker efter barselsorloven, skulle Rasmus i specialinstitution, men der var ikke lige en plads til ham. Farmor sprang til, så hun passede ham 20 timer om ugen i de næste fire måneder. Hvor nogle mennesker er bange for at være sammen med et lille handicappet barn, der fik mange epileptiske anfald hver dag, opfattede Erna det ikke som et problem. Det var hendes barnebarn, og så måtte de tage det, som det kom, sagde hun – og det har hun efter sigende gjort hele livet, for der skal rigtig meget til at ødelægge Ernas humør.

En bule i hovedet

I hele sit liv har hun kun haft influenza én gang, og derfor ringede bedstefar også til Bonnie og Henning, da hun pludselig havde lagt sig på sofaen en ganske almindelig dag i ugen. Erna måtte være syg. Og det var hun desværre også. – Min svigermor havde et stykke tid snakket om, at det føltes, som om hun havde en bule i baghovedet, men der var ikke noget at se. En dag begyndte hun pludselig at tale så underlig sløret, og så kom hun endelig til læge, fortæller Bonnie.

Farmor blev syg

For mange år siden havde Erna haft en svulst i hjernen. Den blev fjernet. Nu var den kommet tilbage. Desværre. – Det er grimt at have alle ordene inde i hovedet og så ikke kunne udtale dem. Derfor var der ikke andet at gøre end at blive opereret igen, og det blev jeg så i juli i år, siger Erna. Så snart hun vågnede, forklarede hun sin mand, at han måtte sørge for at få hendes cykel repareret, så den var i orden, når hun kom hjem. Hun havde meget at gøre, og hun syntes, hun havde svigtet børnene ved at have været så svagelig de sidste uger inden operationen. Læs også om en anden god Bedste Da hun kom hjem, stod cyklen parat, og hun gik i gang med at pakke kufferter. Hun og bedstefar skulle med Rasmus og Casper og deres forældre til Bornholm på ferie. Det var der ingen grund til at lave om på – og det blev selvfølgelig en fin ferie. – Jeg fik at vide, at den hjernesvulst har været undervejs i fire år. Nu er den fjernet, men den sidste kontrol viste, at der stadig er noget tilbage, og derfor skal jeg måske opereres igen. Jeg er ikke bange for at dø, og jeg tænker egentlig, at det var værst for min familie, da jeg var syg. – Jeg vidste jo, hvordan jeg havde det, og jeg troede på, at det nok skulle gå – de kunne jo bare stå der og ikke gøre noget. Det er noget af det værste, der kan ske et menneske: At man ikke kan gøre noget eller hjælpe andre, der har behov for det. Det kan jeg, og det er den største gave i mit liv, at der stadig er brug for mig, siger Erna.■