En læser fortæller: En dronning flytter ind

Da vores 9-årige barnebarn Rikke grædende kom og spurgte os, om hendes pony, Stjerne, måtte få lov til at bo i vores gamle stald, kunne Keld selvfølgelig ikke stå for hende.

– Victoria skal flytte, og dem, der køber deres sted, gider ikke det der med heste, hikstede Rikke.– Og mor siger, at det er for dyrt at sætte Stjerne på en rideskole.

Keld fik hende hurtigt beroliget. Stjerne kunne selvfølgelig godt være hos os, og kort efter cyklede en glad og lettet Rikke hjem igen. Jeg var knap så begejstret.

– Er du klar over, at det er bedst, at en hest ikke går alene? Den skal være sammen med mindst én artsfælle.

– Så bliver vi vel nødt til at finde en pony mere. En shetlænder måske. Dem får man nærmest smidt i nakken.

Jeg rystede på hovedet ad min altid så kærlige og optimistiske mand, men fik så travlt med at få os begge to ud ad døren. Samme aften skulle vi nemlig ind og se travløb på Odense væddeløbsbane.

Jeg har altid syntes, at travløb er en utrolig smuk sport. De elegante dyr, der så ubesværet formår at trave i højt tempo med en sulky spændt efter sig, får hver gang mit hjerte til at banke lidt hurtigere.Sådan var det også den aften, og da Keld foreslog, at vi skulle gå hen for at hilse på en af trænerne, traskede jeg glad med.

Jeg glædede mig allerede til at stå i stalden, som ikke bare duftede af hest, men også af spænding.

– Skal Madame Chris løbe i aften? spurgte Keld.

– Nej, hun dur ikke mere. Hun kan ikke holde til det. Jeg kører hende til slagteren i morgen. Træneren trak på skuldrene og tilføjede:

– Desværre. Hun var god, så længe det varede.

– Hvad er der galt med hende? spurgte jeg. – Er hun gået helt i stykker?

– Hun dur i hvert fald ikke til væddeløb mere, og så… Træneren trak igen på skuldrene. – Hvem pokker vil købe en traver, der ikke kan løbe trav?

– Det vil jeg, sagde jeg, og jeg tror nok, jeg blev lige så forbavset som de andre.

– For slagteprisen, tilføjede jeg harm. Jeg havde lyst til at sige, at det var for dårligt, at en ellers sund og rask hest skulle aflives, bare fordi den ikke længere kunne tilfredsstille ejerens behov for at vinde, men jeg tav. Det nyttede jo alligevel ikke noget. Sådan var den sport.

– Er du sikker på, vi kan klare det? spurgte Keld, da vi kørte hjem. – Madame Chris er en temperamentsfuld dronning.

– Selv en dronning står åbenbart for fald, sagde jeg stramt. –Vi kan i det mindste give hesten en chance. Så er vi også ude over problemet med Rikkes pony.

Dagen efter hentede vi dronningen. Det gik som en løbeild gennem familien, at jeg, en halvgammel mormor, var blevet skrupskør og havde anskaffet mig en temperamentsfuld travhest.

Jeg fik da også kam til mit hår, men der gik kun et par dage, så gik det op for husstandens nye medlem, at jeg ikke forlangte særlig meget af hende. Hun skulle bare være Stjernes selskabshest. Hun skulle blot nyde sit otium.

I dag er Stjerne den mest temperamentsfulde af de to staldkammerater, og det siger ikke ret meget, for Rikkes pony er både blid og kærlig.

Når Rikke kommer for at ride, cykler jeg med hende på tur. I hånden har jeg Madame Chris, der nærmest flyver hen over græsset i rabatten. Så ligner hun igen den dronning, hun engang var, men når jeg kigger hende i øjnene, så ser jeg, at alt det hidsige er forsvundet. Tilbage er en uimodståelig mildhed, som man kun kan finde i en hests øjne.

Jeg elsker de ture med mit barnebarn og de to dyr. Rikke og jeg er enige om, at det er som at befinde sig lige midt i et eventyr. Madame Chris har gennem sit 10 år lange liv lært at kapere lidt af hvert, og selv om alle heste er flugtdyr, så skal der meget til at ryste hende.

Hvis Rikkes Stjerne bliver bange for noget, cykler jeg i forvejen med dronningen, og så forsvinder problemerne. Keld ryster nogle gange på hovedet ad mig.

– Vi havde jo ellers travlt nok i forvejen, siger han.

Jeg kan kun svare, at det var ham, der begyndte, men at jeg er taknemlig for, at han sagde ja til Rikke, for ellers havde vi ikke fået en dronning i huset.

Det giver en del arbejde at have et par heste, men glæderne er langt større. Bare det at stå og kigge på de to dyr, når de går og græsser, fylder mig med en ro, der er helt ubeskrivelig, og så føler jeg virkelig, at jeg er et meget heldigt menneske.