Langs grusstien, der fører op til andelslandsbyens gårdsplads, står juletræer på rad og række pyntet med hvide julelys, og ud gennem en højtaler strømmer den ene velkendte julesang efter den anden.
Der er spænding i luften, inden de besøgende kommer for at opleve, hvordan julen var i 1940’erne, for rundtomkring på gårdspladsen er de frivillige ved at gøre klar. Iført hvid kittel står slagteren parat til at lange flæskesvær, sylte, leverpostej eller andet, han har lavet, over disken, og julepigerne danser rundt på gårdspladsen i røde julekjoler. I alt har Oplevelsescenteret Nyvang over 500 frivillige, der er fordelt ud på 66 lav, blandt andet er et smedjelav, frisørlav og husmandslav, og som hver især står for deres sted på området. De frivillige er altid klædt på, så man ikke er i tvivl om, at man er tilbage i midten af 1940’erne.
LÆS OGSÅ: Julemandens hjælpere rykker ud
Tidligere har Oplevelsescenteret Nyvang haft et stort julemarked i december, men sidste år blev det lavet om, så det er en helhedsoplevelse af oplevelsescenteret, der nu danner rammerne for arrangementet Jul i Nyvang. Inden jeg sendes af sted for at gå på opdagelse i landsbyen, skal jeg først forbi kostumerummet. Her hænger alt lige fra sommerkjoler til vinterfrakker, som passer perfekt til en tidsrejse tilbage til midten af 1900-tallet.
Det er Pernille Aabo, salgs- og marketingsansvarlig, der sørger for, at jeg får det rette look. Hun har allerede fundet en rødternet kjole, der går mig til skinnebenene, en karrygul strikcardigan og en camelfarvet frakke:
– Det kan også være, at du lige skal forbi frisørsalonen og få sat dit hår, foreslår Pernille.
En sjov oplevelse
Heldigvis møder vi Susan Skee, som gerne vil hjælpe med at sætte mit hår. Efter fem år som frivillig i oplevelsescenteret er hun blevet formidlingsassistent, og hun synes, det er smadderhyggeligt at tage del i andelslandsbyen.
Jeg finder mig til rette i frisørstolens brune lædersæde, så Susan kan komme til:
– I dag sætter jeg dit hår i en simpel frisure. Man kalder den for ”victory rolls”, fordi hårskilningen er sat i et v, fortæller hun.
Jeg kan næsten ikke genkende mig selv i spejlet, da hun er færdig med mit hår. Med min nye frisure er jeg klar til at træde ind i juletiden, som den var i 1940’erne. Udenfor er de besøgende strømmet til, og de flokkes omkring gågadens butikker. Her er alt lige fra en radioforretning til en bager, og især børnene kigger nysgerrigt ind ad vinduerne. Ved legetøjsforretningen står familien Hansen, og de tre søskende, Alberte, Karla og Freja, træder ind i den lille butik. Indenfor bliver de budt velkommen af en ældre herre klædt i sorte bukser, en blazer i samme farve og hvid skjorte. De kigger forundrede omkring i butikken, for der er intet af det, som de finder på hylderne, der står på deres ønskelister. For legetøjet er anderledes end det, man ser i legetøjskatalogerne i dag. Her er heste i træ, blækbiler og gammeldags dukker:
– Det er en sjov oplevelse at prøve noget andet end det, man er vant til, fortæller mor Sarina.
LÆG OGSÅ: Nissemor med få timers varsel
Ude på gårdspladsen
Rundtomkring på gårdspladsen er der sat sorte telte op, hvor man kan købe alt fra ost og vin til huer og handsker. Tonerne fra julenummeret ”It’s gonna be af cold, cold Christmas’’ spiller, hvor end jeg bevæger mig hen, og mellem de opstillede boder spotter jeg gårdhunden Odin, der trækker rundt på en lille slæde med en dreng med nissehue.
Pludselig hører jeg en mor kalde på sine børn: ’’Hvorfor lede efter ham, når han sidder lige her?’’ Det er julemanden, hun mener. Han sidder i et lille træskur i midten af gårdspladsen, hvor børnene kan fortælle ham, hvad de ønsker sig til jul.
Duften af hest har spredt sig blandt boderne og de besøgende, og lyden af hestetrav fletter sig ind i julemusikken. To hestevogne er nemlig gjort klar til at køre gæsterne rundt på det store område, så de på gammeldags manér kan se, hvad stedet har at byde på.
Efter vi har gået rundt i gågaden, bevæger vi os mod husmandsstedet. Her kan kolde fingre blive varmet ved den knitrende pejs, og der er selvfølgelig Richs kaffe på kanden. I dagens anledning har jeg fået lov til at prøve at slagte en and, og ude foran husmandsstedet står Mads og Camilla Milan-Skovmand klar til at hjælpe mig. De driver til daglig Bomgården, som er en lille økologisk besøgsbondegård.
Abonner på Familie JournalDet er nemt og hurtigt
Jeg har aldrig slagtet et dyr før, så det er med sommerfugle i maven, at jeg går med Camilla hen til stalden for at hente anden. Da vi kommer tilbage til Mads, står en mindre flok af de besøgende, som er nysgerrige på, hvordan man slagter en juleand.
Inden han giver anden et gok i hovedet, så bliver jeg nøje instrueret i, hvordan jeg skal holde om den.
– Er du ved at være klar, spørger Mads mig, og jeg tvivler på, at jeg bliver mere klar og nikker.
Mads løfter sin økse og hugger hovedet af den, og jeg holder nu dens krop, der stædigt spræller, som var den stadig i live. Derefter skal anden over i den skoldhede balje, inden fjerene pilles af. Efter den har været i vandet i noget tid, sætter jeg mig på en lille træskammel, hvorefter jeg fjerner fjerene. Oplevelsen fra før sidder stadig i kroppen, så det går ikke op for mig, at anden næsten er fjerløs. Heldigvis tager Camilla over for mig, så jeg slipper for at tage indmaden ud. Stadig i chok over, at jeg har været med til at slagte et dyr, bevæger jeg mig tilbage mod gågaden og væk fra det landlige liv.
LÆS OGSÅ: Julen er tiden, hvor det umulige kan ske
Glæder sig til næste år
Tilbage i gågaden møder jeg igen familien Hansen. De er stadig lige så begejstret for oplevelsescenteret som ved første møde:
– Det er bare så hyggeligt at være her, og man får virkelig en autentisk følelse af alle de frivillige, som går rundt i andelslandsbyen, fortæller Mark Hansen.
Familien er på vej hen for at få stillet sulten ved én af Nyvangs madboder, og her serveres både flæskestegssandwich, suppe og gløgg og æbleskiver.
Det har uden tvivl været en lærerig og hyggelig oplevelse at tilbringe en eftermiddag i 1940’erne, men det er også blevet tid til, at jeg vender tilbage til nutiden. Selv om der går et helt år, før man kan opleve Jul i Nyvang igen, så glæder Pernille Aabo sig allerede:
– Jeg synes, at det er virkelig fedt, at gæsterne kan gå rundt og opleve, hvordan julen var i 1940’erne. For eksempel ved andeslagtningen var der en af de besøgende, som også ville prøve at pille fjerene af den, og det kan man få lov til her. Man kan virkelig komme tæt på og både opleve og sanse tingene. Så jeg glæder mig helt sikkert til næste år med Jul i Nyvang, fortæller Pernille Aabo.
