Efterhånden har jeg levet mange år i denne forunderlige verden, og det er jeg bestemt kun meget taknemmelig for.
De år har lært mig, at selv om jeg er nok så stålsat på et, kan jeg faktisk påvirkes til noget andet. Og gudskelov for det. Vi lærer jo heldigvis, så længe vi lever. Det er mine mange børnebørn og de dertilhørende titler et glimrende billede på.
Mine egne to børn, en søn og en datter, har i mange år været klar over, at jeg aldrig skulle påhæftes betegnelsen ”bedstemor”. For mig har den titel altid betydet en nedgang i min status. Ikke fordi der er noget galt med den.
Selv kender jeg efterhånden en hel del bedstemødre, som bærer titlen med stolthed. Alligevel har jeg indtil nu følt, at dette ville være et nederlag for mit ego.
Flere af mine venner har valgt fællebetegnelsen bedstemor og bedstefar af hensyn til børnebørnene. De mener, det vil give anledning til forvirring hos de små mennesker, hvis de for det ene barnebarn er farfar og farmor, mens de for et andet er morfar og mormor.
Det er ikke, fordi jeg ikke forstår den velmenende tanke, men jeg hylder forskelle i livet og også min store glæde over at være beriget med både en søn og en datter.
Der er ingen forskel på at være farmor og mormor, bortset fra at mine børnebørn hurtigt lærer hvem fars mor er og ligeledes mors mor. Det mener jeg også er en fordel for dem, og samtidig giver det dem måske en tydeligere fornemmelse af vores egentlige forbindelse.
Som efternøler opnåede jeg kun at have et enkelt hold af bedsteforældre, nemlig en bedstemor og en bedstefar. For mig var de et noget fjernt og ikke særlig brugbart par. Jo, de var i kort tid en del af mit liv, men jeg har aldrig følt en samhørighed med dem eller mærket nogen særlig interesse fra nogen af dem.
Derfor har jeg altid frabedt mig sammenligningen med en bedstemor, for i min optik er det en gammel kone, og jeg associerer det langt fra med et unikt og kærligt bånd mellem barnebarn og bedsteforælder.
Jeg ved godt, at man oftest har en vis alder, når disse titler bliver aktuelle, men det er ikke en titel, der forelægger patent på, så vidt jeg ved.
Min mormor og morfar gik bort flere år inden, jeg blev født, og jeg nåede derfor selvsagt aldrig at kende dem. Derfor har jeg altid forestillet mig, at jeg kunne give titlerne mormor og farmor mit eget præg. Første gang, man erhverver sig en ny titel, skal man jo selv give rollen liv og levned.
Mine børn har altså, fra de var små, vidst, at når dagen kom, hvor de berigede min tilværelse med et barnebarn, ville jeg gerne være henholdsvis mormor og farmor.
Måske fordi jeg aldrig har haft nogen af disse i mit liv, tænkte jeg, at det måtte være noget helt specielt, og det ville jeg gerne prøve som alt andet. Også selv om jeg ikke anede, hvordan jeg skulle gribe det an.
Men som Pippi Langstrømpe siger: ”Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.”
En udfordring sammenholdt med et generelt nysgerrigt sind er vel kun en fordel.
I dag er jeg både mormor og farmor, og som det nok gælder for de fleste, var jeg ikke klar over, hvad det indebar. Jeg startede jo fra bunden, og så kan det vel kun gå fremad.
Det var et skønt chok, da jeg for første gang blev mormor, og mit første barnebarn blev prøveklud for mine evner. Jeg skulle jo øve mig, og selv om jeg de første måneder nærmest var benovet, syntes jeg efterhånden, jeg fandt min vej.
Jeg holder meget af at læse, så derfor passede det mig fint at kunne læse om barnets udvikling frem til fødslen, men også om den første tid og hvordan det oplevedes at blive forældre for første gang.
Der hørte jo ingen uddannelse til stillingen som mormor, så det måtte blive noget med at asfaltere, mens jeg kørte.
Desuden er der, som de fleste nok har erfaret, stor forskel på teori og praksis. Det konstaterede jeg selv med både undren og angst, men jeg kom efter det.
Til gengæld måtte jeg vente en del år på at blive farmor. Faktisk havde jeg næsten accepteret manglen på titlen, da jeg endelig fik nyheden om, at den ventede mig lige rundt om hjørnet.
På det tidspunkt havde jeg allerede høstet en del erfaringer som mormor, og det var derfor mindre angstprovokerende. Nu skulle jeg jo bare videreføre den linje, jeg allerede havde opfundet.
Mine børnebørn og jeg har en tæt og kærlig relation, og selv om de indimellem tror, at jeg er vokset op side om side med dinosaurerne, kan jeg også overraske dem med al den viden, livet har givet mig.
Hjemme hos mig er der ganske få regler, som de så også accepterer. For det første må man ikke fryse, og for det andet må man ikke være uvenner.
Dog er der også enkelte sprogblomster, der ikke passer mig, så dem kræver jeg, at de lige smutter op på badeværelset og afleverer.
Til gengæld er der frit valg i slikskuffen, på hylden med godnathistorier og også blandt sovepladserne, hvor der altid er plads til en ekstra.
Forleden modtog jeg en mail fra min tidligere udvekslingsstudent, Riia, som stadig er et kært og nærværende medlem af vores familie. Vi var så heldige, at hun efter sit ophold hos os flyttede til Danmark for at studere, og vi ser hende derfor fortsat meget jævnligt.
Hun skrev nu, at hun ventede en ny verdensborger, der blev en skøn blanding af en finne som hende selv og af en far, der er lige så dansk som mig.
Da både titlerne som mormor og farmor er taget af de biologiske bedsteforældre, spurgte hun, om jeg kunne tænke mig at være bedstemor til hendes kommende vidunder.
Et øjeblik overvejede jeg, om jeg måske ikke kunne blive bonusmormor i stedet. Riia var jo mit bonusbarn, så gav det i virkeligheden ikke nogenlunde mening?
Men jeg kunne godt se, at barnet jo trods alt havde sin egen mormor, og at det måske ville være mystisk.
Så efter kort betænkningstid på et par minutter skrev jeg tilbage, at det ville være mig en stor ære og glæde at blive barnets bedstemor.
Nu går jeg så i gang med at strikke et tæppe, som jeg har gjort det til mine øvrige børnebørn. Imens sidder jeg så og overvejer, hvordan jeg vil udfylde min nye rolle som bedstemor. Forhåbentlig kan jeg trække på nogle af mine efterhånden talrige erfaringer.
Mest af alt håber jeg at blive en bedstemor, der gør, at mit bonusbarnebarn fremover vil associere ordet med noget positivt. Sådan en bedstemor, som alle ville ønske, de havde haft.
Jeg tænker, at tæppet skal laves i forskellige grønne nuancer. Grøn er jo håbets farve, og jeg håber kun det bedste for den lille. Forhåbentlig sender det et signal om, at bedstemor ønsker at være på højde med mormor og farmor.
Alle mine fordomme om rollen som bedstemor er nu pakket væk, og jeg er så klar til min nye titel. Måske kan jeg som en dansk bedstemor endda tilføre den lille ny flere facetter.
En ting er sikkert: Der bliver ikke forskel på min ageren som bedstemor og som henholdsvis mormor og farmor. Faktisk føler jeg mig efterhånden kun heldig at få lov at bære alle tre titler, for det må vel være de færreste forundt. Sikke en ære!
Det er jo ikke, hvad man hedder, men hvad man er, der betyder noget.
Tiden er inde til, at titlen som ”bedstemor” får en oprejsning. Jeg vil i hvert fald slette alle mine forudindtagede synspunkter og betragte den som et stykke blankt papir, jeg nu kan præge og definere, som jeg synes.
Des flere og mere. De mange roller og dertilhørende børnebørn fylder mit liv med glæde, men også med flere bekymringer. Jeg vil påtage mig det hele med stor taknemmelighed og ansvarlighed tilsat en smule nervøsitet.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.