I mange år var mine skiftende mobiltelefoner mine børns aflagte. Jeg var godt tilfreds med dem, og jeg kunne godt lide de helt enkle modeller, eftersom jeg ikke er så teknisk anlagt. Men til min 50-års fødselsdag havde min mand en stor overraskelse til mig: Han havde købt en spritny smartphone til mig!
– Der skulle være et virkelig godt kamera i, og jeg har købt noget ledningsværk og noget med, så du kan vise billeder fra telefonen og direkte på fjernsynet, forklarede han stolt.
Jeg kunne både høre og fornemme, at han havde glædet sig meget til at give mig denne gave, som bestemt ikke havde stået på min ønskeseddel, og som jeg sandt at sige ikke blev så forfærdelig begejstret for. Det tav jeg med, for jeg ville jo ikke gøre ham ked af det. Men inderst inde tænkte jeg på, om jeg mon nogensinde ville kunne lære at bruge den. I adskillige måneder fortsatte jeg med at bruge min gamle mobil med trykknapper, men så blev den udsat for regn, og nu var der ingen vej tilbage. Min mand havde allerede nogle gange spurgt, hvorfor jeg ikke brugte den nye, og jeg havde givet ham en sang fra de varme lande.
Læs også: Mine døtre kunne ikke enes
Han er ikke mere teknisk end jeg, så jeg bad min yngste søns kæreste om hjælp. Hun hedder Simone og er skrap til alt med computere og den slags. En søndag formiddag dukkede Simone op og morede sig over, at jeg ikke engang havde åbnet den fine æske. Hun fiksede hurtigt strømtilførslen og satte simkortet i, hvorefter hun kiggede på mig og spurgte: – Hvad hed din første veninde?
Jeg spurgte paf, hvorfor hun dog ville vide det, og Simone svarede, at det var en slags sikkerhedsspørgsmål med henblik på eventuelt tyveri af mobilen, og at der var tre af dem.
Efter at have tænkt mig lidt om svarede jeg: – Inge Nikolajsen.
Det var årevis siden, jeg havde tænkt på Inge, men vi var veninder i de første skoleår, og vi havde haft så meget sammen, indtil hun flyttede midt i 5. klasse. Hvor i verden var hun mon nu? Simone nikkede og tastede løs, og så kom det næste spørgsmål: – Hvor var det første sted i udlandet, du var på ferie?
– Åh... det var jo Gardasøen. Byen hed Limone. Det må have været i 1978, og jeg forelskede mig både i Gardasøen og i en sød, hollandsk dreng på campingpladsen, svarede jeg og svømmede hen i minderne. Efter ferien havde jeg svoret på, at jeg ville tilbage, men det var gået i glemmebogen.
– Det sidste spørgsmål, fortsatte Simone. – Navnet på dit yndlingshusdyr? Eller nej, I har jo ingen. Skal vi vælge et andet spørgsmål?
– Nej, nej, skyndte jeg mig at sige. – Hubert! Det var en skøn kat, vi havde i hele 17 år. Åh, det er længe siden, jeg har tænkt på ham. Vi fik aldrig en ny, fordi vi havde så meget om ørerne. Men faktisk savner jeg virkelig at have kat!
– Nu skal jeg bare lære dig at bruge den, sagde Simone optimistisk og rykkede lidt tættere på mig. – Se her...
Læs også: Ville Svendsen acceptere Kisser?
Simone var sød og tålmodig, men der gik hele to timer, før jeg selv blev i stand til at sende en sms, ringe op og modtage et opkald. Men sandt at sige var jeg nok også en smule distræt, for de tre sikkerhedsspørgsmål havde fået mig til at mindes ting, jeg for længst troede glemt. Da Simone gik, tændte jeg for vores gamle, stationære computer, gik på internettet og gav mig til at søge efter Inge Nikolajsen. Hun havde haft et specielt mellemnavn, og sørme om ikke hun stadig havde det. Nu hed hun bare Jespersen til efternavn og boede godt to timers kørsel borte. Jeg kredsede lidt om computeren, før jeg kastede mig ud i det og ringede til Inge.
Det fortrød jeg ikke, for vi grinede og snakkede og luftede gamle minder de næste to timer, og det føltes, som om de mellemliggende år var pist væk. Inge havde faktisk forsøgt at finde mig, men forgæves. Vi aftalte at ses, og om tre uger skal jeg besøge Inge i hendes sommerhus. Men inden da skal min mand og jeg have hentet en stor hankat på et internat. Han skal hedde Hubert den anden, og jeg glæder mig så meget til atter at få husdyr, for nu har vi både tid og overskud til det. Og til sommer, hvor vi allerede har bestilt en ferie til Gardasøen, har børnene lovet at passe ham. Min nye mobil kom således virkelig til at gøre en forskel for mig. Helt fortrolig med brugen af den er jeg dog ikke endnu her et par måneder senere. Men måske kommer det...
