En læser fortæller om mobning: Jeg blev mobbet af min chef

Jeg vågnede med et ryk og satte mig halvt op i sengen. Jeg havde haft mareridt og drømt, at jeg sov over mig. Da jeg så, at klokken stadig kun var seks, lænede jeg mig lettet tilbage på hovedpuden, mens jeg tænkte på det levende mareridt, jeg var vågnet op til i løbet af det sidste års tid.

I begyndelsen, da jeg lige var blevet ansat i køkkenet på det store plejehjem, var jeg ellers så glad. Jeg brændte for at komme i gang med at bruge min uddannelse som køkkenassistent, så da jeg endelig fik mulighed for det, lagde jeg hele min sjæl og al min faglige stolthed i mit nye arbejde.

Desværre gik økonomaen, Bitten, en midaldrende kvinde med et rødt, krøllet uldhår, mest op i at skælde og smælde på sine medarbejdere. Og hun holdt sig ikke for god til mobning.

Når hun havde en dårlig dag, undgik det ikke nogens opmærksomhed. Alle i køkkenet dukkede sig for hendes kommanderende stemme og hidsige temperament, og hvis man begik selv den mindste fejl, sørgede hun for, at alle vidste det.

Men jeg ville ikke finde mig i at blive kaldt for sinke, bare fordi jeg var færdig med en ret fem minutter senere end aftalt og forstod heller ikke, hvorfor mine kolleger fandt sig i det.

Det var imidlertid først, da jeg også begyndte at sige fra på deres vegne over for Bittens grovheder, at hun for alvor så sig gal på mig. Pludselig bebrejdede hun mig stort set alt, hvad der gik galt i køkkenet, og udstillede mig foran de andre som en klovn, der ikke kunne finde ud af noget som helst.

I begyndelsen sendte mine kolleger mig himlende blikke bag hendes ryg, men snart opførte de sig, som om de hverken kunne høre eller se, hvad der foregik. Der var også dem, som jeg ellers før havde forsvaret, der brugte mig som syndebuk for at dække over deres egne fejl.

Det var simpelthen så tarveligt, og jeg fattede ikke, at voksne mennesker kunne finde på at opføre sig sådan. Men det gjorde de. Sikkert fordi de var bange for, at de ellers selv ville få Bitten på nakken.

Nu gav de hende i stedet frit lejde til konstant at være på nakken af mig. Hvis jeg mødte så meget som ét minut for sent, råbte hun – Nå, først nu, hvor alle vi andre er gået i gang, passer det prinsessen at indfinde sig! Bitten sørgede også for bevidst at give mig de kedeligste opgaver, mens hun samtidig anklagede mig for at arbejde så langsomt, at jeg forsinkede de andre.

Mobning ødelagde mig

Når noget bliver gentaget mange gange, har det jo desværre en tendens til at lyde mere og mere rigtigt. Der gik heller ikke længe, før jeg havde mistet al min gejst.

Når jeg mødte på arbejde, var min eneste tanke, hvordan jeg kunne undgå Bittens opmærksomhed. Jeg havde det skidt, men da jeg ikke havde råd til at sige op, før jeg fandt et andet job, blev jeg nødt til at bide tænderne endnu hårdere sammen.

Jeg bebrejdede mig selv for at være endt i den situation. Hvis jeg dog bare tavst havde indordnet mig under Bittens lederskab… At jeg forsøgte på det nu, gjorde kun situationen værre. For det var, som om Bitten kunne lugte min svaghed, og hun blev bare endnu mere giftig over for mig.

Når jeg kom hjem, var jeg så træt, at jeg ikke orkede andet end at sidde i min lejlighed og glo på fjernsynet. Når jeg mødtes med mine veninder, bemærkede de, at jeg ikke rigtig var mig selv længere. Jeg var usædvanlig stille og hørte ikke halvdelen af, hvad de fortalte, men sad bare med hovedet fuld af dagens ydmygelser.

Selv om alle sagde, at jeg burde se at komme væk fra det sted i en fart, havde jeg ikke overskud til at søge et nyt job. Jeg var samtidig bange for, at det i virkeligheden var mig, som ikke duede, for så ville historien jo bare gentage sig det nye sted.

En morgen bad Bitten mig om at følge med ind på sit kontor. Hendes dybtliggende øjne borede sig ind i mine, mens hun meddelte, at hun var træt af at se mig gå rundt med konstant ”hængemule”, det skabte en dårlig stemning i køkkenet.

− Hvis du ikke er glad for at arbejde her, så synes jeg ærlig talt, du skulle finde på noget andet at lave, sagde Bitten og viste mig ud af kontoret igen med en strakt pegefinger.

Bagefter låste jeg mig inde på toilettet og tudbrølede med ansigtet ned i et håndklæde.

Søvnløs

Jeg kunne ikke længere sove om natten. Jeg lå vågen og stirrede op i loftet, mens Bittens stemme rungede for mine ører. Når jeg mødte på arbejde, havde jeg mavepine af nervøsitet.

Jeg tabte ting ud af hænderne, skar mig på knivene og fik i det hele taget sværere og sværere ved at udføre selv de mest simple opgaver. Alligevel var der ikke en eneste kollega, der kom mig til undsætning. De undgik mig nærmere som pesten.

En morgen vågnede jeg og kunne ikke stå ud af sengen. Jeg lå bare som lammet, mens tårerne løb og løb ned på hovedpuden.

− Du har stresssymptomer, sagde min læge. − Efter hvad du har fortalt mig, lyder det også til at være en meget usund arbejdsplads, du er ansat på.

− Tænk, jeg kan slet ikke få stress og din arbejdsindsats til at hænge sammen, udbrød Bitten hånligt, da jeg ringede og sygemeldte mig. − Men god bedring med pjækketarmen.

Nu lå jeg så her i denne tidlige morgenstund og havde været sygemeldt i de sidste fjorten dage. Jeg kunne stadig ikke udholde tanken om at vende tilbage til mit arbejde, men det blev jeg jo nok snart nødt til.

I mellemtiden havde en af mine veninder dog ringet og sagt, at de manglede en køkkenassistent i den virksomhed, hvor hun var ansat, og hun havde allerede lagt et godt ord ind for mig hos køkkenchefen, der havde inviteret mig til en jobsamtale her til morgen.

En ny chance?

− Velkommen! smilede den unge køkkenchef en time senere og gav mig et fast håndtryk. Efter at han havde vist mig rundt i det åbne, moderne kantinekøkken, hvor kasser med dagens friske råvarer allerede var ankommet, og man dagligt bespiste 250 ansatte, satte vi os ind på hans kontor.

Jeg fik kvalme af angst, da han begyndte at spørge til mine kvalifikationer, for jeg var usikker på, om jeg overhovedet havde nogen. Da han spurgte til mine samarbejdsevner, blev jeg nødt til at skyde blikket væk, for at han ikke skulle opdage, at jeg var lige ved at bryde sammen.

Til sidst spurgte han, hvorfor jeg søgte nyt job så kort tid efter, at jeg var begyndt i køkkenet på plejehjemmet. Det var jeg ikke forberedt på, men jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne lægge kortene på bordet. Jeg forklarede, at jeg var sygemeldt med stress – og også hvorfor.

Han kløede sig lidt i nakken og spurgte så, om jeg følte mig rask nok til at begynde hos ham. Jeg svarede, at det måtte jo komme an på en prøve, men hvis han ville give mig chancen, ville jeg meget gerne allerede samme dag trække i arbejdstøjet, så jeg kunne vise, hvad jeg duede til.

Den var han med på.

Da de andre ansatte mødte ind, var jeg knastør i munden, og hjertet hamrede i brystet af nervøsitet. For når det kom til stykket, var det jo min præstation i løbet af de næste timer, der for alvor ville bevise, om det var mig − eller min nuværende arbejdsplads, der var noget galt med.

I starten var jeg anspændt og opsat på at gøre alting rigtigt, men i takt med at de andre jokede afslappet med mig og ikke mindst med køkkenchefen, der både havde det rolige overblik og samtidig var knusende fagligt dygtig, begyndte jeg lige så langsomt at føle mig mere tryg − og i kølvandet mærkede jeg også glæden ved at lave mad komme tilbage igen.

− Når man har været udsat for mobning, kan det være svært at tro, at det ikke er én selv, der er noget galt med. Men det er helt åbenlyst din leder, der har et problem, sagde chefen og bød mig efter endt arbejdsdag med et skulderklap velkommen i sit team, som jeg allerede følte mig accepteret af.

Da jeg kom hjem, græd jeg af lettelse, mens jeg skrev min opsigelse til plejehjemmet. Tænk, at alt det, Bitten havde taget fra mig: min arbejdsglæde, min faglige stolthed, min selvtillid − og måske allerværst − mit livsmod, dét var jeg nu ved at få tilbage igen.

I dag, tre år senere, kan jeg godt ærgre mig over, at jeg bare sendte min opsigelse med posten og ikke selv mødte op på plejehjemmet og gav den til Bitten – sammen med min uforbeholdne mening om hendes ”ledelsesstrategi”.

Men på det tidspunkt var jeg bare så lettet over, at jeg var sluppet væk fra hendes tyranni og mine feje kollegaer og ønskede aldrig at se dem igen.

Da jeg begyndte på min nye arbejdsplads, var det som en drøm, der gik i opfyldelse. Min indsats blev påskønnet, ikke kun af køkkenchefen, men også af mine kolleger, der alle brændte for at lave god mad, og selv om vi indimellem havde så travlt, at der godt kunne ryge et par finker af panden, var det aldrig på den ondskabsfulde måde.

Nu hvor jeg har fået meget mere erfaring, har jeg lært at gennemskue, at dårlig ledelse oftest også er lig med dårligt arbejdsmiljø. Alligevel kommer jeg aldrig til at forstå de kolleger, der bare stak hovedet i busken eller ligefrem drog personlig fordel af, at jeg i sin tid blev mobbet ud af vores inkompetente leder.