En læser husker tilbage: Hårmodens luner

Jeg tror ikke, jeg som sådan var en skuffelse for min mor, men med hensyn til mit hår var det en anden sag. Jeg er nemlig født med en hårmanke, der er glat som en skøjtebane og ikke så let lader sig tvinge til at være andet end det. Uanset, hvor meget min mor asede og masede, lod det sig ikke gøre at forvandle mig til en kopi af den lille prinsesse Margrethe, der dengang i 1940’erne charmerede alle med sin prinsessekrølle på de billeder, hoffet lod offentliggøre i ugeblade og aviser.

Ikke en krølle, en bølge eller bare en lille bugtning lod sig se på mit hoved. Nemmere var det for de andre mødre i nabolaget, der alle som en forvandlede deres små døtre til prinsessekloner og stolt gik omkring med dem i klapvogne, hånd i hånd eller på trehjulede cykler.

Men ak, mit hår havde sin egen vilje. Derfor har jeg i min opvækst, ja faktisk i det meste af mit liv, haft et hårdt hovedbundsliv, for moden sagde som regel: Krøller - eller ej? Svaret var altid krøller. Sådan forekom det i hvert fald mig, ligesom det forekom mig, at ALLE andre piger på min alder havde hår med bølger og krøller, sving og svaj, mens jeg sjoskede rundt med et hår, der var uregerligt.

Det var der heldigvis råd for, sagde min mor, når jeg jamrede mig. Har man ikke krøller fra naturens hånd, så findes der måder at lave om på den sag, sagde hun trøstende, selv om hun ærlig talt undrede sig over, at hun, som havde født seks piger i alt, skulle slutte rækken af med en, hvis hår så ud som mit og dermed slet ikke lignede det, de øvrige fem piger spankulerede rundt med.

Når de slog med nakken, dansede deres naturligt krøllede hår omkring hovederne på dem og lod dem indkassere ikke så få beundrende blikke. Noget, min mor tit bemærkede, hvorefter hun sukkede dybt og skævede til mig.

Så gik kampen ellers i gang.

– Godt, sagde hun beslutsomt en aftenstund, da min skoletid skulle til at tage sin begyndelse. – Lad os så få lavet nogle krøller på dig, før du møder op til første skoledag. Hent toiletpapirrullen, så skal du bare se løjer.

På den tid, i 1950’erne, var toiletpapiret mere glat og stift i det, og kuløren var ovre i det brunlige. Sugeevnen var det så som så med, og det betød, at det kunne bruges til at fremtrylle krøller med, mens håret tørrede i nattens løb. Altså hentede jeg toiletrullen og var ét stort spørgsmålstegn. Hvad havde toiletpapir med krøllet hår at gøre?

– Se så her, sagde min mor, da håret var vasket. – Sæt dig på spisestuestolen.

Det gjorde jeg, og et ritual tog sin begyndelse, for hver gang, jeg havde fået vasket hår, hvilket foregik ved vasken i køkkenet i mangel af et badeværelse, snoede min mor hårtot efter hårtot rundt om et stykke toiletpapir, hårdt og stramt, så intet løsnede sig i nattens løb. Sjovt var det ikke at ligge med de indretninger i håret, men det hjalp, for næste morgen var der da et par bugter og sving, men holde, det gjorde det ikke.

I nogle timer havde jeg da det eftertragtede, bølgede hår. Så skete det en skønne dag, at min mor kom hjem fra indkøb medbringende en stak papillotter, købt i dyre domme, sagde hun med et suk. Jeg husker ikke præcis, hvad de var lavet af, men de var af en slags metal og afgjort mere effektive end toiletpapiret.

Til gengæld var de meget værre at sove med. De stak og nev, men man må lide for skønheden, sagde min mor, når hun om morgenen pillede dem ud. Så traskede jeg i skole med en form for krøller, mens jeg inderligt håbede på, at det ikke blev regnvejr. I så fald havde mine natlige lidelser været forgæves.

Jeg voksede, og det samme gjorde mit hår, der endelig blev så langt, at jeg, ligesom alle de andre piger henne i skolen, kunne få en anstændig hestehale. Flot var den, som den hang der og svingede, at krøllerne manglede, gjorde ikke så meget, for den var tyk, tæt og ovenikøbet med en sløjfe i, så jeg så ikke helt håbløs ud.

Der var bare lige det med pandehåret. Det var glat og stridbart og ødelagde ligesom det hele. Men også det var der råd for, sagde min mor, da jeg beklagede mig.

– Kom her og sæt dig, sagde hun og smilede hemmelighedsfuldt.

Igen gik turen til spisestuestolen, hvor jeg spændt sad og ventede. Hvad nu? Min mor rumsterede ude i køkkenet, og jeg hørte gasapparatet blive tændt.

Lidt efter kom hun ind til mig igen. I hånden havde hun et krøllejern, som var blevet holdt hen over ilden. Varmt var det, så hun kølede det lidt omkring et stykke pergamentpapir, før tog hun et fast greb i mit pandehår og fik det til at bukke rundt ved hjælp af krøllejernet.

– Så, sagde hun glad. – Nu arter det sig pænt, det pokkers strithår. Gå ud og se dig i spejlet.

Åh nej. Hen over min pande sad der noget, der mindede om en prinsessekrølle, bare tværgående. Det gjorde det ikke bedre, at håret var svedt i kanten. Altså!

Også det var der råd for. Min mor hentede fluks en saks, og et klip var nok. Væk var den svedne kant, men også mit pandehår. Næsten. Stubkort var det i hvert fald, og det kunne der jo ikke bare sådan lige rettes op på, så jeg pjækkede fra skole et par dage.

Ikke desto mindre blev seancen med krøllejernet gentaget med jævne mellemrum, og sommetider gik det faktisk godt. Især gjorde min mor sig umage, når der var en familiefest i farvandet.

– Kom så her. Det hjælper ikke at klæde sig pænt på, hvis håret ikke sidder, sagde hun altid.

Tiden gik, og en skønne dag kunne man købe curler af plastik. De var heller ikke sjove at sove med, men dog bedre end de gammeldags. Sagen var jo den, at fordi mit hår var meget tykt, så var det også meget, meget længe om at tørre, og hvem har tid til at gå rundt med curler i håret i otte timer eller deromkring? Om søndagen kunne det måske lade sig gøre, men alle andre dage var det op og i skole, også om lørdagen, så nætterne måtte tages i brug.

Da Carmen Curlers så dagens lys, en fantastisk opfindelse dengang, var de elektriske curlere desværre så dyre, at det ikke var noget, vi havde råd til hjemme hos os. Til gengæld var det at få en ugentlig vandondulation hos damefrisøren ikke helt uoverkommeligt, så det var som regel det, min mor og de andre uformuende kvinder gjorde.

Imens fortsatte jeg med at rulle mit lange hår op med curlere, der stak, prikkede og efterlod min hovedbund øm om morgenen. Men som jeg havde fået indprentet: ”Håret skal sidde, og man må lide for skønheden”.

Så det blev jeg ved med i årevis, indtil jeg selv begyndte at tjene penge og dermed fik råd til frisørbesøg. Hallo, der var jo noget, der hed permanent. Det var både dyrt og ubehageligt, og min frisør sukkede dybt, når det igen var tid til en omgang krøller. Så måtte hun nemlig tilkalde forstærkning, for de skulle være mindst to om at rulle min kraftige manke op på de små spoler.

Efterfølgende hældte de den ildelugtende permanentvæske i håret, og så sad jeg der og læste gamle ugeblade og holdt ubehaget ud i noget, der føltes som timevis, før jeg endelig kunne forlade salonen og ligne en anden end mig selv. Krøllerne fik håret til at fylde, og det stod som en løvemanke om hovedet på mig. Faktisk var det lige før, mine børn veg forskrækkede tilbage og knap nok kunne kende deres egen mor.

Alligevel fortsatte jeg behandlingen år efter år, for jeg ville den-onde-lyne-mig have krøller, ligesom ALLE de andre. For ikke alene syntes jeg, det var meget pænere end glat hår, det var også moderne med permanentkrøller, og hvem vil ikke gerne være moderigtig?

Det var vi i hvert fald mange, der gerne ville. Vi fulgte også trop, da moden senere dikterede, at håret skulle touperes, og da man skulle købe en såkaldt valk og proppe ind under sit eget, opsatte hår. Jo, jo, man fulgte jo med, for alle ville vi gerne være ”in”.

På et tidspunkt blev det også ”in” at købe sig en hjemmetørrehjelm, lige til at hænge op på væggen med medfølgende beslag og det hele.

Endelig var det helt slut med nattens hovedbundspinsler, og desuden kunne man slå to fluer med ét smæk ved at tage sit barn på skødet og læse højt for den lille purk, mens hjelmen gjorde sit arbejde. På den måde kunne børnene og jeg havde en hyggestund, mens far lavede sovsen, for vi var vel fulgt med tiden.

Så sad jeg der og slappede af, mens jeg tænkte tilbage på dengang, jeg havde ”kasserollehår” samt en række andre mere eller mindre heldige frisurer. Utroligt, hvad man havde stået model til, bare fordi man gerne ville ligne de andre, tænkte jeg tit. Og det uanset om lige netop den modetendens klædte en eller ej.

Men der var dog en ting, jeg aldrig hoppede på med hensyn til modehår. Da den engelske model, Twiggy, hende med det superkorte, helt glatte hår, var toneangivende. Niks og nej og aldrig i livet. Nu havde jeg kæmpet fra barnsben med at forvandle mit åleglatte strithår til en stak krøller.

Pudsigt nok mødte jeg senere i livet en kvinde, der altid havde ønsket sig helt glat hår, faktisk fuldstændig som mit. For efter alle de år med krøllejageri satte jeg omsider en stopper for det. Og der stod hun og så beundrende på mine glatte hårstrå, for hun havde altid forbandet sine naturlige krøller langt væk og brugte ivrigt glattejernet hver evig eneste morgen for at slippe af med dem. Men så snart, det var bare en smule fugtigt i vejret, tog pokker ved håret, og de små krøller tittede ubønhørligt frem.

Jeg anede ikke, hvor heldig jeg var, sagde hun søreme. Også, fordi moden lige på det tidspunkt sagde glat hår. Endelig!