En læsers dilemma: Kunne jeg tillade mig at skifte spor igen? 1-2

Afsnit 1-2

Min tømrervirksomhed havde et godt ry i byen. Vi fik mange store, spændende opgaver, men jeg var altid frygtelig træt, når jeg kom hjem fra arbejde. Træt i kroppen af at fare rundt hele dagen, træt i hovedet af at være social og servicemindet over for kunderne og samtidig tålmodig og pædagogisk over for lærlingene.

Men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg var nødt til at sætte mig ind på kontoret efter aftensmaden og skrive fakturaer og betale regninger, bestille materialer hjem og lave sociale medier med reklamer for vores virksomhed. Alt det, der også følger med at være selvstændig.

Det var aldrig mig, der puttede vores børn, og jeg hjalp sjældent til med noget af det praktiske i hjemmet. Der var ikke noget at sige til, at det pressede min hustru, Camilla, og det gav mig selvfølgelig dårlig samvittighed.

Forhåbentlig blev det bedre, når vi flyttede til en større bolig, hvor vi kunne afsætte et helt rum til legeværelse for børnene, og hvor vi samtidig ville få et ordentligt bryggers til alt vores snavse- og vasketøj. Det var det, vi sparede op til, og derfor jeg arbejdede så hårdt. Camilla havde de seneste år primært været på barsel, og nu ventede hun vores tredje barn.

Jeg blev mere og mere frustreret over, at livet skulle være så stridsomt, og jeg var bitter over ikke at være nok sammen med min familie, som jeg savnede, når jeg var på arbejde, men også når de om aftenen hyggede sig i stuen, mens jeg sad på kontoret og arbejdede igen.

Dagligt kæmpede jeg med hovedpine og kvalme, og af og til flimrede det for mine øjne. Selv slog jeg det hen som en konsekvens af træthed og dårlig søvn, hvis jeg da overhovedet tillod mig selv at stoppe op og lægge mærke til, hvordan jeg egentligt havde det.

Ved et rutinetjek hos min læge opdagede hun, at jeg havde alt for højt blodtryk, og det krævede kun en samtale og et par undersøgelser til, før hun konstaterede, at jeg havde alvorlig stress. Lægen ville sygemelde mig, men det nægtede jeg. Jeg havde et ansvar, ikke kun over for min familie, men også over for mine ansatte og mine kunder.

I noget tid forsøgte jeg at holde det hemmeligt for Camilla. Jeg syntes på mange måder, at stress var noget pjat, og jeg var sikker på, at når vi kom over på den anden side af sommerferien, ville jeg havde det bedre.

På det tidspunkt ville jeg jo have holdt 10 dages ferie med min familie, hvor jeg kunne få slappet af. Egentlig ville Camilla gerne have, at jeg holdt tre uger sammen med dem, men det kunne jeg ærlig talt ikke overskue at finde tid til.

Vi havde nogle store projekter på arbejdet, som vi skulle i mål med, og forhåbentligt ville nogle af dem blive færdige i løbet af sommeren. Det ville formentlig også mindske den såkaldte stress. Efter sommerferien slap jeg også af med en lidt tungnem lærling, som dagligt testede min tålmodighed, når han igen og igen begik de samme fejl.

Jo, det skulle nok blive bedre efter sommerferien, så jeg fortsatte i samme spor. Faktisk satte jeg endda tempoet mere op for at nå alt det, jeg gerne ville, så jeg kunne få mere fritid og samtidig få det bedre.

Men min strategi virkede ikke, og det stod snart klart, at jeg ikke kunne blive ved med at holde lægens vurdering hemmelig. En dag kollapsede jeg simpelthen.

Imens jeg var ved at skifte det ene barn, og Camilla var ved at bade det andet, besvimede jeg pludselig ude på badeværelset.

Jeg kom til mig selv, imens min søn stod, våd fra badet, og græd. Camilla sad med den lille i armene og så på mig med store, bange øjne. Hun havde nået at ringe efter en ambulance, og de kom kort efter. Det skræmte børnene, og jeg husker lyden af den måde, de græd på, som om de var bange. Det havde jeg ikke hørt før, og det skar mig i hjertet.

Ambulanceredderne målte mit blodtryk, og igen var det alt, alt for højt. Jeg blev indlagt akut for at få det stabiliseret, men også for at blive overvåget i tilfælde af at jeg skulle kollapse igen.

Det blev en øjenåbner for mig og endnu mere for Camilla. Hver dag sad hun ved min side på hospitalet og næsten klamrede sig til min hånd. Hun havde virkelig fået sig en forskrækkelse, da jeg faldt om, og i et splitsekund havde hun troet, at nu ville hun miste mig.

Camilla var højgravid med vores tredje barn, og vi havde altid tænkt, at vi skulle blive gamle sammen. Hun sagde, at hun slet ikke kunne undvære mig og forlangte derfor, at jeg blev bedre til at passe på mig selv. Ifølge hende var det fuldstændig misforstået, når jeg forsøgte at passe på min familie ved at arbejde mig selv halvt ihjel.

Jeg forsøgte at indvende, at vi jo sparede op til et nyt hus med mere plads til os alle sammen, men hun sagde, at det kunne være fuldstændig lige meget, hvis resultatet af den måde, jeg behandlede mig selv på, var, at hun skulle bo i det hus alene.

Efter episoden på badeværelset blev jeg sygemeldt, og vi besluttede os for, at jeg skulle lukke min virksomhed. Jeg var ked af det og bekymret for fremtiden, men det var det rigtige at gøre. Camilla og børnene ville jo gerne beholde mig længe endnu.

I et stykke tid lå jeg bare derhjemme og var ikke ret meget værd. Jeg havde så dårlig samvittighed over for Camilla og børnene, fordi jeg var sådan et skvat, der ikke havde kunnet leve op til mine egne ambitioner, men også fordi jeg i den periode hverken bidragede særligt meget økonomisk eller praktisk.

Jeg havde det også skidt over for mine ansatte, som jeg havde været nødt til at fyre, og over for de kunder, jeg måtte svigte. Generelt følte jeg mig som en kæmpe fiasko.

Heldigvis gik der ikke lang tid, før vores lille datter kom til verden, og det blev et vendepunkt for mig. Jeg blev mere glad og samtidig mere motiveret for at skabe den fremtid, vi altid havde drømt om.

Jeg elskede vores yndige, lille pige, som så fint fuldendte vores flok, men jeg var også chokeret over, hvor dyrt det var få børn. Det havde vi jo prøvet to gange før, men alligevel syntes jeg, at bleerne, vitaminerne, zinksalve og tøjet, som de lynhurtigt vokser ud af, var blevet dyrere.

Min familie var det bedste, jeg havde, og det pinte mig, at vi blev nødt til at gennemleve en tid, hvor vores økonomiske råderum var meget småt, også selv om vi efterhånden havde en god opsparing. Opsparingen stod jo netop og ventede på at blive omsat til et hus, og lige nu ventede vi på, at det rigtige dukkede op.

Efterhånden begyndte jeg også at savne noget at tage mig til.

Camilla og jeg talte om, at det gav mening at bruge min store viden om byggeri og min generelle interesse for huse til at læse til ejendomsmægler. Jeg gik i gang med uddannelsen og fik en læreplads som trainee i et velrenommeret ejendomsmæglerfirma ikke langt fra, hvor vi boede, så i teorien kunne jeg spare en masse transport.

Det var bare ikke sådan, det gik. Ofte sluttede dagene med fremvisninger langt fra kontoret, og tit hang jeg fast i trafikken på vej hjem, men jeg bed tænderne sammen og tænkte, at det kun drejde sig om et par år. Så ville jeg være færdiguddannet og igen i fuld gang med at tjene de penge, som kunne skabe det gode liv, min familie fortjente, blandt andet med nogle bedre fysiske rammer i form af et større hus.

Det var svært for min selvopfattelse, at jeg nu var eleven. Jeg havde haft mange lærlinge i mine 15 år som selvstændig, hvor jeg også var ansvarlig for flere halvstore projekter. Nu blev jeg lært op af unge mennesker, der var 10-15 år yngre end mig. De drillede mig, kaldte mig ”Gammelnok”, og på arbejdspladsen holdt de mig udenfor socialt.

Kunderne var ikke meget bedre. Når de opdagede, at jeg var trainee, var det åbenbart fedt for dem at gøre sig morsomme på den bekostning. Samtidig blev jeg udmattet af sælgeropgaven, som krævede en masse smil og sleske kommentarer.

Jeg begyndte at føle, at jeg var kørt ind på det helt forkerte spor, og min stress begyndte lige så stille at røre på sig igen. Tilværelsen som ejendomsmægler var virkelig ikke noget for mig. Men hvad skulle jeg så gøre? Jeg havde jo et ansvar for min familie.

På den ene side kunne jeg ikke være bekendt at fortsætte og på den måde risikere endnu engang at falde om med stress. Samtidig kunne jeg ikke byde Camilla, at jeg nu igen-igen skulle begynde forfra i en ny branche som lærling eller elev med en lav løn og med langt op ad rangstien og endnu længere mod drømmen om et hus.

Hvad var det rigtige at gøre? Kunne jeg tillade mig at skifte spor for anden gang? Og kunne jeg tillade mig at blive i noget, der gjorde mig stresset på ny?