Enkefruens nye liv – på to hjul

251.318 af vore landsmænd hedder Jensen, afslørede sidst afholdte mandtal over ærkedanske efternavne.

Pensionisten Esther i vestjyske Aulum er en af dem – tidligere skatterevisor og forhenværende kromutter på Borbjerg Mølle Kro ved Holstebro. Født Jensen og gift Jensen har hun anden mandag i 2020 båret navnet samfulde 70 år. De seneste 15 desværre med den triste tilføjelse: Enkefru Jensen.

Læs også: Margit havde en drømmedag

Et levende menneske

Efter 32 års lykkeligt ægteskab – og det deraf uundgåelige savn efter sit livs Carl – kunne ingen have bebrejdet Esther, om hun opgivende havde sat sig hen med hænderne i skødet. Eller druknet sig i arbejde på kroen. Men nej! Bortset fra efternavnet er det nemlig svært så meget som at skimte konturerne af en fru Almindeligsen.

For midt i sorgen fandt hun overskud til med utraditionelle midler fortsat at være et levende menneske. Så ud over at beholde kroen tog hun samtidig kørekort – til motorcykel. Som 55-årig – på bare seks uger. Uden så meget som at have siddet på en knallert. Og med en gammel drøm om en Harley Davidson intakt.

Kubikcentimeter og hestekræfter

– Hvorfor motorcykel? Måske fordi jeg for mange, mange år siden sad med på ”bagsmækken” hos en ungdomsforelskelse. Ellers kan jeg ikke forklare det, ler Esther, der nødtvunget har måttet skille sig af med sin elskede Harley. Den blev lige lovlig tung at håndtere. Ikke at køre. Mere når den skulle trækkes i garage ved håndkraft. Den mindre, alligevel ret så fartstærke KTM 390 Duke, udgør dog en fuldgod erstatning.

Også nærmest en livsnødvendighed. For hvor det førhen drejede sig om halv- og centiliter, når der i krostuen skænkedes skummende fadøl og iskold brændevin i glassene, falder talen nu fortrinsvis på kubikcentimeter og hestekræfter, når Biker-Esther speeder op i selskab med andre mc-entusiaster. Hvad enten færden går tværs over det sydamerikanske fastland, langs Norskehavet til Nordkap eller bare en hyggelig aftentur til Vesterhavet – med kaffe på termokanden.

Læs også: 88-årige Viktor Brandhøj elsker at køre motorcykel

Hjemme er godt

Kontinent efter kontinent har fru Jensen lagt bag sig ved styret af først en Honda, siden hen Harley’en og nu altså en KTM. 220.000 kilometer – i 56 lande.

Anderledes trofast er Esther på hjemmefronten. Kommet til verden i Resen som den mellemste af fem søskende i en landbofamilie slog hun sig siden – først med forældrene og dernæst sin københavnske civilingeniør-gemal – ned i Aulum. Præcis 48,7 kilometer fra fødegården viser triptælleren. Og her tyder alt på, at hun bliver for stedse.

– Når man rejser så meget, er det godt, at der er noget, der hedder ”hjemme”, konstaterer Esther, der for øvrigt har begået et lille, litterært værk om tiden, efter hun blev alene. ”Når en dør lukkes – åbner en anden,” hedder den og afslører, at Esther ikke bare forsigtigt lader døren stå på klem. Hun skubber den op på vid gab. Ud til en verden, der bare ligger og venter på at blive udforsket. Hvad hun allerede sammen med Carl havde gjort i rigt mål. Dog ikke på motorcykel. Men de rejste over store dele af verden. Så sent som et par måneder, før Esther mistede sin mand, var de på krydstogt på Nilen.

Det sidste måltid sammen

– Carl var syg på det tidspunkt, havde i tre år lidt af knoglemarvskræft. Men lægerne mente, at han kunne leve adskillige år endnu. Så da vi en martsaften i 2005 spiste aftensmad herhjemme i Aulum, kunne ingen af os vide, at det skulle blive vort sidste måltid sammen. Men den følgende morgen følte han sig pludselig syg.

Dødsårsagen var da heller ikke kræften. Patientjournalen fortæller, at blodforgiftning, vand i lungerne samt lungehindebetændelse satte en stopper for hendes mands blot 60-årige liv. Og efterlod Esther i et chok, der dog mildnedes ved minderne om rejserne, der stod så lyslevende i erindringen, at de ikke blot skulle stuves af vejen i hukommelsen. Men genopleves i den nye – om nok så smertefulde – virkelighed, der lå forude.

Det sidste er ikke Esthers egne ord. Men det stadigt vemodige, men også forventningsfulde smil vidner soleklart om, at det præcis var, hvad hun følte. Om det så også var det, som på ny kaldte teenagetidens ellers længst glemte Harley Davidson-kærlighedshistorie frem – tjah...?

Læs også: Tohjulet guldbrudepar

Eventyrsult

Væsentligst er vel, at det, enkefru Jensen besluttede at leve videre på, ikke var de slidsomme år, hvor de – i hvert deres erhverv – skabte det økonomiske grundlag for den fælles livsgerning på kroen. Men den ”eventyrsult”, begge – nu nok mest Esther – var så fyldt af, lige siden de mødtes.

Ikke mindst Afrika. Og i særdeleshed Swaziland – bantustammens gamle kongerige, der ligesom ligger i klemme mellem Drakensberg-bjergene i Sydafrika mod vest og den tidligere portugisiske koloni Mozambique mod øst.

Velgørenhed

– Her var det, jeg for alvor fik øje for SOS Børnebyernes tusindvis af forældreløse børn, fortæller Esther, som gennem årene har doneret store beløb, så unge over den ganske verden har fået en uddannelse og kan brødføde sig selv og deres familier. Og lad os da også indskyde, at det var i Indien, parret fandt den nu 36-årige adoptivdatter Randi.

Vi sidder på terrassen ved villaen i Aulum. Et stort, flot og bestemt ikke billigt byggeri. For ægteparret Jensen har slidt i det. Altid med fremtiden i tankerne. Så afkastet fra livsforsikringer og pensionsopsparinger – plus indtægter fra tidligere samarbejdsaftaler – finansierer de mange lange ture, Esther håber at kunne fortsætte.

Læs også: Birgitte er vild med motorcykler og pistoler

"Enkefru Jensens Rejsefond"

– Jeg sætter pengene ind på en konto, jeg i spøg kalder ”Enkefru Jensens Rejsefond”, smiler Esther, der afhændede kroen for halvandet år siden.

Så skønt der stadig afsættes pæne beløb til velgørenhed, går størstedelen af kontoudskrivningerne til det biker-liv, som har vendt op og ned på Esthers tilværelse.

– Det skulle jo først og fremmest være noget, min mand og jeg aldrig havde gjort sammen. For eksempel at køre motorcykel. Så jeg ikke konstant følte, at jeg manglede Carl ved min side.

Forunderlig fremtid

Og samtidig noget, nok ikke mange ”læderveste” ventede sig af kvinder. At hun for eksempel sammen med en flok medsøstre kunne finde ud af at krydse USA på hver sin ”kværn”. Uden en mand med en svensknøgle i baglommen inden for rækkevidde. Men det og de øvrige spøjse detaljer fra hundredvis af mc-ture zoomer Esther nok selv bedre ind på i sine fornøjelige memoirer.

Nøjagtig 100 sider om, hvordan porten til en ny, forunderlig fremtid åbnedes, da døren til en lykkelig fortid brutalt blev smækket i for næsen af fru Jensen.

Læs også: Kubik og kammeratskab