Esbjergs sejeste bedste

Det er aldrig for sent at få sig et spændende rygte, det ved Diana nu. Det skete, da hun var i supermarkedet i Esbjerg, og syv store drenge hver for sig hilste høfligt på hende og kaldte hende bedste. Det fik en ældre herre til at bemærke: ”Nå, du har sørme været omkring i dine unge dage.” Det har Diana nu ikke været. Hun har haft sin Polle i snart 40 år, men det er rigtigt nok, at hun er bedste til en hel masse store unger, også mange flere end de syv, hun mødte den dag. Ikke sådan rigtig biologisk bedste, men bedste som den, der serverer morgenmad til eleverne fra eliteidrætsklasserne i Esbjerg. Derudover fordeler hun sandwich, lærer de unge mennesker en del om den rette opførsel og tager hånd om dem, der har brug for en god snak. Det kaldes frivilligt arbejde, og uden sådan nogle som Diana og Poul Rasmussen i Esbjergs sportsliv var der ikke så meget ved det. Det ved både børn og voksne. Det hele begyndte dengang, Polle skulle på pension. – Jeg havde gruet noget for det. Skulle han nu gå herhjemme og blande sig i alting?, siger bedste. Polle er smed. Han elskede sit arbejde, og han elskede ishockey næsten lige så højt, som han elsker sin kone. Derfor var hans plan, at han ville hjælpe til på drengeholdet – det kom han også til, men han kom også til at stå og skære frugt i stykker. – Ja, hvem skulle nu have troet, at en smed kunne finde ud af at få indmaden ud af sådan en melon?, siger han eftertænksomt og lægger melonstykkerne på en tallerken, overvåget af bedste. Det forholder sig nemlig sådan, at bedste for seks år siden sagde ja til at passe morgenmadscaféen for de unge elever fra eliteidrætsklasserne i Esbjerg. Læs også om Tobias der fandt en ny bedste

Bedste styrer

Sådan endte Polle med at være ansvarlig for skrælning af frugt og grøntsager, opvaskemaskinen og alle mulige andre maskiner, som en smed godt kan lide at have kørekort til. På den måde er det også så dejligt at være to om det hele, synes bedste: Polle regerer ude bagved, bedste styrer inde i caféen, hvor maden bliver langet over disken – og selvfølgelig med et par ord til hvert eneste barn eller ungt menneske der træder indenfor. Det koster et mindre fast beløb om måneden pr. mand at spise morgenmad her to gange om ugen, og så er der ikke sparet på noget – heller ikke den varme leverpostej, som der er stor afsætning på hos drengene i voksealderen, men der hører også andre forpligtigelser med, når man spiser hos bedste og Polle. – Man skal opføre sig ordentligt. Det er grundreglen, siger bedste. – Det betyder: Man siger godmorgen, tager kasketten af, tager sin tallerken ud fra bordet og stiller stolen på plads efter sig, og selvfølgelig siger man tak for mad. Det er almindelig høflighed, og det kan alle finde ud af – og på den måde har vi det godt sammen alle sammen. – Hjemme i Gredstedbro har bedste og Polle kun en hund tilbage. De to voksne døtre er flyttet hjemmefra for længst og har deres egne familier – og ikke engang hunden er hjemme altid. – Vi har lavet en aftale med naboen om, at de passer hunden, når vi ikke er hjemme, siger Polle, og det er en ordning, som alle er tilfredse med – også hunden, der nu har en madskål i to huse.

Polles Nutella

Faktisk er hendes ”børn” alligevel temmelig forvænte: De får også smurt sandwiches, de tager i skole med efter morgenmaden. Bedste ved lige præcis, hvordan hver enkelt gerne vil have sin sandwich, så det er ikke noget, der bliver diskuteret: Poserne med de lækre mellemmadder står bare parat, når de unge går videre i skole efter morgenmaden. Polle, der ellers mener, at de unge er nogle ”hvalpe”, og at uhøflig opførsel bør straffes med 25 armbøjninger, har måske det blødeste hjerte af de to: Han kører personligt en træner og en elev i skole efter morgenmaden, fordi der er så langt, og bussen ikke passer. Det er også ham, der ved, hvor det store glas med Nutella står. Det må kun komme på bordet ved særlige festlige lejligheder. Ingen tvivl om det: Den tidligere smed og bedste har aldrig haft det bedre, med deres egne ord er det lidt af et ønskejob: – Det giver tilværelsen mening at lave frivilligt arbejde med børn og unge. Vi får så meget glæde igen, og så var det jo alligevel meget hyggeligt, at Polle blev pensionist, må bedste indrømme.■ Læs også om Saras seje mormor