Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Hvad er du optaget af lige nu?
– Jeg er mest optaget af ”Danmark har talent”, som jeg efterhånden har en vis erfaring med. Jeg har jo været vært fem gange i alt, hvis man medregner de tre sæsoner, som jeg i sin tid lavede på DR1. Og i mine øjne findes der simpelthen ikke noget bedre programformat. Det er ikke så selvhøjtideligt. Det har smil og humor. Foruden alt det, der ikke er plads til i lignende programmer – fra stripperstænger til kaniner.
Hvad er det bedste ved dit job?
– Som vært skal jeg ikke komme med kritik. Jeg er så at sige på deltagernes side og skal bare tage oplevelserne ind og være glad. Som forælder kan jeg desuden glæde mig over de mange eksempler på, at børn og unge interesserer sig for andre ting end computerspil og knokler for at dygtiggøre sig. Det er dejligt at kunne vise den slags eksempler til sine egne børn.
Læs også: Sofie Linde lader sig ikke påvirke
Og det værste?
– At der er deltagere, som bliver kede af det. Og som man uundgåeligt får ondt af. Det er oplagt, at enkelte aldrig burde have stillet op, og at ikke alle er lige dygtige – eller for den sags skyld lige raske. Men sådan er det, når man holder åbne auditions.
Hvad gør du, når du skal slappe helt af?
– Går lange ture i Hareskoven med mine børn og min glade hund.
Din hund Marley er også blevet en tv-kendis. Fortæl lidt om ham!
– Han er 10 år gammel og er gået ind i sit livs sidste tredjedel. Og det er lidt underligt, at han har gigt i poterne og ikke længere har den samme energi som før. Samtidig er det en påmindelse om, at man heller ikke selv bliver yngre. Men nu må jeg bare sørge for, at hans sidste år også bliver gode.
Læs også: Ingen hunde skal lide nød.
Hvad var du blevet, hvis du ikke lavede tv?
– Bilsælger. Jeg har altid drømt om at have et stort gods på Fyn, hvor jeg indkøbte og solgte alle de biler, jeg selv fandt sjove. Eller ejer af en hundekennel – også på et fynsk gods. Eventuelt en kombination af de to.
Hvordan ville du underholde en kedelig borddame?
– Jeg har ikke mødt én endnu, men der var vel kun ét at gøre: Foreslå hende, at vi gik ud på toilettet og byttede tøj!