Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Hvis det ikke var for Grethe, var både Sweetie og Vinci døde nu. De to er 8 og 13 år gamle, men i Spanien, hvor de kommer fra, ville de være blevet aflivet i en alder af højst 2 år. Sådan er livet, når man er jagthund på landet i Spanien. De to hunde var heldige. De blev fundet af godhjertede mennesker, anbragt på et dyreinternat og endte af snoede vildveje hos Grethe, hvor de nu har haft deres hjem i flere år. Hun gav sine hunde et hundenes paradis på jord - de gav hende til gengæld en helt nyt liv efter pensioneringen.
Foreløbig har hun syet langt over 3.000 dækkener, og lige så mange hunde går rundt med dem blandt de hjemløses hunde på gaderne i København og London. Andre hunde på spanske og østeuropæiske dyreinternater varmer også deres rygstykker med et dækken fra Grethes hånd.
Det betyder ikke, at Grethe er blevet rig. Hun tjener faktisk ikke en øre på sit arbejde, men det betyder, at hun gør noget meningsfuldt for dyr, og dyrene har hun altid været tosset med.
- Hundene blev aflivet på grusomste vis, men heldigvis var der nogle mennesker, der havde lavet internater for de her jagthunde, og de var også begyndt at adoptere dem til nye hjem. Jeg tænkte, jeg gerne ville hjælpe. Jeg er jo ikke så rig, at jeg kan forære hele min pension væk, men sy nogle dækkener, det kunne jeg da.
Som sagt så gjort. Grethe kontaktede foreningen galgo-sos.dk, og de ville hellere end gerne have nogle dækkener til de forfrosne hunde. Grethe fik et mønster udleveret, og så begyndte hun at sy.
Derfor var det nok så heldigt, at Grethe pludselig blev spurgt, om hun ikke lige ville passe en Galgo-hund, der skulle frigives til adoption i Danmark. Det var Sweetie, der kom, så og sejrede, for selv om hun blev afleveret efter endt pasning, kunne hverken Grethe eller Sweetie undvære hinanden, og så blev Sweetie adoptivbarn hos Grethe. For selskabs skyld måtte der en ekstra Galgo-hund til, og det blev så Vinci.
De kom begge med hver deres ar på sjæl og krop: Sweetie mangler den ene pote, fordi hun har siddet fast i en rævesaks, og ingen af hundene var glade for pludselige bevægelser og højtråbende mænd. Grethes rolige liv og arbejdet som hundemodeller har gjort hundene til rolige, tillidsfulde kæledyr, og hundene og deres dækkener har givet Grethe så meget mere end bare arbejde.
- Jeg har mødt utrolig mange søde og rare mennesker, takket være mine hundedækkener. Desuden får jeg materialer sendt fra hele landet af mange hjertevarme mennesker, der vil gøre alt for dyr. Det er jeg dybt taknemlig for, og på den måde har jeg fået mange nye venner. Jeg har også haft meget glæde af mit samarbejde med Galgo-foreningen. Da jeg fyldte 75 år, samlede mine mange Galgo-venner ind til en flybillet, så jeg kunne rejse ned til Spanien og se internatet ved selvsyn.
Grethe har det bedst, når der er brug for hende, og derfor går hun ikke på pension fra sit nye designjob, selv om hun er blevet 77 år. Tværtimod handlede hun hurtigt, da hun læste, at de hjemløses hunde manglede dækkener og liggeunderlag, når de sover på gaden. Nu arbejder hun også sammen med Hus Forbi og forskellige væresteder for hjemløse, hvor hun pludselig befandt sig i København i fuld gang med at dele hundedækkener ud til værdigt trængende hunde. Intet under, at Grethe er populær både blandt dyr og mennesker.
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!
Kun 20,- per stk.