Sød novelle om forsoning: Mens tid er

En stædig solstråle havde fundet vej gennem ahorntræerne ud mod vejen og faldt nu ind på værkstedet gennem det uklare glas i det gamle staldvindue.

Det havde allerede været her, da han og Ulla købte gården for … en evighed siden.

Erling faldt i staver, mens han betragtede støvpartiklerne danse i striben af sol. Hvor mange år? Det måtte være 26 år siden. Selvfølgelig. For de havde jo boet her nogle måneder, inden de ryddede den nymalede og nytapetserede stue og fejrede hans 50 års fødselsdag.

De havde været så lykkelige og nyforelskede. Lykkelige var de stadig væk. Han elskede hende, selv om han sjældent fik sagt noget i den retning. Den slags var han ikke god til.

I et glimt så han sin søn for sig. Johan havde været 16, da ægteskabet mellem Erling og Johans mor Birgitte brød sammen, og sønnen var netop fyldt 18, da han deltog i 50-års fødselsdagen.

Erling huskede tydeligt, hvor mut og tavs Johan havde været til den fest. Han huskede også, at det havde ærgret ham.

Trods alt var det Birgitte, der havde gjort Johan til skilsmissebarn ved at forlade Erling, så hvorfor skulle Johan sidde med det begravelsesansigt under hele festen?

Det var dengang. I dag så mange ting anderledes ud for ham. Og lige i det her sekund spekulerede han på, om han havde ladet sin ærgrelse skinne igennem over for Johan den dag. Måske, for han havde nok ikke været den bedste far. Hvis han fik en ny chance, ville han gøre mangt og meget anderledes. Men den chance kom ikke igen.

– Erling? Erling!

Det var Ulla, der kaldte, og hun gjorde det oppe fra køkkentrappen, så vidt han kunne høre.

– På værkstedet! råbte han tilbage, og for et syns skyld satte han et stykke træ fast i høvlebænken. Ulla vidste, at han stadig godt kunne lide at rode lidt med sit gamle håndværk. Til gengæld vidste hun ikke, at han i de seneste måneder indimellem havde siddet helt uvirksom på sin gamle skammel herover, mens alle mulige tanker rumsterede rundt inde i ham.

Hun begyndte at tale i det sekund, hendes hånd rørte det udvendige dørgreb: – Erling, nu skal du bare høre. Johan har lige sendt en sms med tak for invitationen til din 75 års fødselsdag, og at han og Kristine og Valdemar gerne vil komme. Er du ikke glad for det?

– Jo. Jo, da, det er jeg.

Vist var han glad, men den følelse, der fyldte mest i ham lige nu, var lettelse. I al hemmelighed havde han gruet for, at de under et eller andet påskud ville svare, at de desværre var forhindrede i at deltage.

Ulla havde lukket døren bag sig og stod nu midt på værkstedsgulvet og holdt sin telefon frem med et stort smil: – Vil du læse beskeden selv?

– Nej, gør du det bare.

Erling var aldrig kommet med på det der med sms’er, selv om de havde droppet fastnettelefonen allerede i 2018, hele tre år før han lukkede sin lille tømrervirksomhed. Han havde det fint nok med mobiltelefonen, men kun til at tale i.

– Okay, så, dit stædige, gamle asen. Her står: ”Hej Ulla & far, tak for den fine indbydelse, vi glæder os til at komme. Mange hilsener fra Kirstine, Valdemar og Johan.”

Ulla kiggede så hurtigt op fra det lille display, at han ikke nåede at få den hånd ned, som havde gnedet den forræderiske, lille tåre væk.

– Jamen, Erling, søde skat, sagde hun med sin bløde stemme og var henne ved ham i det samme: – Blev du så glad for det?

Han trak på skuldrene. – Måske. Og så er der også så meget støv herinde.

Ulla lagde sine arme om halsen på ham.

– Ja, det er der. Men ved du hvad, jeg er også så glad for, at de kommer. Vi ser slet ikke nok til dem. Det må vi prøve at gøre noget ved. Nå, men jeg har lige sat en kage i ovnen, så jeg løber ind igen.

Erling blev alene og gav sig et øjeblik hen i taknemligheden over, at det var blevet et ja tak fra Johan. Så kværnede tankerne igen. For Ulla havde ret, naturligvis havde hun det. De så alt for lidt til Johan og hans familie.

Anderledes var det med Ullas tvillingedøtre på 28. De havde kun været tre år, da Ulla og han mødtes. Pigerne kom herud i tide og utide, og det sære var, at de to havde han ingen vanskeligheder med at omgås.

Tværtimod krammede de ham, drillede ham og kaldte ham for popfar i stedet for papfar. Det med popfar skyldtes, at han havde hørt dansktop i firmabilen.

I grunden var Ulla meget bedre til at omgås Johan. Deres forhold var afslappet, mens han altid selv følte sig så anspændt, når han var i selskab med sit eneste barn.

Engang havde han haft alt for lykkeligt travlt i firmaet til at dvæle ved det, men nu tænkte han tit på, at det måske var Birgitte, der bevidst eller ubevidst havde skadet hans og Johans forhold efter skilsmissen.

Ikke at han og sønnen havde været specielt tætte før, men Johan havde da i årevis tjent lommepenge ved at være hans arbejdsdreng i weekender og skoleferierne, og når el-værktøjets hvinende sang forhindrede samtale, havde han og Johan haft det godt nok sammen.

I firmabilen havde de talt om det stykke arbejde, der ventede, og når den snak var slut, havde de hørt en nyhedsudsendelse i radioen.

Men Birgitte havde været bitter. Bitter på ham. Selv om det var hende, der ville skilles. Nu var det 10 år siden, hun faldt bort, så han kunne ikke spørge hende hvorfor. Og han ville nok heller ikke have fået gjort det alligevel.

– Erling? Kaffe!

– Kommer!

En uge senere kørte de til Brugsen for at købe ind til festen med de 32 gæster, som kunne være i stuen, når møblerne blev båret ud i laden.

Dengang for 25 år siden havde de været 40, og de havde også danset til tonerne fra selskabsmusikeren ved hammondorglet. Sådan blev det ikke denne gang.

De havde bestilt en tre retters menu udefra, som køkkendamerne kunne rette an, men de skulle jo have servietter, chips, drikkevarer, nogle flag til pynt på bordet og til indkørslen.

Ulla fløj rundt mellem hylderne, mens Erling skubbede vognen og indimellem vekslede et par ord eller bare en hilsen med gamle kunder eller bekendte.

Bilens bagagerum var proppet til randen, da de kørte hjem igen. Han sad ved rattet og hørte godt, at Ulla fik en besked og tog telefonen frem.

– Næh, nu skal du sørme bare høre. Johan spørger, hvem der er toastmaster til festen, for han vil holde en slags tale.

– En slags tale? gentog Erling og måtte med ét anstrenge sig for ikke at slingre. – Hvordan skal det forstås? Er det en tale eller ej? Jeg skulle have frabedt mig taler!

– Pjat, min bror vil da også sige et par ord til dig, Erling. Det er da fint, at Johan vil sige noget. Men toastmaster ligefrem? Måske tror han, det er en større fest, end det i virkeligheden er.

Erling fattede pludselig håb: – Skriv til ham, at festen er for lille en fest til sange og taler og den slags!

– Aldrig i livet, dit gamle pjattehoved.

Ud ad øjenkrogen så han Ulla smile mod telefonen, mens hun tastede et svar. En tale? Hvad i alverden ville Johan da sige?

Det sidste stykke vej hjem til gården forekom Erling uendeligt langt, og han følte sig faktisk fysisk utilpas. Derhjemme bar de indkøbene ind i fællesskab, og bagefter listede Erling op på sønnens gamle værelse i vestgavlen.

Skrivebord, stol, seng, kommode, skab. Værelset stod næsten som dengang. Ulla støvsugede herinde, når hun alligevel gav stuehusets første sal en omgang.

Han dumpede ned på sengen og lod blikket glide rundt. På væggen hang gamle fodboldplakater. Mon Johan ville nævne alle de ting, hans far ikke havde gjort? Som at overvære fodboldkampe? Føre fortrolige far-søn-samtaler om små og store ting i verden? Kaste alt fra sig for at dukke op på sygehuset straks efter fødslen af hans første og eneste barnebarn? Deltage i hver eneste skole-hjem-samtale?

Pludselig kunne Erling ikke engang huske, hvordan Johans skole havde set ud. Han støttede albuerne på sine knæ og lod hovedet hvile i hænderne. Hvorfor havde han altid valgt arbejdet først? Han ville gøre det om, hvis han kunne.

De skulle have talt om alvorligere, dybere emner i firmabilen end om, hvad der skulle købes på tømmerhandlen på vej ud til kunden.

I stedet for at diskutere det stykke arbejde, der skulle udføres hos den pågældende kunde, skulle han have spurgt sin søn, hvordan han egentlig havde det. I skolen, derhjemme med sin mor, med vennerne og med fremtidsplanerne.

Johan havde haft hænderne skruet rigtigt på, og han havde haft tæft for håndværket, det var helt sikkert. Alligevel havde han valgt at uddanne sig til miljøtekniker.

– Erling? kaldte Ulla nedefra. – Skal vi ikke snakke lidt om bordplanen?

Natten op til fødselsdagsfesten kunne Erling ikke falde i søvn, og da han endelig blundede hen efter at have hørt uret i stuen slå tre slag, havde han frygtelige drømme om kunder, der var rasende på ham, fordi han havde udført et sjusket og mislykket stykke arbejde.

Allerede før klokken 6 lå han ved siden af den sovende Ulla og kiggede op i loftet, dødtræt og uden den mindste lyst til at holde fest. Så vågnede hun, kyssede ham på kinden og sagde, at nu skulle de altså op, for gæsterne var jo inviteret til klokken 13.

De næste timer fløj af sted, og den første bil med gæster trillede ind på gårdspladsen allerede 12.40, netop som manden, der havde leveret menuen, kørte ud. Den nyankomne var Hans, Erlings svend gennem mange år, der var inviteret sammen med sin kone.

– De er jo alt for tidligt på den, mumlede Erling. Han havde det, som om mavesyren stod lige bag tungen, og hans hænder dirrede.

– Det er da også bedre, end at de alle sammen kommer på én gang, sagde Ulla. – Gå ud og byd velkommen!

Derfra gik det slag i slag. Johan og hans kone og søn ankom som de næstsidste, præcis klokken 13. Kristine bar på et stort stofnet, registrerede Erling.

Valdemar havde en indpakket gave med, og Johan medbragte en aflang genstand, også pakket ind i en slags pose af stof. Havde han ønsket sig noget i den retning?

– Velkommen, velkommen, jeg er så glad for at se jer, fik han frem, mens han efter tur trykkede deres hænder alt for hårdt. Det med at hilse med knus havde han aldrig vænnet sig til.

– Til lykke, farfar, sagde Valdemar.

– Tak, tak. Hvor er du blevet stor!

Johan og Kristine ønskede også til lykke og spurgte efter gavebordet, og Johan betragtede det opdækkede festbord og stillede derefter den aflange genstand hen i et hjørne. Ullas døtre og deres familier ankom som de sidste.

– Vent med at pakke gaverne ud til efter maden, sagde Ulla i hans øre. – Byd til bords nu!

Erling fik sin knastørre tunge til at lystre så nogenlunde, og da han trak stolen ind under sig, tænkte han, at hvis han overlevede denne dag uden de helt store skrammer og blå mærker på sjælen, ville han begynde at gøre det bedre.

Mens tid var, ville han ringe til Johan mindst én gang om ugen. Han ville prøve at være en bedre far, selv om det var sent i livet – med mindre Johans tale var et brud mellem dem. Men nej, det kunne han alligevel ikke forestille sig. Kristine havde jo smilet og givet ham et velduftende kram, selv om hun nok godt vidste, at han ikke krammede tilbage.

Allerede efter forretten så han Johan veksle et blik og et nik med Ulla, hvorefter sønnen rejste sig og gik hen i hjørnet for at tage den aflange genstand.

Godt, tænkte Erling og rustede sig til det, der måtte komme. Hans pine skulle åbenbart ikke vare længere. Samtidig rejste Valdemar og Kristine sig også og riggede en stol an, mens Ulla trak gardinerne for.

– Skal vi se film? grinede Hans.

Johan rystede på hovedet og tog sin telefon frem. – Nej, vi skal kun se billeder. Og vi lægger ud med her!

Erling blinkede paf mod det billede af ham selv og Johan i firmabilen, begge i arbejdstøj, der i det samme kom frem på lærredet. Langt omme i baghovedet havde han måske en vag erindring om, at Ulla havde taget foto.

Det var mange år gammelt, for både han og Johan så meget yngre ud, og det var dengang, han havde den grønne VW Transporter.

– Bare rolig, far og alle andre omkring bordet, det er kun et lille billedshow, begyndte Johan afslappet, mens han selv kiggede på lærredet.

– Som I alle sikkert ved, betød arbejdet og firmaet meget, hvis ikke det meste, for far dengang. Der blev ikke så meget tid til at se fodboldkampe og den slags, men far gav mig det, han kunne, og jeg værdsætter det. For eksempel lærte far mig at lave en lysning i et vindue … som i disse fem vinduer i mit og min families hjem. Ikke for at prale, men de er jo meget pæne, ikke? Og det er min fars fortjeneste, for jeg er hverken uddannet tømrer eller snedker. Men hver dag, når jeg ser på vinduerne, sender jeg far en varm tanke. Det samme gælder denne udveksling i spærrerne på loftet, som blev aktuel, da vi lavede beboelse på første sal … og køkkenet her har jeg selv sat op og tilpasset, for det lærte far mig også … ligesom han viste mig, hvordan man laver en træterrasse som vores her. Alt i alt er jeg taknemlig for det, du har lært mig, far. Og nu synes jeg, vi skal råbe hurra for min far!

Erling havde stum og forbløffet set billederne af Johans håndværksarbejde skifte hastigt på skærmen, men de blev lidt udflydende til sidst.

– Hvad er den af, mester, har du fået noget i øjet? Eller i dem begge to, ser det ud til, ha ha ha!

Det var hans tidligere arbejdsmand Keld, der nu stod op og drillede med glasset i hånden.

– Åhr, Erling, hviskede Ulla med tyk stemme i Erlings øre, idet hun også rejste sig.

Så førte Johan an i den rungende hyldest, og Erling blev nødt til at pudse næse i servietten, inden han rejste sig.

– Tak … tak, Johan, for den meget fine tale. Tak!

De skålede, hvorefter alle satte sig ned igen, mens snakken summede videre. Erling følte sig fuldstændig mat. Og usigeligt lettet.

Da der efter desserten blev almindeligt opbrud, fordi den ene af køkkendamerne annoncerede, at der ville være kaffe i havestuen om lidt, gik Erling hen til Johan.

Han havde overvejet, hvad han skulle sige. Måske noget med, at han godt vidste, at han havde svigtet som far på mange punkter.

Det kunne også være noget med, at han aldrig havde været Johans mor Birgitte utro med en anden kvinde, og at han heller ikke havde ønsket ægteskabet opløst.

Men her i den sidste tid havde han erkendt, at han på en måde havde været hende utro og forladt hende – for arbejdets og firmaets skyld.

Han kunne også sige til Johan, at han desværre alt for sent havde forstået, hvor svært det havde været for ham til den runde fødselsdag for 25 år siden. Der havde ikke været tale om tværhed, men om en teenager i klemme.

Han sagde dog ikke noget af alt det, for der kunne alligevel ikke ændres på noget nu. Men han lagde sin slidte hånd på Johans fine jakkeærme og sagde:

– Søn, nu er det mig, der har brug for, at du lærer mig noget, nemlig at skrive sms’er, så jeg kan kommunikere med jer tre på den måde, man gør i dag. Vil du det? Ulla har ingen tålmodighed med mig. Men måske vil du have det.

Et smil voksede frem på sønnens ansigt: – Det kan vi sagtens finde ud af, far.