Under den græske sol - del 1:4

Solen varmede blidt Elisabeths ansigt gennem de store glaspaneler i afgangshallen i Billund lufthavn.

Hun stod og betragtede et KLM-fly, der netop var på vej til startbanen.

Snart ville hun også selv befinde sig i de højere luftlag, og tanken sendte et lille gys af forventning gennem hende.

Da KLM-flyet forsvandt af syne, vendte hun sig om.

Omkring hende var de ventende passagerer begyndt at rejse sig.

To lufthavnsassistenter gjorde klar til at åbne gaten for flyet til London.

Køen blev hurtigt lang, og netop som Elisabeth stillede sig bag et ungt par, ringede hendes mobil.

Skyndsomt trak hun ud til siden og besvarede hurtigt opkaldet, da Sallys navn tonede frem på displayet.

− Elisabeth.

Hendes engelske veninde lød grådkvalt. − Jeg er så ked af det, for jeg har dårligt nyt. Min mand … Henry. Jeg er på hospitalet med ham lige nu. Han var involveret i en trafikulykke i morges, og han har brækket det ene ben og fået en slem hjernerystelse.

Elisabeth gispede. − Jamen det var da forfærdeligt.

− Ja, jeg er også temmelig rystet. Sallys stemme knækkede over, og hun måtte tage en dyb indånding, før hun kunne fortætte. − Men det kunne være gået meget værre. Heldigvis har han ikke været i livsfare, men det er slemt nok. Og nu er jeg her på hospitalet, og jeg skulle jo hente dig …

− Og det kan ikke lade sig gøre nu. Det er helt o.k., Sally. Du skal ikke tænke på mig. Jeg klarer mig.

− Men vi to skulle jo tilbringe de næste dage sammen.

− Det kommer vi også til på et andet tidspunkt, sagde Elisabeth beroligende. Hun havde lært Sally at kende for mange år siden, da de begge arbejdede som au pair i London. − Lige nu skal du tage dig af din mand.

− Men hvad gør du så?

− Jeg finder på noget, lovede Elisabeth og stillede sig bagerst i køen. − Jeg er på vej om bord på flyet nu. Lov mig, at du ikke bekymrer dig om mig.

Det gav det sædvanlige sug i maven, da flyets motorer satte i gang på startbanen med fuld kraft.

Elisabeth lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene.

Sallys opkald havde lagt en dæmper på forventningen til den ferie, hun havde glædet sig til i flere uger.

Det var meningen, at hun og Sally skulle tilbringe fire dage sammen i London, før Elisabeth brugte resten af tiden med sin datter.

For knap et år siden var Nanna flyttet til England for at studere på Cambridge Regional College.

Egentlig havde Elisabeth lagt op til at tilbringe hele ferien sammen med Nanna, men den plan var datteren ikke med på.

− Jeg har en stor aflevering, jeg skal have lavet i den uge, mens vi har fri. Du er nødt til at give mig nogle dages ro til at lave den. Derefter kan vi holde ferie sammen.

− O.k., så spørger jeg Sally, om jeg kan besøge hende først, foreslog Elisabeth, og Nanna bakkede hurtigt op om den løsning.

− Super, mor. Jeg glæder mig til at se dig.

Glæden i Nannas stemme skinnede tydeligt igennem og varmede Elisabeths hjerte.

De sidste par år havde været barske for dem begge, og de trængte til at tilbringe tid sammen.

Bare de to.

Som ventet havde det taget hårdt på Nanna at opleve sine forældre blive skilt efter næsten 25 års ægteskab.

Men det var alligevel kommet bag på Elisabeth, at bruddet havde skabt en sårbar afstand mellem dem.

Det føltes, som om Nanna stadig havde svært ved at acceptere, at det var hendes mor, der havde bedt som skilsmissen.

Den triste tanke fik Elisabeth til at åbne øjnene og stirre tankefuldt ud af det lille kabinevindue.

Flyet lå nu roligt over skydækket.

Stewardesserne havde rejst sig og gjorde klar til at trille salgsvognen gennem midtergangen.

Det skyede vejr blokerede for udsynet til Nordsøen.

Elisabeth sendte en tavs hilsen til sin eksmand, Carsten, som hun vidste, netop var startet på sin 14-dages turnus på boreplatformen Tyra.

Han elskede sit job som maskinoperatør.

Et job, der i sidste ende havde været med til at drive en kile ind mellem dem.

Gennem årene var det blevet sværere og sværere for hende at acceptere den ensomhed, hun følte i ægteskabet.

Distancen mellem hende og Carsten var især blevet tydeligt, da Nanna tog et år på efterskole.

Før havde de altid talt om, at de skulle ud at opleve verden, når Nanna, som var deres eneste barn, var stor nok til at klare sig selv.

Men Carsten havde mistet lysten til at rejse, og snart indså Elisabeth, at den dag, hun havde higet efter i lang tid, aldrig ville blive en realitet:

Dagen, hvor Carsten ville få et job på fastlandet og tilbringe mere tid sammen med hende.

Et uventet ryk i flyet bragte Elisabeth tilbage til virkeligheden.

Nogle minutters uventet turbulens fulgte, før stewardesserne atter kunne servere drikkevarer.

Den kop kaffe, hun købte, var dampende varm og tiltrængt.

Det var efterhånden lang tid siden, hun havde drukket morgenkaffe i sin nye lejlighed i Esbjerg.

Efter skilsmissen var Carsten blevet boende i huset, og det var hun glad for.

Især for Nannas skyld.

Hendes hyggelige pigeværelse stod klar, når hun havde brug for et sted at bo i Danmark.

Elisabeth smilede for sig selv.

Hun og datteren lignede hinanden, når det gjaldt længslen efter at rejse og tilbringe tid i udlandet.

Forskellen var bare, at Nanna i en ung alder allerede var i gang med at udleve sin drøm.

For Elisabeth var det blot blevet til et halvt år som au pair i London efterfulgt af enkelte charterferier sydpå eller korte weekendophold i europæiske hovedstæder.

Men ønsket om at opleve verden var stadig intakt, og nu kunne hun omsider gøre alvor af sine drømme.

Lige nu måtte hun dog finde en nødløsning efter Sallys opkald.

Skulle hun holde sig til planen og tage toget fra Stansted lufthavn til London?

Hun kunne jo finde et billigt hotelværelse og trave byen tynd, netop som hun havde gjort som ung.

Men … hun bed sig i læben.

Hun havde faktisk meget mere lyst til at se Nanna.

De havde ikke set hinanden, siden de holdt jul sammen, og nu var det sidst i maj måned.

Hun længtes inderligt efter at holde sin elskede datter tæt ind til sig og stryge hånden gennem det lange lyse hår.

Beslutsomt satte hun kaffekoppen fra sig og smilede for sig selv.

Hun ville tage til Cambridge og tilbringe hele sin ferie i universitetsbyen.

Og så måtte hun bare håbe på, at Nanna var kommet så langt med sin opgave, at hun havde lidt ekstra tid til sin mor.

To timer senere befandt hun sig på M11-motorvejen i tæt trafik og i retning af Cambridge.

Bilen, hun havde lejet, var nem at betjene.

Det var også nødvendigt, for det krævede al hendes koncentration at vænne sig til at køre i venstre side af vejen.

Ikke en eneste gang fik hun mulighed for at skæve til mobilen, der lå på passagersædet ved siden af hende.

Hun havde forsøgt at ringe til Nanna fra lufthavnen, men uden held.

− Så må jeg bare overraske hende med at dukke op, mumlede hun for sig selv og blinkede af motorvejen for at køre i retning af Nannas college, som lå placeret i den nordlige del af Cambridge.

Nanna havde været så heldig at finde et ledigt værelse i et hus i nærheden af skolen.

I huset boede allerede to medstuderende, som havde taget godt imod hende.

Elisabeth strakte hals og nåede at få et kort glimt af skolens bygninger, før hun fortsatte ad Kings Hedges Road.

Nysgerrigt studerede hun omgivelserne.

De rødstenede huse med tilsvarende røde tage lå tæt op ad hinanden, og før hun vidste af det, var hun allerede ankommet til den ønskede adresse.

Hun parkerede bilen på en lille flisebelagt plads foran huset og steg ud.

Store buske voksede vildt ved husmuren, og et par potteplanter i hjørnet af forhaven trængte til en kærlig hånd.

Et blik op mod vinduerne afslørede, at gardinerne var trukket for.

Måske lå Nanna stadig og sov, fordi hun havde arbejdet til langt ud på natten med sin opgave?

Det kunne godt ligne hende.

Hun bankede på døren og måtte væbne sig med tålmodighed, før der kom liv inde i huset.

Men det var ikke Nanna, der åbnede.

En ung mørkhåret pige iklædt pyjamas holdt døren på klem og så søvnigt ud på hende.

− Yes?

− Er Nanna hjemme? Jeg er hendes mor.

Pigen rystede på hovedet. − Nej, det er hun ikke. Hun tog hjem til William i går og sagde, at hun først kommer tilbage om fire-fem dage.

− Åh.

Elisabeth lod irriteret en hånd glide gennem sit korte, lyse hår.

Selvfølgelig.

Det burde hun have tænkt på: at Nanna var sammen med sin nye kæreste.

Det var et par måneder siden, hendes datter første gang havde fortalt om William, og de tilbragte naturligt nok meget tid sammen.

− Nanna nævnte godt nok, at hun skulle have besøg af sin mor senere på ugen, fortsatte pigen og skjulte et gab bag hånden.

− Ja, der skete noget uventet, så jeg ændrede planer, forklarede Elisabeth og trippede lettere utålmodigt på stedet. − Men jeg har ikke kunnet få fat i Nanna på mobilen.

Pigen rynkede panden. − Nå, det lyder underligt. Måske er den løbet tør for strøm. Men jeg kan give dig Williams adresse. Han bor i Histon. Det ligger ikke så langt herfra.

Elisabeth lyste op. − Det lyder godt. Tusind tak.

Et kvarter senere befandt Elisabeth sig på en stille villavej, hvor husene igen lå tæt op ad hinanden.

Men her skiftede byggestil og farvevalg fra hus til hus og gjorde kvarteret interessant at køre igennem.

Adressen ledte hende til et hvidt hus i to etager med småsprossede vinduer og et sort tag.

Hun parkerede og fulgte en smal flisebelagt sti op til hoveddøren.

Men denne gang blev der ikke lukket op, da hun trykkede på dørklokken.

Stilheden bag døren fik en bølge af modløshed til at ramme Elisabeth.

Hvor i alverden var Nanna?

Hun trak frustreret mobilen frem og trykkede hendes nummer.

Men igen var det telefonsvareren, hun fik fat i.

− Kan jeg hjælpe dig?

Det gav et sæt i Elisabeth, og hun vendte sig hurtigt om.

En ældre kvinde kom gående ude på fortovet og så nysgerrigt på hende.

− Jeg er nabo og kan måske hjælpe dig.

Elisabeth smilede venligt og skyndte sig at forklare sit ærinde.

− Åh, så du er Nannas mor, udbrød kvinden, som var overraskende velinformeret. − Ja, jeg har hilst på William og Nanna et par gange efterhånden. Men nej, jeg har ikke set dem i dag, men jeg har nu også haft travlt i haven i formiddags. Og hvis jeg ikke skulle skynde mig ud og købe ind, så kunne du vente hos mig, men …

Hendes øjne tindrede af nysgerrighed, og Elisabeth skyndte sig at takke for tilbuddet. − Men jeg klarer mig. Jeg kommer igen senere.

− Ja, gør endelig det. Hvis de stadig ikke er hjemme, så kan du bare ringe på hos mig. Hun pegede på et rødstenet hus skråt over for dem. − Der bor jeg med min mand.

− Tak for det.

Hun nikkede uden at bevæge sig ud af stedet. − Jeg må hellere komme af sted. Håber, det lykkes for dig. Hvis ikke, så plejer Jack at være hjemme omkring sekstiden.

− Jack?

− Ja, ejeren af huset, smilede kvinden og så ud til at ville komme med en lang forklaring, men blev stoppet af en grå bil, der rullede op ved siden af hende. − Nå, der kommer min mand. Vi må af sted. Held og lykke med det!

Elisabeth vinkede høfligt farvel til dem og tjekkede derefter tiden på sin mobil.

Klokken var lidt over tre om eftermiddagen, så hun havde nogle timer at slå ihjel.

På himlen var de grå skyer blevet fortrængt af solen, og hun trak hurtigt jakken af, mens hun spekulerede på, om hun skulle forsøge at ringe til Nanna igen.

Nej, besluttede hun.

Hun havde jo allerede indtalt en besked og bedt datteren ringe tilbage.

Alt for mange ubesvarede opkald ville virke for voldsomt.

− Hun er i gode hænder hos William, forsikrede hun sig selv og huskede de gange, Nanna begejstret havde fortalt om den unge mand, hun havde mødt på en pub en sen aften.

Han var midt i 20’erne og var netop startet som IT-konsulent i et større firma.

− Du skal møde ham, når du kommer til England. Han er verdens dejligste fyr, havde Nanna erklæret så sent som for et par dage siden.

Elisabeth smilede for sig selv.

Mon den store afleveringsopgave var lidt af en undskyldning for at få mulighed for at tilbringe mere tid med William?

Før moren kom og forstyrrede?

I det samme begyndte hendes mave at knurre højlydt.

Det var vist på høje tide, at hun fik noget at spise.

Valget faldt på Rose & Crown-pubben, der med sin traditionelle engelske facade og det farverige interiør havde sin helt egen charme.

Elisabeth satte sig ved et bord i hjørnet tæt ved pejsen.

Her havde hun frit udsyn til baren, hvor flere af de lokale stamkunder venligt nikkede til hende.

Fra menukortet valgte hun en tunsandwich med salat og chips og en kold cola.

Imens hun ventede på maden, svarede hun på en bekymret sms fra Sally.

Hendes mand skulle blive på hospitalet natten over på grund af den voldsomme hjernerystelse.

Tænk ikke på mig, kære Sally. Jeg er taget til Cambridge og besøger min datter. God bedring til Henry!

Hun trykkede SEND og lagde derefter mobilen på bordet foran sig.

Hvor ville hun dog ønske, at Nanna snart gav lyd fra sig.

Efter frokosten på pubben kørte hun lidt rundt i området.

Hun passerede flere små Bed & Breakfast, og hun spekulerede på, om hun skulle booke et værelse med det samme.

Men så skubbede hun tanken fra sig.

Først ville hun tale med Nanna og finde ud af, hvor meget tid de kunne få sammen.

Måske var der tid til at tage til London et par dage.

Kort før klokken 18 satte Elisabeth kurs mod Williams adresse igen.

Der var stadig intet livstegn fra Nanna, og nu havde bekymringen bidt sig fast.

Det lignede ikke Nanna at være så lang tid om at svare.

Med utålmodige skridt bevægede hun sig op ad havegangen og trykkede hårdt på dørklokken.

Bare Nanna dog var i huset.

Det var næsten ikke til at holde ud at befinde sig så tæt på hende her i England og så ikke kunne komme i kontakt med hende.

Hun sukkede lettet, da hun hørte skridt indenfor.

− Ja?

En høj mand åbnede døren og så venligt på hende.

En nydelig mand fløj det igennem hende, da hun lagde nakken tilbage for at møde hans blik.

De blå øjne omgivet af små smilerynker og hans gråsprængte kortklippede hår afslørede, at han var omkring hendes alder.

Det måtte være Jack, fløj det igennem hende.

Williams far.

Hurtigt præsenterede hun sig selv og forklarede sit ærinde. − Jeg fik at vide af Nannas værelseskammerat, at hun tog herhen med William i går, sagde hun.

En dyb rynke formede sig i mandens pande, mens hun talte.

− Så du er Nannas mor?

Hun nikkede og undrede sig over hans forvirrede ansigtsudtryk.

− Men jeg forstår ikke, sagde han og rystede på hovedet. − Hverken hun eller William er hjemme. Har din datter ikke fortalt dig, at de besluttede sig for at tage til Skotland nogle dage, før du skulle komme?

− Skotland?

Nu var det Elisabeths tur til at stirre forundret på ham. − Er de i Skotland?

− Ja, de kørte i morges. Nanna nævnte, at de nok skulle være tilbage, når du kom til Cambridge.

− Åh nej, sikke et rod, udbrød Elisabeth og følte sig med ét meget træt.

I korte træk forklarede hun, hvorfor hun var kommet fire dage tidligere end planlagt.

− Jeg ville overraske hende, da jeg ikke kunne være hos min veninde. Jeg vidste ikke, at de unge ville tage til Skotland.

− Nej, men det var også en impulsiv beslutning fra deres side.

Elisabeth sukkede. − Det var ærgerligt. Jeg havde sådan glædet mig til at se hende.

De blå øjne glimtede af medfølelse. − Ja, det kan jeg godt forstå. Men kom endelig indenfor. Jeg kan i det mindste byde dig på en kop te eller kaffe.

Elisabeth lænede sig udmattet tilbage i sofaen.

Dagen havde udviklet sig helt anderledes, end hun havde forestillet sig.

Sallys mand lå på hospitalet.

Nanna var smuttet til Skotland med sin kæreste.

Og hun befandt sig i Histon hos en mand, hun knap kendte.

Lige nu var han i køkkenet for at lave en kande kaffe til dem.

Han havde præsenteret sig som Jack Roberts og måtte være Williams far.

Men hvad med moren?

Var de ikke sammen længere?

Elisabeth forsøgte at huske, hvad Nanna havde fortalt om Jack, men intet dukkede op.

Øv! Hvorfor havde hun ikke været mere nysgerrig og spurgt ind til Williams familie?

Det gav et sæt i hende, da mobilen pludselig gav lyd fra sig.

Lettelsen strømmede igennem hende, da hun så, at det var Nanna, der ringede.

− Nanna, min skat. Omsider ringer du.

− Ja, mor. Undskyld, jeg fik først din besked nu. Er du virkelig i Cambridge lige nu? Vi skulle jo først ses om fire dage.

Åh, hvor var det skønt at høre den lyse, elskede stemme.

Al bekymring smeltede som sne på en forårsdag.

− Ja, det ved jeg godt, sagde hun undskyldende. − Men det er en længere historie. Lige nu er jeg hos Jack, og han har fortalt mig, at du er i Skotland med William.

Hun var nødt til at presse mobilen tæt ind til øret, for der var en del baggrundsstøj, og Nannas stemme blev utydelig.

− Du er hos Jack nu? Nanna lød chokeret.

− Ja, det er jeg. Jeg sidder i hans stue, og …

Hun stoppede brat.

Baggrundsstøjen gik nu tydeligt igennem.

Det lød, som om Nanna stod i en lufthavn.

En kvinde talte højt og hurtigt i en højtaler og på et sprog, der grangiveligt lignede græsk.

− Nanna. Hvad sker der? Hvor i alverden er du?

Der kom intet svar, og Elisabeth knugede hårdt om mobilen. − Nanna, fortæl mig sandheden. For det lyder ikke, som om du er i Skotland. Det lyder, som om du befinder dig i en græsk lufthavn. Hvad i alverden foregår der?

− Åh, mor, udbrød Nanna brødebetynget. − Jeg hader at lyve over for dig. Men hvis jeg røber, hvor vi er, så må du love mig, at du ikke siger noget til Jack. Det er vigtigt. Lov mig det.

Det isnede ned ad Elisabeths ryg. − Selvfølgelig siger jeg ikke noget, hvis det er, hvad du ønsker. Det lover jeg dig.

− Tak, mor. Nannas stemme var så lav, at Elisabeth måtte anstrenge sig for at høre den.

− William og jeg er lige ankommet til Grækenland. Det var derfor, du ikke kunne komme i kontakt med mig. For vi har siddet i et fly de sidste mange timer. Men jeg har det godt, så du skal ikke bekymre dig. Og sig ikke noget til Jack. Han tror på, at vi er i Skotland, og det skal han blive ved med.

Fortsættes d. 07. februar.