Filminstruktør Charlotte Brodthagen: Min mor forærede mig sin gravsten

Filmen på det store biograflærred har været i gang i få minutter, da en blank, rødbrun sten med bløde kanter og fine linjer kommer i fokus. Karakteren Christel, som er uhelbredeligt syg med modermærkekræft, har selv udvalgt, købt og fået leveret den gravsten, der indenfor kort tid skal bære hendes navn.

Christels datter, Luis, har ærlig talt svært ved at finde den rigtige grimasse, og det kan man jo godt forstå, den absurde situation taget i betragtning. Faktisk er det en nærliggende tanke, at ”den slags” er sådan noget, der kun sker på film og ingen andre steder. Men her tager du i så fald fejl.

– Den scene er taget direkte ud af mit eget liv. Da jeg fyldte 29 år, forærede min mor mig nogle høretelefoner og en gravsten. Sin egen gravsten. Jeg blev helt paf og vidste ikke, om jeg skulle grine og græde, men jeg endte vist med at grine.

I dag, fem år senere, mindes virkelighedens datter fortsat seancen med et grin. Erindringen tilhører 34-årige Charlotte Brodthagen, der netop nu er aktuel som instruktør og manuskriptforfatter på biograffilmen ”Ingen kære mor”.

– Efterfølgende forstod jeg fuldstændig min mors intention med den gravsten. Hun forsøgte jo at tage en byrde af mine skuldre og gøre nogle ting lettere for mig, og jeg håber, at episoden med gravstenen forstås, som jeg mener den: som en kærlighedserklæring til min mor.

De små svingninger

I ”Ingen kære mor” møder vi tre kvinder fra tre forskellige generationer: en mormor, en mor og en datter spillet af henholdsvis Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg.

Den i dette set up midterste generationsfigur, kræftsyge Christel, har hemmeligholdt diagnosen for sin mor, som hun helt tydeligt har et noget kompliceret forhold til. Det stiller selvsagt datteren og barnebarnet, Luis, i en speciel situation. Ikke desto mindre skal de tre kvinder tilbringe juledagene i familiens sommerhus i hinandens selskab og kun i hinandens selskab.

For faktisk er de tre hovedkarakterer, foruden en meget lille birolle til Søren Malling, filmens eneste karakterer.

– Når vi undervejs i skriveprocessen forsøgte at sætte andre karakterer i spil, var det lidt som en firkant, der skulle passe ned i en trekant. Det ville ikke rigtigt. Og så havde jeg også lyst til virkelig at dyrke deres relationer og alle de små svingninger. Op og ned, lidt tættere på hinanden og lidt væk igen.

Mor i øjenhøjde

Med en dirigents præcision fører Charlotte hænder og fingerspidser gennem rummet omkring sig, mens hun fortæller. Noget, hun i øvrigt har arvet fra sin mor, fortæller hun.

Selv om historien langt fra er en direkte spejling af hendes eget liv, er mange af de følelser, tanker og refleksioner erfaringer, hun selv gjorde sig, da hendes egen mor for seks år siden blev diagnosticeret med uhelbredelig kræft.

– Der er helt klart noget ordentlighed og forberedelse i Christel, som jeg har taget direkte fra min mor, men også en hel masse omsorg. Filmen handler jo også om, hvordan vi altid er noget i kraft af og på trods af det, vi kommer fra. Min mor har altid været mor med stort M og gjort sig umage for at være i øjenhøjde med mig.

Hvad laver jeg her?

Interessen for film tilskriver Charlotte sin farmor, der gennem Charlottes opvækst så masser af film med hende. Samtidig har det at skrive og formidle været en central del af Charlotte, så længe hun kan huske, men i mange år besad hun også et udpræget showgen.

I en hjemmegjort cirkusforestilling udfyldte hun både rollen som sprechstallmeister, linedanser og elefant, ligesom amatørteater prægede hendes liv. Dengang var Charlotte sikker på, hun skulle være en af to ting; skuespiller eller folkeskolelærer.

– Man kan sige, at begge dele handler om at fremføre nogle budskaber. Men på amatørteatret blev jeg lige så stille nysgerrig på formidlingens nuancer: Hvordan kommer vi til at spille godt? Hvordan får vi historien frem? Og hvad med lyset? Detaljerne optog mig, så det var jeg nødt til at prøve af.

Som 25-årig blev Charlotte optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinje, og fire år senere var hun instruktør. Det var undervejs i det forløb, Charlottes mor fik sin diagnose, og det fik for en stund datteren til at tvivle.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvad i alverden jeg lavede her? Skulle jeg i virkeligheden noget andet og mere? Burde jeg bruge min tid bedre? Få nogle børn, dyrke mine relationer i stedet for at gå rundt og tro, at jeg var i gang med noget vigtigt.

En mor til mor

Det er seks år siden nu, og i dag har Charlottes mor det så godt, at hun kan passe sit arbejde som regnskabschef. Sygdommen er der stadig, men den har i lang tid været stabil.

I ”Ingen kære mor” er mormoren, i skikkelse af Birthe Neumann, central. Egentlig er hun slet ikke inviteret med til jul i sommerhuset, men barnebarnet Luis hidkalder hende i et håb om, at mor og datter kan genfinde hinanden, før det er for sent.

Selv har Charlotte aldrig kendt sin mormor, som døde, da hun var spæd.

– Det var faktisk noget, der fyldte i mig, da min mor blev syg. Jeg undte hende virkelig at have sin mor hos sig, for jeg forestillede mig, at det kunne være så enormt værdifuldt for hende netop nu. Jeg ved jo, hvad en mor kan give, og den omsorg ønskede jeg for min mor.

I begyndelsen var Charlotte overbevist om, at ønsket om en mormor udelukkende handlede om hendes mors bedste, men med tiden har hun indset, at det i mindst lige så høj grad handlede om, at hun ville ønske, der var et ekstra menneske til sin mor. Et menneske, der kender hende, som mor og datter kender hinanden.

– Jeg vil så gerne passe på min mor og være god og ordentlig og gøre alt det rigtige, men det er svært. Og sommetider også lidt uoverskueligt.

Hyggens pres

For knap tre år siden blev Charlotte selv mor til en lille datter, Oda, og det har kun bragt hende tættere på sin egen mor.

– Jeg tror, jeg forstår hende bedre nu. I forhold til hendes sygdom betyder det selvfølgelig alt, at hun nåede at blive mormor. Selv om hun forhåbentlig er her mange år endnu.

Fortællingen om båndet mellem mor og datter og om, hvordan sygdom kan påvirke vores nære relationer, kunne i teorien foregå til en hvilken som helst højtid eller mærkedag. Alligevel er det ikke tilfældigt, at valget, godt nok efter et stykke tid, faldt på netop julen.

– Julen har noget, der river i en anden retning end selve grundproblematikken i karaktererne. De er i sorg og konflikt, men samtidig befinder de sig midt i højtidernes højtid, hvor der er et massivt pres: Vi skal for alt i verden hygge os, uagtet om vi er i sorg eller ej.

En præmis, der udfordrer karaktererne, der hver især kæmper med sin egen individuelle sorg; sorgen over at skulle dø, sorgen over at skulle miste sin mor og sorgen over at skulle miste sin datter.

– Ja, for hvem har mest ret til sorgen? Og hvordan rummer vi hinandens? Det føles unfair at sige, at min mor og jeg er blevet tættere af hendes sygdom, for vi var tætte før. Men da hun blev syg, stod vi pludselig i en underlig situation, hvor vi kun kunne se vores egne næsetipper og fik sværere ved at forstå hinanden. Vejen ud af det har fået vores relation til at vokse.

– Det er det, elementet med gravstenen kan. Den gestus, om man vil, viser så fint, at der er forskellige måder at være i det rum, der hedder sorg og sygdom, på. Den er et billede på, at det kan være svært at se hinandens intentioner. For sorg får os til at værdsætte hinanden og alt det gode, men den kan virkelig også få de værste sider frem.