Først nu tør vi tro på det

Martin husker stadig tydeligt telefonsamtalen, han havde med sin kone, Ida, for fem år siden. Han var på arbejde og kunne på ingen måde forstå, hvad det var, Ida lige havde sagt i den anden ene af røret.

– Der er tre, gentog hun, mens tankerne stak fuldstændig af hos Martin. Parret var allerede forældre til tre, og denne ”svipser”, skulle så være deres fjerde barn. Ida var selv taget af sted til scanningen. Hun havde jo prøvet det før – Martin set det før – så de havde været helt enige om, at hun tog af sted alene.

Ingen af dem havde dog regnet med eller haft fantasi til at forestille sig, at scanningen ville afsløre tre små hjerteblink.

– Jeg var helt rundt på gulvet, og mine kolleger spurgte jo bekymret, om der var sket noget. Ja, jeg skal have trillinger, svarede jeg. Jeg kan huske, at jeg simpelt hen måtte lægge mig ned på gulvet, fordi det kørte rundt, fortæller Martin.

Nu er det blevet lettere

I dag kender mange tv-seere 36-årige Ida og 44-årige Martin Christensen. For deres familieliv er gennem tre sæsoner på DR blevet skildret på godt og ondt i programmet “Tillykke, I skal have trillinger!“. Om der kommer en fjerde sæson, ved familien ikke endnu, men det bliver som altid børneflokken på seks derhjemme, der kommer til at afgøre det. For i den store, gamle villa i svinget i Nørre Søby på Midtfyn foregår familielivet på børnenes præmisser.

Alle de forestillinger om fremtiden, som Ida og Martin gjorde sig for 15 år siden, da de besluttede sig for at blive kærester, er skrinlagte. Karriere, eget hus og udlandsrejser er forvandlet til en storfamilie, hvor Ida, der er uddannet bogholder, er hjemmepasser, og Martin arbejder på deltid i et call-center.

– Vores liv ser anderledes ud, end vi havde forestillet os. Men vi ville ikke bytte det for noget andet. Man bliver klogere, når man bliver forælder, og indser, at det vigtigste er, at ens børn bare har det godt og trives, siger Ida og åbner en banan for 4-årige Kendra, læser en brugsanvisning til et kreativt armbånd for 8-årige Bianca og samtidig beder 7-årige Gabriel passe på med det gigantiske tårn af Duplo-klodser, han er ved at bygge midt på stuegulvet.

Det kræver en vis portion overskud og overblik at være mor og far til seks i alderen fire til 11 år. Men både Ida og Martin kan mærke, at det er blevet nemmere i takt med, at børnene bliver ældre.

– Heldigvis glemmer man lidt, HVOR hårdt og presset det har været. I dag er det næsten svært at forstå, at vi i så lang tid har levet på minimalt søvn og mad på grund tidsmangel. Martin og jeg havde måske én rigtig samtale én gang om ugen – hvis ikke hver anden – fordi der aldrig var tid til det. Sådan er det ikke længere, smiler Ida.

For det var ikke den nemmeste begyndelse på livet, Kendra, Scarlett og Eleanor fik. Trillingerne blev født tre måneder for tidligt, og inden for det første døgn fik Scarlett en hjerneblødning og svævede mellem liv og død. Lykkeligvis klarede hun den, dog ikke uden mén, men med spasticitet i sin ene arm.

Længe troede og håbede Ida og Martin, at hendes søskende ”blot” var bagud motorisk, men inden de var fyldt to, var alle tre diagnosticeret med cerebral parese, der dækker over en række motoriske handicap.

Det har betydet – og gør det stadig – at særligt Ida med støtte fra en fysioterapeut og en ergoterapeut har trænet med pigerne derhjemme hver eneste dag for at forbedre deres motorik. Og de er kommet så langt, pigerne. De løber rundt i stuerne. Tumler med deres søskende og leger med klodserne, der ligger spredt, mens Ida og Martin holder en kaffepause ved sofa-bordet.

– Vi turde længe ikke tro på det, men de skal faktisk begynde i skole næste år. Og de glæder sig.

Martin kan slet ikke skjule stoltheden, Ida er med ham. For det betyder, at den indsats, de har gjort, er lykkedes, og at deres piger er klar på lige fod med deres jævnaldrende.

Følelser har der været mange af, og især Ida har haft svært ved at turde tro på det – eller på noget. Det var faktisk først, da pigernes fjerde fødselsdagslys blev sat i lagkagen, at Ida følte, at den indre uro, der var fulgt med siden trillingefødslen, forsvandt.

En konstant angst for at miste dem eller en af dem ulmede, og Ida har kæmpet med den lige siden, forsøgt at tackle den selv og lænet sig op ad Martin, der altid har haft en smittende ro og tålmodighed.

Bekymringerne fyldte

– Jeg har virkelig haft det svært med det. Særligt når de blev syge, så fyldte bekymringerne alt. De var så skrøbelige. Men nu er vi der, hvor jeg føler, at jeg kan slappe af i det. Nu tror vi på, at de nok skal klare sig, siger Ida ærligt.

Til maj fylder Scarlett, Kendra og Eleanor fem år, og de er vurderet skoleparate og begynder i førskole næste år, når de fylder seks. Det er ikke kun nyt for pigerne at skulle have en dagligdag uden deres mor og far. Det bliver også en ny begyndelse for Ida og Martin.

– Det bliver da megafedt, griner Ida.

Hun har planer om at hellige sig den webshop, hun og Martin startede op under coronanedlukningen. Alfer og Trolde hedder den, og her sælger de blandt andet bæredygtigt, miljøvenligt og økologisk legetøj og plejeprodukter for mor og barn.

– Det bliver noget helt andet at få tid til et arbejde. For jeg indrømmer da gerne, at jeg godt kan savne at sidde på et kontor med en kop kaffe, høre noget musik og lave en bankafstemning. Men omvendt har vi jo hjemmepasset vores børn, fordi vi har troet på, at pigerne ville komme længere herhjemme frem for i en institution, hvor der måske ikke hver dag er de samme ressourcer. Så kan det godt være, at vi ikke har økonomi til at købe en hel masse sjove ting, når vi har så mange børn. Men vi vil hellere leve sparsommeligt og så give vores børn det, vi kan give dem. Tid! siger Ida, hvilket får Martin til at tilføje:

– Og så skal man huske, at alt bare er en fase. Særligt når det hele er lidt op ad bakke, er det godt at minde sig selv om det.