Der sidder en mand ved et vindue. Morgenkaffen er drukket. Henry Sørensen har taget plads i den gode stol med strikkepinde nummer 4 og et garnnøgle. Fjernsynet er tændt, så han kan se ”Go’morgen Danmark”.
Han er 93 år og strikker. Hver dag strikker han omtrent 45 cm, der skal blive til et tæppe til de fattige mennesker i Bangladesh eller andre steder, der ligger langt væk fra hans hjem Sjørup ved Viborg.
Han strikker kun ret, for det der med vrang er ikke hans spidskompetence, eller som han selv siger: – Æ regner ik’ det vrangvæsen.
Ude i køkkenet skramler Anna med kopperne i vasken. Hun har meget andet at se til i huset end at sidde og strikke, siger hun. Men når Henry sidder med pindene og garnet, ved hun da, hvor hun har ham.
Læs også: På sommerferie med Røde Kors ungdomslejr
Har strikket 30 tæpper
Og det kan sagtens være nødvendigt at vide. Man skulle tro, Henry var blevet gammel nok til at sidde i en god stol og slappe lidt af, men han har det ikke godt, hvis han skal sidde til pynt. Derfor strikker han – han gerne vil være til gavn for andre.
Der skal være fem stykker a en meter i længden og 20 cm i bredden. Når der er det, bliver de sat sammen, og så er det et færdigt tæppe, som bliver sendt til Røde Kors, som så sender det, og mange som det, videre ud i verden.
Henry har allerede strikket cirka 30 tæpper. Anna strikker også, men hun strikker ikke lige så mange.
– Hun strikker pænere end mig, siger Henry storsindet. Og Anna er ikke uenig.
– Nej, det er ikke mig, der har lært ham at strikke, siger hun. – Det er en af de gamle damer på plejecentret.
Anna er 88 år, men hun og Henry er da ikke blevet så ringe endnu, at de ikke kan passe deres eget hus. Små 140 kvm og så have til – det skulle vel nok være til at overkomme, når man før har haft egen manufakturhandel og stort hus i flere etager, mener hun. Anna og Henrys problem er nærmere, at tiden næsten går for stærkt for dem.
Læs også: Familie Journal deltog: Kom med til garnbanko
Faders vilje
De har fejret guld- og krondiamantbryllup. Det næste store er jernbrylluppet om tre år. Foreløbig har de været gift i 67 år, og i Henrys øjne har han stadig den kønneste kone, som han var så heldig at få fat i i 1951 til en fest i Skive. Det var dengang, Anna og Henry var unge og havde endnu flere kræfter.
– Jeg kommer fra et landbrug, hvor vi var mange søskende, og det var min far, der bestemte. Jeg ville gerne have noget med handel at gøre, men min far mente, det var en skidt idé. Han sagde, at jeg kunne komme i lære som slagter og blive hjemmeslagter, for så kunne jeg samtidig hjælpe til hjemme på gården, og så blev det sådan, fortæller Henry.
Men det må næsten have været sidste gang, Henry rettede sig efter andre end Anna. Fra det øjeblik de to fandt hinanden, lagde de planer om et liv uden for landbruget. Det skulle gerne være noget med handel.
Det endte med, at de fik stablet en manufakturforretning på benene, selv om Henrys far drillende sagde, at hans søn nu gik rundt og snød ordentlige mennesker. Det er ikke for meget sagt, at Henrys far ikke var glad for handelsfolk.
Læs også: Pia strikker brystproteser til kvinder i Danmark
Slut med malerier
Det blev til mange gode år med forretning, tre børn og mange børnebørn. Anna og Henry var sammen om det hele. Også da de lukkede forretningen i 1985 og gik på pension.
De nye tider havde indhentet manufakturhandlen. Fabrikkerne i Kina kunne sælge det hele for det halve af, hvad det kostede i en manufakturforretning.
– Nu har vi haft 30-års jubilæum som pensionister, siger Henry. I de første år, efter vi solgte forretningen, rejste vi ud og så verden, for det havde vi aldrig haft tid til, men bagefter måtte jeg finde på noget at lave.
- Det var dengang, jeg begyndte at male. Jeg begyndte med at lave noget almuemaling på nogle møbler, og så fortsatte jeg med at lave malerier, indtil vi ikke kunne have flere i huset. Det sagde Anna i hvert fald, siger Henry.
Anna nikker bestemt fra dybet af sin lænestol, og der er da også en del malerier og almuemøbler i stuen. Smukke og fine ting, men nok er nok, som Anna siger.
Læs også: 93-årige Tove driver eget museum: Jeg kan ikke lade være med at arbejde
Nu med hæklenål
– Henry kan lave lige det, han vil, siger Anna. Ikke uden stolthed, for det er nu rart med en mand, der ikke lader alderen bestemme.
Faktisk er det også ham, der står for den hjemmebagte kringle til eftermiddagskaffen denne eftermiddag. Det var noget, han lærte, da han gik til madlavning for finere mænd, som Anna kalder det.
Henry kan ikke længere rende så hurtigt rundt, som han kunne før, konstaterer han selv. Ikke fordi de er kede af det, eller fordi alderen som sådan trykker dem. De besøger de ældre på det nærliggende plejecenter, de følger med i nyhederne og besøger både børn og børnebørn. De har haft sygdomme, men det er ikke noget, de tænker meget over.
– Det er ikke noget at snakke om. Vi har det hele: kunstige tænder, pacemaker og høreapparater, men vi kan klare os selv, og det skulle vi gerne blive ved med at kunne, siger Anna bestemt.
For de to har stadig planer.
– Henry skal have lært at strikke vrang, og han skal også selv kunne skifte farve, så jeg ikke skal rende omkring ham hele tiden, siger Anna, mens Henry siger, at det nu ikke var hans plan. Han vil hellere lære at hækle.
Så bliver det nok sådan, for man er vel herre i sit eget hus, som Henry siger, og så længe der er garn nok, ved Anna jo også, hvor hun har sin mand.
