■ Hanne Kjær Sørensen er ikke en kvinde, man løber om hjørner med. Det gør man bare ikke med seje, vestjyske kvinder, og slet ikke med Hanne, der har slidt hele livet som sygehjælper, kontordame og medhjælpende hustru på en lille gård uden for Viborg.
Hun er en kvinde, der nok ved, hvad hun mener, og ikke lægger skjul på det – og de gange, der er nogen, der har set hende græde, så ved de, at der var en grund til det.
Hun græd den dag, hun fik at vide, hun havde tør AMD. Øjenlægen sagde til hende, at hun snart ikke ville kunne se ret meget. I værste fald ville hun blive blind.
– Da jeg kom hjem, samlede jeg vores tre børn og min mand, Per, og fortalte dem, hvad øjenlægen havde sagt. Jeg fik også sagt, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg kun havde nået at se ét eneste barnebarn. Jeg var så ked af det og vred, for jeg var slet ikke klar til at finde mig i, at jeg snart ikke ville kunne se noget mere. Så græd vi alle sammen, men da det var gjort, tørrede jeg mine øjne og fortalte familien, at nu måtte det være slut med at græde. Nu ville jeg bare nå at se alt, hvad jeg kunne, inden det blev helt galt med mit syn.
Pletter for øjnene
Det var allerede begyndt i 2010. Det var, som om Hanne kunne se pletter alle vegne.
Hun blev undersøgt i januar 2012, og det var øjenlægen, der fortalte hende, at hun havde den frygtede øjensygdom, tør AMD. Det er en sygdom, der som regel kun rammer mennesker over 60 år. Der er ikke nogen behandling for sygdommen, og det ender med, at patienten bliver næsten blind.
Da Hanne fik diagnosen, var hun kun 51 år , og hendes lidenskab er at sy – og det er vel at mærke ikke store korssting på en printet dug. Hanne kan kunsten at sy ”black stitches” og andre slags teknikker, der ville gøre enhver håndarbejdslærer lykkelig. Problemet er, at det kræver temmelig gode øjne – og det havde Hanne ikke mere.
De næste to år gik Hanne til kontrolscanninger hos øjenlægen, og det var rigtig nok. Synet blev værre og værre. I januar 2014 hørte hun tilfældigt i tv, at Thomas Borgå i AkupunkturHuset i Skive søgte deltagere til en undersøgelse af, hvordan akupunktur hjalp på tør AMD, og Hanne meldte sig omgående til. Det kunne jo aldrig skade at forsøge med akupunktur, tænkte hun.
Og det virkede. Efter et stykke tid syntes Hanne selv, at hun så bedre – og vestjyder overdriver som bekendt ikke. Målingerne viste det også, så Hanne besluttede sig for at fortsætte behandlingen, efter at det halve år var gået.
Fejldiagnose
Hanne glædede sig over sine fremskridt, men lagde ikke mærke til, at hun pludselig ikke længere havde brug for hjælp, når hun skulle træde symaskinenålen. Hun tænkte heller ikke nærmere over, at hun faktisk var begyndt at sy småbitte sting igen. Hun vidste jo godt, hun havde forbedret sine øjne, men alligevel kom det som et chok for hende, da hun kom til øjenlægen igen i starten af 2016.
Han scannede og undersøgte mig, og så meddelte han mig, at der overhovedet ikke var spor af AMD. Slet ikke. Jeg havde aldrig haft AMD – det var bare en fejldiagnose, for min øjne fejlede overhovedet intet.
Selv om hun var lykkelig over, at hun intet fejlede, ville hun ikke finde sig i, at hun skulle være offer for en fejldiagnose. De første scanninger fra optometristen viste, at der havde været AMD på øjnene. Hanne bestilte en ny test, og den viste helt klart: Hanne var kureret for AMD.
Jeg bestemmer selv
– Jeg havde fået at vide, at AMD er uhelbredelig. At det kun kan gå en vej, og at det ender med, at man stort set bliver blind. Det var en tilfældighed, at jeg hørte om, at akupunktur var en mulighed.
Jeg kan blive rasende over, at de her specialister ikke fortæller patienterne, hvilke muligheder for behandling der findes. Et er, at de ikke selv tror på akupunktur, noget andet er, at vi er voksne mennesker, der gerne selv vil bestemme, hvad vi vil bruge vores penge til. Og hvis jeg kan se igen, er det alle pengene værd, siger Hanne.
