Her styrer Ella – næsten

Onsdag, 17. februar 2021
Greta Johannsen
Katte vil gerne bestemme. Det ved alle, der har kat. Her kan du læse om katten Ella, der er af en særlig fin race. Hun er meget bestemt – og Sigurds sødeste kæledyr.

Der bor en bengaler i Møgeltønder. Hun hedder Ella og er en smuk og fornem kat, en rigtig bengaler. Racen er resultatet af en vellykket krydsning mellem en sort tamkat og en vild asiatisk leopard. Det betyder, at Ella er en stor kat, men slank og langbenet som en fotomodel. Hendes pels er også speciel: På kroppen har hun cirkelrunde pletter, mens benene er stribede. Var hun et menneske, ville hun være en højtbetalt fotomodel, men nu er hun altså en kat på otte år og bedsteven med drengen Sigurd, der også er otte år.

I Ellas verden er det mest hende, der bestemmer. I hendes hus på en stille vej i Møgeltønder bor mor og far, Lene og André Thorup, og Sigurd, som hun er vokset op med. Der bor også en anden kat, Mathilde, som er en almindelig huskat – og såmænd flink nok, synes Ella. Mathilde må gerne gå ud og fange alle de mus, hun har lyst til, på marken, men Ella er en indekat, og det vil hun også helst være, for hvem skulle ellers holde øje med, at alt går rigtigt for sig hos familien?

Læs også om kæledyrskonkurrencen

– Ella var killing, da jeg blev født, og min far og mor siger, at hun altid angreb mine tæer dengang. Hun troede måske, det var mus? siger Sigurd.

Ella ser stærkt på sin bedste ven. Det er ikke noget, man taler om så længe efter, mener hun nok, for vi gjorde vel alle noget skørt, da vi var killinger og babyer.

– Nu laver hun lektier sammen med mig eller sidder ved siden af, når jeg leger med Lego. Når jeg kommer fra skole, kommer hun hen til mig og ”snakker” en hel masse, for hun elsker at ”snakke” og være sammen. Ella er nok min bedste ven, fortæller Sigurd.

De to har dog også været på kant – f.eks. da Ella bed hovedet af en af Sigurds dinosaurer, mens han ikke var hjemme.

Bengalere er meget sociale katte, der gerne vil ”snakke” meget med deres mennesker, men de er også nervøse katte, der ikke er vilde med forandringer og helst lige skal se tingene an en ekstra gang.

Vækker sin madmor

– Ella brød sig ikke om at være alene hjemme, da hun var lille, så hun gik ind på Sigurds værelse og tog en af hans bamser, så hun havde en at lege med, husker André, Sigurds far.

Ella kan bedst lide, når alt er, som det plejer, så når hun skal til dyrlæge, er det ikke godvilligt, hun kommer ind i transportkassen. Det kræver handsker og en masse tålmodighed.

Om morgenen vækker Ella sin madmor, Lene, med bestemte krads på dynen og forsøger også at trække dynen væk med poten. Og hun bliver ved, til madmor står op. Der er ingen grund til at sove længere end til klokken 6.30, når man har en kat, der gerne vil have mad til tiden alle ugens dage. Madskålen skal være fuld, og vandet skal drikkes direkte fra vandhanen, og får hun sin vilje på det punkt, er hun en god og mild kat – det meste af dagen.

Læs også om katte

Når familien går på arbejde og i skole, går Mathilde på eventyr udenfor, mens Ella passer på huset. Hun har sin egen bamse, sin legemus, og det vigtigste: En papkasse, som hun kan sove i, og hvor hun kan gemme sig og holde øje med alt og alle.

Det bedste tidspunkt er, når Sigurd kommer hjem fra verden udenfor: Så skal der leges, væltes Legoborge, tastes med poten på skolebøgerne og til sidst: Når Sigurd skal i seng, løfter han dynen lidt, og på et splitsekund har Ella fundet vej op i hans seng. For rigtige venner sover sammen – i hvert fald når man er Sigurd og Ella.