Husker du Sebastian fra ”Jesus og Josefine”?

Lørdag, 17. december 2022
Af Iben Haahr Berner. Foto: Jacob Ljørring, Rumle Skafte & TV 2.
For snart 20 år siden rullede TV 2’s populære julekalender ”Jesus og Josefine” over skærmene. I en af hovedrollerne, som Jesus, kunne man opleve Sebastian Henry Aagaard-Williams, der med sine brune øjne og mørke krøller smeltede pigehjerter landet over. I dag er han fastansat på Mungo Park Teater, og vi har mødt ham til en snak om vejen dertil.
Sebastian Henry Aagaard-Williams er 34 år og lever i dag af at være skuespiller.

Umiddelbart lå det slet ikke i kortene, at den dengang 13-årige Sebastian Henry Aagaard-Williams skulle medvirke i en landsdækkende julekalender. Tidligere på året deltog han i MGP som en del af det populære boyband B-Boys og blev derigennem kontaktet og spurgt, om han var interesseret i at medvirke i julekalenderen ”Jesus og Josefine”.

– De havde set mig i MGP og tænkte, at jeg passede godt til rollen. Så ringede de og spurgte, om jeg ville komme ind til audition, og så fik jeg rollen, fortæller han.

Sebastian havde ikke de store forventninger til at blive en del af produktionen, men så det som en sjov mulighed og var nysgerrig på at prøve det af.

– Det der med at komme ind i produktionen og se Jerusalem og Nazaret bygget op var helt magisk – og så var det bare virkelig søde mennesker, jeg arbejdede sammen med, fortæller nu 34-årige Sebastian, da Familie Journal møder ham.

Julekalenderen blev et hit, og den fik stor betydning for de medvirkende, der pludselig blev kendte ansigter. Sebastian modtog dagligt opkald fra fans, der desperat prøvede at komme i kontakt med den unge fyr.

– Det var rimelig crazy faktisk. Altså ikke på en dårlig måde, men sådan meget overvældende.

Musikkarriere tog fart

Efter julekalenderen tog hans musikkarriere fart som følge af den store succes, B-Boys havde fået efter deres deltagelse i MGP. Boybandet turnerede i landet og spillede koncerter i alt fra storcentre til festivalpladser med masser af skrigende, dedikerede fans.

– Jeg kan huske, at vi engang måtte evakueres fra en Fona-butik, hvor vi sad og skrev autografer, fordi det hele bare væltede pga. vilde fans. Det var ret vildt.

Det var en helt ny og anderledes verden for unge Sebastian, der heldigvis havde et stærkt bagland, som holdt ham jordbunden.

– Min familie var virkelig gode til bare at tage det stille og roligt. Der var altid fokus på, at det var en hobby – ligesom at andre gik til fodbold. Det tror jeg var rigtig sundt for mig.

Efter nogle hektiske år i B-Boys begyndte Sebastian på sin ungdomsuddannelse. Her blev der i højere grad fokus på venner, fester og kærester. Sebastian havde egentlig slet ikke tænkt på, hvad han ville lave efter gymnasiet, men da han blev kontaktet af Nørrebro Teater, åbnede muligheden for skuespillervejen sig igen.

– To uger inden, jeg stoppede på gymnasiet, skrev Nørrebro Teater til mig, om jeg kunne tænke mig at komme ind til en audition – og så fik jeg rollen, det var jo bare vildt heldigt, griner han.

Sebastian fik hovedrollen som Mowgli i ”Junglebogen” på Nørrebro Teater, og allerede inden den forestilling sluttede, blev han kontaktet af Folketeatret, der ville have ham til audition på ”Skatteøen”.

Sebastian var ikke i tvivl. Han var for alvor begyndt at få øjnene op for teaterverdenen og tøvede ikke et sekund med at sige ja, da han fik tilbudt rollen som Jim Hawkins i ”Skatteøen”.

– Den der oplevelse af at komme ind i teaterverdenen og få følelsen af at løfte i flok og være med til at skabe hele det her univers og denne her fortælling, det fangede mig meget.

Drøm gik i opfyldelse

Sebastian var ikke længere i tvivl, han ville søge ind på skuespillerskolen. Det var vigtigt for ham – både udadtil, men også over for sig selv at vide, at han havde håndværket i orden. At han ikke kun fik de her tilbud på grund af sit navn eller lykketræf.

Sebastian søgte ind på skuespillerskolen, men det gik ikke så nemt, som han havde håbet. To gange nåede han helt til tredjeprøven, hvilket betyder, at man er blandt de 20 sidste. Men han kom ikke gennem nåleøjet.

– Uha, det var jo forfærdeligt. Man lægger mange kræfter i det, og man begynder da at tænke, er jeg god nok? Det betyder meget at komme ind, og måske det også hæmmer en lidt.

Tredje gang skulle dog vise sig at være lykkens gang, og Sebastian kunne begynde på Statens Teaterskole i 2013.

– Det var helt genialt, men også hårdt på skolen. Nogle gange havde jeg lyst til at rive mit hår ud – men samtidig var det også helt fantastisk, fortæller han.

Sebastian blev færdiguddannet i 2017 og blev derefter tilknyttet Aalborg Teater sammen med nogle af sine bedste venner fra teaterskolen. Her fik han mulighed for at prøve alle de kompetencer af, som han havde tilegnet sig under sin uddannelse.

– Det var så fedt at få prøvet det hele af – en kæmpe legeplads, hvor man bare kunne få lov til at lave alt fra musicals til gamle dramaer med Shakespeare.

Efter fire år i Aalborg begyndte Sebastian at lege med tanken om at vende tilbage til København til familie, kæreste og venner. Imens han stadig var tilknyttet Aalborg Teater, tog han orlov i nogle måneder for at spille en forestilling i Odense.

Her mødte han Anna Malzer, som han kendte fra teaterskolen, og hun gjorde ham opmærksom på, at Mungo Park i Allerød søgte en skuespiller til deres ensemble. Selv om Aalborg-eventyret havde været en fantastisk start på karrieren, var Sebastian klar på nye udfordringer. Han tog han chancen og søgte jobbet.

Mange muligheder

– Det var jo sådan lidt held i uheld, at de havde en, der skulle stoppe på teateret, for det gjorde jo, at muligheden var der for mig, griner han.

Sebastian fik jobbet og rykkede fra Aalborg til hjemstavnen. Som fastansat på Mungo Park er han lige nu aktuel i forestillingen ”At lære at dø”. Forestillingen handler om en klimadepressiv folkeskolelærer, der næsten ikke kan holde angsten tilbage, når hun underviser børnene i emnet. Klimaoptimisten Andreas, som spilles af Sebastian, er til gengæld topmotiveret for at begynde som ansat i Miljøforvaltningen. Forestillingen havde premiere i efteråret og spilles frem til slutningen af marts 2023.

Hvad der skal ske i fremtiden for Sebastian, er slet ikke fastlagt. Han nyder at være i nuet som en del af ensemblet på Mungo Park Teater, men er også åben over for, hvad fremtiden kan byde på.

– På et tidspunkt tænker jeg, at det kunne være sjovt at lave noget uden for Danmark. Min far er amerikaner, så jeg tænker, det ville være ret oplagt at prøve at lavet noget der. Det er det, der er så fedt ved skuespil – der er så mange muligheder, og det vil man jo gerne benytte sig af.

”Jesus og Josefine”

Sendt på TV 2 i 2003. Julekalenderen handler om pigen Josefine, som ikke kan lide jul. Hun møder mystiske Thorsen, som har et krybbespil, der også er en tidsmaskine. Josefine bliver bragt tilbage i tiden til Nazaret, hvor hun støder på Jesus som barn. Besøget bliver til mange, og deres fælles eventyr begynder at rode rundt i historien. Kan de redde julen og kristendommen igen?