Inger har pladen fuld af livsglæde

Vi kan lige så godt sige det, som det er. Inger Brouw i Vildbjerg ved Herning er ikke enig med ”de kloge hoveder i København” om, at der ikke skal spilles banko i Sinding-Ørre Forsamlingshus på grund af risikoen for at blive smittet med corona.

Inger bliver så ilter, at hun sætter koppen så hårdt i bordet, at hunden Chicco vågner og ser opmærksomt op på sin mor, herre og mester. Chicco ved, at Inger har sine meningers mod, og det ved beboerne i Vildbjerg også. De kender Inger rigtig godt, for hun bor i et kvarter, der stort set kun er beboet af mennesker, der er i familie med Inger. Havde det været udlændinge, ville man kalde det en ghetto, som Inger siger. Nu er det bare familie.

Bankobedste hedder hun, men i papirerne står hun som Inger Brouw. Hun har spillet banko i Sinding-Ørre Forsamlingshus i 70 år, og det har hun tænkt sig at blive ved med, men på grund af ”de tossede corona-foranstaltninger” er hun hjemme. I hvert fald noget af tiden. For en tornado kan man ikke holde hjemme. Og ”tornado” kunne være et godt kælenavn til Inger, der fylder 80 år næste gang og dermed bliver voksen, som hun siger.

Læs også om en anden livlig mormor

– Jeg var ni år, da jeg første gang fik lov til at komme med til det, der dengang hed ande- og gåsespil, i forsamlingshuet i Sinding-Ørre. Der lå ænder og gæs i lange rækker på det store bord, og jeg håbede inderligt, at jeg vandt, for det ville være så stort. Siden har jeg været med hver onsdag i alle de år, men jeg har nu aldrig vundet ret meget, fortæller Inger.

Den snart voksne kvinde, kaldet Bedste, går til bankospil hver uge i det samme forsamlingshus med de samme plader og de samme lykkeamuletter. Hun sidder også på samme plads hver gang.

Men hun kan ikke nøjes med at spille, hun har også en lille forretning ved siden af, der hedder Bedstes Banko Biks. Her sælger hun sine hjemmebagte boller med ost eller pølse, et stykke kringle eller vandbakkelser. Hver del koster seks kroner.

Overskuddet fra bankobiksen går til de gamle og til børnene i Sinding-Ørre, når der er en familie, der har brug for lidt hjælp, eller en forening, der trænger til en ny fodbold. For Inger er ikke den, der samler på penge. Hun giver dem hellere ud til dem, der har brug for en håndsrækning, for hun har aldrig glemt, at hun selv kommer fra små kår.

En røgterunge

– Da jeg var lille, blev jeg tit kaldt ”røgterunge”. Min far var korøgter, og det var det laveste, man kunne være. Vi var fem børn og mor og far. Jeg beklagede mig til min far, og han gav mig det gode råd, at jeg skulle slå fra mig – og så gjorde jeg det, siger Inger.

Derfor var der en fræk dreng, der fik en knytnæve lige på sin frække mund, og så var der ro på. Inger skal man ikke kue, for så slår hun fra sig.

Hun gik i skole hver anden dag og gik ud af 6. klasse, fordi hun skulle passe sin lillesøster, men senere fik hun lov til at komme på ungdomsskole. Efter ungdomsskolen mødte hun Jens til en gymnastikopvisning. På en god dag kunne han godt ligne Elvis en lille smule – i hvert fald på hans bakkenbarter. Det blev vejen til Ingers hjerte, for hun er tosset med Elvis.

– Mine forældre fik fjernsyn i 1960, og en dag så jeg Elvis i fjernsynet og blev fuldstændig vild med ham og hans musik. Det var min far så ikke. ”Det bette svin vil jeg ikke se i min stue, fordi han vrikker med numsen,” sagde han.

Det kunne Inger ikke tage sig af. Lige siden dengang har hun elsket Elvis’ musik, hun har en stor samling af Elvis-cd’er og -plader samt en pude med hans portræt. Ringetonen på hendes telefon er selvfølgelig en sang af Elvis. Hun har besøgt Graceland i Randers adskillige gange, men hun ved godt, at hun aldrig når at komme til det rigtige Graceland i USA, for rejsen derover kan ikke betales inden for rammen af en folkepension, og rig blev Inger og Jens aldrig – kun på familie.

– Jens og jeg fik fire børn. Han var kun 44 år, da han fik flere blodpropper, og siden måtte jeg passe ham hjemme, for han kunne ikke længere klare at arbejde. Det gjorde jeg så, for der skulle jo mad på bordet.

Det kom der også. Inger syede og skrev sange for folk, passede børn og alt muligt andet, så hun endte med at få børnene godt i vej med lærepladser og fast arbejde. Hun passede sin mand hjemme indtil for 10 år siden, da Jens måtte flytte på plejehjem. Hver dag kommer han hjem hos Inger, og så sætter hun kaffen over igen. Faktisk må hun have et stort kaffebudget, for der går hele tiden folk ind og ud af hendes hus.

Bedstes bageri

– Jeg står op klokken 5.30. Klokken 6.30 kommer min svigerdatter og får morgenkaffe, inden hun skal på arbejde, og så går jeg i gang med det, jeg skal nå, siger Inger. Man kunne tro, der var grænser for, hvor meget Inger skal nå, når hun nu er 79 år. Men det er bare, fordi man ikke ved bedre.

Inger kører med børn og børnebørn og også gerne et oldebarn. Desuden skal hun jo til banko hver onsdag, og Bedstes Banko Biks passer heller ikke sig selv. Der skal bages boller, tre kringler og 60-70 vandbakkelser fra morgenstunden om onsdagen, så der er nok til alle de sultne og forkælede bankogæster, der venter i forsamlingshuset. Det har hun gjort i foreløbig 22 år, og det ser hun ingen grund til at lave om på.

Køb og salg bliver omhyggeligt ført ind i hendes regnskabsbog, for der må ikke være noget at sætte en finger på hos røgterens Inger. Det sidder nok i hende for altid. At man skal passe sine ting.

Én ting er Inger dog færdig med:

– Der er aldrig nogen, der skal bestemme over mig mere, siger hun med et hvast blik ud i stuen.

Læs også om Aggi og hendes bøger

Børnene syntes, hun skulle slappe lidt mere af, så de forærede hende en otiumstol. Men et menneske som Inger kan jo ikke holde al den afslapning ud, så hun nøjes med at sidde der en halv time ad gangen.

Nu er det hende og Chicco, der styrer i huset. Børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn kommer og går, spiser sig gennem lagre af boller og vandbakkelser og hjælper præcis så meget, som Bedste tillader. Hun roder med computeren, danser til en sjæler med Elvis på grammofonen og ser fodboldkampe sent om aftenen.

Inger lever livet, og nu har hun også medvirket i en udstilling på Nationalmuseet. Ikke på den måde at hun har været placeret i en glasmontre – det ville også være svært – men museet viste indtil udgangen af 2020 en udstilling, der hed ”En skat til Danmark”, og der var Ingers bankoplader udstillet. Hun ryster godt nok lidt på hovedet over at have været med på museet, men medgiver, at banko jo er hendes store lidenskab, så det vil hun da gerne fortsætte med, eller i hvert fald er planen sådan her:

– Jeg fortsætter, til jeg vågner en morgen og er død.

Så har hun heller ikke lovet for meget.