Jane fik en hjerneblødning: Mine børnebørn reddede mig

Blev ramt af en hjerneblødning

Klara og Anton var ganske utilfredse, da de vågnede op en dejlig sommermorgen i juli 2014. Det var sommerferie, de var på ferie hos mormor i Starup, og hun plejede altid at stå op længe før dem. Det var hende, der lavede deres livretter om morgenen, og hun glemte aldrig at stille Nutella-glasset på bordet. Og nu var hun der ikke. Hun var simpelthen ikke stået op. Det er helt utænkeligt, at det kan forekomme, når man kun er 10 og 13 år og vant til at have en mormor, der forguder sine børnebørn.

Mormor var syg

Heldigvis ringede de hjem til deres mor, Rikke, i Haderslev og fortalte om det besyndelige ved denne morgen. Det er derfor, at mormor, Jane Holdt, er i live i dag.

Da hun var gået i seng aftenen før, var hun rask. I nattens løb blev hun ramt af en hjerneblødning og var ikke længere ved bevidsthed, da det blev morgen.

Datteren, Rikke, syntes også, at det, børnene fortalte, var helt usædvanligt, og hun satte sig derfor straks ind i bilen for at køre de 95 km hjem til moderen, for at se hvad der var galt. Derfra blev Jane indlagt på hospitalet, men det så ikke godt ud. Hun havde fået en massiv hjerneblødning, og det skulle vare længe, inden hun kom til bevidsthed igen – og så var hun ikke længere den samme energiske mormor og mor, som hun tidligere havde været.

Fem måneder er væk

Janes held er dog, at hun har handlekraftige børn og børnebørn – og især hendes børn accepterer ikke et nej, når det gælder deres mors ve og vel. De ville have, at Jane skulle have alle tænkelige muligheder for at få et godt liv igen, så de var ved hendes side de næste mange måneder, hun var indlagt.

– Jeg blev syg natten til den 4. juli 2014, og da jeg rigtig kom til mig selv igen, var det november. Jeg kunne simpelthen ikke få ind i mit hoved, at der var forsvundet omkring fem måneder af mit liv – og at der pludselig heller ikke var nogen, der kunne forstå, hvad jeg sagde, husker Jane.

Men det var rigtigt. Jane blev indlagt på Esbjerg Sygehus og senere flyttet til Odense. Den store hjerneblødning kunne heldigvis suges væk, men skaden var allerede sket. Blødningen havde ramt hendes tale og hukommelsen. I november året inden havde hun været på ferie i Gambia med sin veninde. Hun gik på efterløn lige efter og havde glædet sig til alt det, hun nu skulle, for hun var jo kun 65 år – det var jo ingen alder. Sådan tænkte hun i hvert fald, da hun var rask.

Læs også om Martin der fik en hjerneskade

Genoptræning

– Mine tre børn havde talt med lægerne og taget sig af alt, mens jeg var indlagt. Da jeg blev udskrevet fra Odense, var det til et plejehjem i Grindsted. Mine to piger havde holdt møde med lægerne, der havde forklaret dem, at hvis jeg kunne komme til at sidde op i sengen ved egen kraft, ville det være fint. Der var ikke så meget mere, man kunne forvente. På det tidspunkt havde min ene datter selv arbejdet på bo- og rehabiliteringscentret Lunden i Varde, og hun slog i bordet, for hun mente, at jeg bestemt skulle sendes til genoptræning der. Børnene var sikre på, at jeg stadig havde et liv foran mig, selv om jeg nok ikke har virket alt for kvik dengang: Jeg kunne ikke huske noget fra månederne på hospitalet, og de ord, der kom ud af min mund, var der ingen, der kunne forstå. Det var det rene volapyk, men jeg var selv så irriteret over, at folk ikke kunne forstå mig, husker Jane.

En lille bog

Hun kom på Lunden i Varde. Nu skulle hun genoptrænes, men det var ikke alt, hun forstod.

– De kom med en lille bog med billeder af mig selv, og mindst tre gange om dagen læste vi op fra den, og de spurgte mig, hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra. Jeg syntes jo nok, de kunne tage sig lidt sammen og lære at huske, hvad deres beboere hed, men jeg sagde ikke noget. Jeg ville jo ikke være uhøflig. Det var først senere, jeg forstod, at det nok ikke var dem, der glemte ting. Det var faktisk mig, siger Jane.

Mens Jane kæmpede med bogstaver og krykker, tog børnene sig af resten af hendes gamle liv.

Hun havde før talt om at flyttet til Varde, så lejemålet på hendes gamle hus i Starup blev sagt op. Hendes ting blev pakket ned og flyttet ind i den lejlighed i Varde, hvor hun bor nu. For børnene var det aldrig en mulighed, at Jane skulle på plejehjem. De vidste, at deres mor ville kæmpe sig tilbage, så de sørgede for, at hun fik en lejlighed. Men én ting gjorde de dog, som Jane ikke var så glad for.

– De solgte min bil. Det var sådan en lille rap en, fortæller hun og viser billedet af en smart Fiat, som godt kunne hente et par fartbøder hjem, hvis det skulle være. Men det skulle det så ikke, bestemte børnene.

– De siger, jeg får et klip i kørekortet, hvis jeg kører. Jeg er ikke så ansvarlig, mener de, siger Jane og smiler.

Et godt liv igen

Før hjerneblødningen var hun en energisk kvinde med gang i mange ting. Hun har arbejdet som regnskabsfører, hotlinemedarbejder på telefonen og gartner. Hun har været fraskilt i mange år, hun er glad for sit liv, men den største glæde er at være bedstemor, og hun er stolt af alle sine syv børnebørn. Hun har plantet æbletræer i sin nye have – og ledt efter havesaksen, så hun kunne beskære dem, men haveredskaberne er der ikke længere. Det er bilen som sagt heller ikke, og der kommer heller ikke en cykel i huset, for børnene beskytter Jane, så meget de kan. Selv om hun nu både kan tale, gå og klare sig alene, er hun ikke længere den gamle Jane. Der er ting, hun ikke længere kan overskue, men de fleste af hendes dage er gode. Børn og børnebørn og rehabiliteringscentret Lunden har hjulpet hende tilbage til livet, men det største arbejde har hun gjort selv.

Nutella på bordet

Den første lange tid boede hun på Lunden. Hun lærte at tale igen, hun smed krykkerne, og hukommelsen kom tilbage lidt efter lidt. I dag kommer hun kun i dagtilbuddet på Lunden to gange om ugen – og hun elsker det.

– Vi laver glas, spiller kort og synger. Det er skønt at komme ud og møde andre. Om jeg ikke er ked af, at jeg fik en hjerneblødning dengang? Jeg tænker aldrig over det. Det er, som det er. Det handler om at få det bedste ud af det hele. Jeg har været ked af, at mine børnebørn skulle være dem, der opdagede, at jeg var syg, men det er også det eneste. Jeg vil kun se fremad og glæde mig over mit liv – og jeg har det jo rigtig godt, siger hun.

Den dag, Jane blev indlagt, skulle hun have været til det ældste barnebarns studentergilde. Nu har hun lige været til hans 25-års fødselsdag. Foran hende venter en lang række ferier, fester og hyggedage, som hun glæder sig til at opleve sammen med børn og børnebørn. Og hun husker stadig at sætte glasset med Nutella frem på morgenbordet, når de små kommer på besøg.