Jeg er noget for mig selv - heldigvis

Mia var temmelig dyr i plastre som lille.

Utallige gange faldt hun over sine egne ben, og det var ikke så mærkeligt. Mia Søltoft Kjeldsen er født med cerebral parese, spasticitet i benene, så hendes fødder vender indad, og hun kan kun gå på tæerne.

Samtidig betyder sygdommen, at Mias lemmer er mere stive end almindeligt, så det var intet under, at Mia tog den på næsen temmelig tit, når hun løb rundt på legepladsen i Guderup på Als sammen med de andre børn.

Nu bruger Mia ikke plastre mere – hendes ben vender godt nok stadig den forkerte vej, men hun er blevet en voksen kvinde på 31 år, der står godt og sikkert på egne ben og helst med fødderne i mangefarvede kondisko.

Det betyder så, at mange mennesker rigtig lægger mærke til Mias fødder, men det gør ikke noget, for som Mia siger: Jeg ligner ikke alle andre, og det har jeg det fint med.

Jeg er heldig

Mia var Birgit og Hans Aages første barn, og noget gik galt under fødslen.

Mia fik ikke ilt nok, og det endte med et kejsersnit.

Da pigen så også var længe om at lære at gå, mente forældrene, at der måtte være noget galt.

Mia blev 3 år, før hun endelig fik diagnosen cerebral parese.

– Jeg har jo aldrig kendt til at have det anderledes, så for mig er det helt naturligt. Som lille legede jeg med de andre børn på gaden og i børnehaven, og jeg kan ikke huske, at jeg er blevet drillet, siger hun og fortsætter:

– Var drengene imellem for grove, var jeg selv rap i munden og svarede igen. I øvrigt gik jeg med Sahva-sko med jern i tåspidsen, det havde de respekt for. Måske var de også lidt misundelige over de sko? Jeg kunne i hvert fald klare mig selv.

Mias forældre tænkte, at deres datter skulle have et liv som alle andre og en sport, hvor hun kunne få succes. Derfor begyndte Mia til svømning i Nordals Svømmeklub, og så tog pokker ved ungen.

– En overgang svømmede jeg seks gange om ugen, og jeg var god til det. Og jeg fik masser af venner, som jeg stadig har. Jeg svømmede på Dansk Handicap-Idræts Forbunds (DHIF) talenthold i flere år. Det var et nationalt hold, hvor vi mødtes til træninger og stævner overalt i Danmark. Men da tiden kom, hvor jeg skulle vælge mellem mere træning eller gymnasiet, valgte jeg skolen.

Mia tog studentereksamen og endte med at læse til lærer.

Det job elsker hun – netop fordi børnene er lige så nemme og ligetil, som hun selv er.

Stiletter eller ej

– Børn kigger på mine ben og spørger, hvad der er galt. Så fortæller jeg dem det, og så er dén ikke længere. De lægger faktisk tit mere mærke til mine sko end til, at jeg går mærkeligt, og det er jeg glad for. Da jeg var teenager, ville jeg gerne have haft højhælede på, når der var fest. Dengang var plateausko det vildeste, med det kunne jo overhovedet ikke lade sig gøre. I stedet fandt jeg kondisko i glade farver, og det er så blevet til rigtig mange par. Sko er min store svaghed.

Det kan man roligt sige.

Mia har mange par sko i sit lille rækkehus i Guderup, men foreløbig er der ikke nogen mand til at besvære sig over, at der ikke er plads i skabet.

Der måtte såmænd gerne komme en, men ikke hvem som helst. Mia er glad for sit liv, sit arbejde, sine venner og familien, der bor tæt på. Hun rejser på ferier og underviser på Oksbøl Friskole.

I fritiden underviser hun i engelsk på aftenskolen og selvfølgelig i svømning. Hun arbejder også med flygtninge og integration, så hun er kendt over det meste af Nord-Als som Mia, der svømmer bedre end de fleste, som Mia, der er en højtelsket lærer med sjove sko – men der er bestemt ingen, der synes, det er synd for Mia.

Heller ikke Mia selv, for hun har det liv, hun gerne vil have – og alle de sko, hun kunne ønske sig.