Jeg har ikke længere noget at skjule

”En 54-årig mand er blevet sigtet for vold mod en knallertkører”, lød overskriften i en artikel i Midtjyllands Avis sidste sommer.

Den beskrev, hvordan den 54-årige havde standset en ung mand, fordi han mente, at den unge kørte for hurtigt på knallert i området. Den unge mand havde forklaret til politiet, at han i den forbindelse var blevet slået i ryggen to gange.

55-årige Henrik Monggaard Christensen fra Silkeborg husker, at han sad i sin sofa og læste artiklen på sin iPhone. I første omgang var han ikke klar over, hvem den 54-årige var. Men så gik det pludselig op for ham, at den 54-årige var ham selv.

– Lige dér erkendte jeg, at jeg ikke kunne komme længere ned. Jeg havde virkelig ramt bunden, og jeg var nødt til at have hjælp, siger han.

Ugen efter begyndte han i ambulant misbrugsbehandling tre gange om ugen for sit alkoholmisbrug, der havde udviklet sig de senere år, så tre flasker hvidvin og øl var blevet en daglig nødvendighed.

I dag kalder han sig for ædru alkoholiker og går fortsat til AA-møde to-tre gange om ugen.

Hans kone, Lene, har været ved hans side undervejs, og det er han taknemmelig for. For han ved, at hun har været ked af det og bekymret.

– Jeg havde det svært med, at han ikke selv ønskede at være rask. Vi har aldrig haft et skænderi over det, men jeg vidste jo godt, at han havde et misbrug, selv om han troede, at han skjulte det. Han havde det med at gå ud med skraldespanden ret tit. Der var aldrig noget i den, for han tømte den hele tiden. Men det var så for at gå over i skuret, hvor han gemte flasker. Om aftenen kunne jeg også høre ham rumstere ude på toilettet, og jeg kunne lugte det, når han lagde sig i sengen, fortæller Lene, der ikke lægger skjul på, at hun alvorligt overvejede deres ægteskab, da Henrik blev sigtet for vold.

– Jeg tænkte meget over, om jeg kunne være gift med en, der var sigtet for vold. Jeg kom frem til, at det kunne jeg godt. Men jeg var ægte i tvivl, om jeg kunne være gift med en, der var dømt for vold. Heldigvis kom det ikke dertil. Vi snakkede om det, og Henrik var ked af det og klar over, at det var nu. Så han ringede selv til behandlingsstedet, siger Lene.

Men vejen dertil har været lang. En skilsmisse, gentagne depressioner, et alkoholmisbrug og en ptsd-diagnose i 2021 remser Henrik op og fortæller ærligt, at hans selvbillede om at være den stærke mand krakelerede fuldstændigt. Han var vred, bitter, fuld af selvmedlidenhed og dårlig samvittighed.

Det er han ikke længere.

– Jeg har fået afklaring på en masse ting i dag. Jeg har erkendt, at jeg ikke kan gøre noget ved min ptsd, men jeg har kunnet gøre noget ved mit alkoholmisbrug. Jeg har lyttet til en masse lydbøger om filosofi, og ja, det kan lyde som en kliché. Men Gud har givet mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og mod til at ændre de ting, jeg kan. Livet giver pludselig mening. Det gjorde det ikke før. Jeg fortrød mit liv, og jeg ærgrede mig over mange ting. Jeg ærgrede mig især over, at jeg havde betalt så høj en pris for at jagte pirater. For hvor var anerkendelsen for at have risikeret livet? spørger han.

Henrik er kaptajnløjtnant og var som taktisk koordinator i 2013 sendt afsted for at hente sømændene Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez hjem efter 838 dage som gidsler hos somaliske pirater. Henrik havde i forvejen mere end 300 dages erfaring i at jage de farlige pirater i Adenbugten ud for Somalia ved Afrikas Horn, men han var begyndt at føle, at hans held var ved at være opbrugt, og det hang dårligt sammen med en risikabel plan.

Chefen planlagde nemlig at sende ham og hans kolleger i Lynx-helikopteren ind over land i Somalia for at hente gidslerne hjem. Det var ukendt terræn, de ville blive opdaget og enten skudt ned eller taget som gidsler.

– Jeg opfattede det klart som en selvmordsmission, og jeg har aldrig været så bange i mit liv. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at skulle sidde som gidsel i flere år. Jeg var næsten lige blevet far igen, og min kone havde et barn i maven. Det var en helt vanvittig mission, og det mener jeg også i dag, at det var.

– Men man siger ikke nej som professionel soldat. Omvendt ville jeg heller ikke dø eller tages som gidsel af somaliske pirater. Jeg var rasende og følte mig virkelig svigtet, husker Henrik.

Den farlige mission ændrede sig dog heldigvis i løbet af nogle timer, hvor det blev oplyst, at piraterne alligevel var på vej mod kysten med gidslerne som først aftalt. I en stor støvsky i sandet dukkede nogle Toyota Landcruisers op på stranden, og en flok somaliere med våben hoppede ud og gennede en lille flok mennesker ned mod vandkanten. Her blev de efterladt med ansigterne vendt mod havet, mens køretøjerne forsvandt igen.

Da frømændene havde sikret området, blev Henrik og hans kolleger i helikopteren kaldt til landing og fik de seks frigivne gidsler ombord.

– Det var en god oplevelse at hente dem ud. Jeg kan huske, at det lugtede af brænderøg fra deres tøj. Det mindede mig om dengang, jeg var spejder. Der var noget trygt over det, trods alt. Jeg smilede og gav dem en tommelfinger i vejret, og de smilede taknemmeligt tilbage, fortæller Henrik, der overlod de nu frigivne gidsler til en større delegation af læger og sygeplejersker, da de landede på skibet igen.

Selv afmønstrede han og fløj tilbage til Danmark. Men vreden tog han med hjem. Følelserne sad uden på tøjet, og han var skuffet over chefen og overvejede alvorligt at forlade Søværnet.

– Jeg var bitter over, at jeg var ved at blive sendt ind stik imod al taktik, jeg havde lært. I dag ved jeg, at det var dét, der knækkede mig, siger han.

Dronningens ord

Tilbage på Flyvestation Karup sørgede han for at få et job, som ikke var operativt, for han ville ikke afsted igen. I stedet gik han i gang med papirarbejde på kontoret i Karup. Arbejdede meget og tænkte, at det hele nok skulle gå.

Men et år senere i sommerferien brød han pludselig sammen i sommerhuset og kunne slet ikke overskue at skulle tilbage på arbejdet.

– Jeg tudede og kunne ikke en skid. Jeg hadede mit liv og blev sygemeldt fra tjenesten. Jeg var ikke engang i stand til at følge mine drenge i vuggestuen om morgenen. Alt var bare håbløst, fortæller Henrik, der er far til to voksne piger på 22 og 27 fra sit første ægteskab og to sønner på 10 og 11 år fra sit andet ægteskab.

Ved hjælp af antidepressiv medicin og psykologhjælp lykkedes det at komme så meget på fode igen, at han genoptog arbejdet. Men året efter røg han ned igen, og sammen med en psykolog blev han klar over, at oplevelserne ved Afrikas Horn reelt havde givet ham et traume.

– Den halve dag, hvor jeg troede, jeg skulle sendes langt ind i Somalia og hente Søren og Eddy havde sat dybe spor. Og det pres og stress og livsfare, jeg havde arbejdet under i Adenbugten, havde også generelt slidt mig ned mentalt.

Da han så efterfølgende blev skilt fra sin anden kone, begyndte han for alvor at finde trøst i flasken. Alligevel gik der flere år med depressioner og et alkoholmisbrug, der eskalerede, før han for to år siden blev diagnosticeret med ptsd, og sidste år så ramte bunden med et brag, da han blev en overskrift i lokalavisen.

Nu har han skrevet en bog om sit liv. Fra barndom og vejen dertil, hvor han er nu. Det har været som terapi at skrive den, siger han, selv om kapitlerne om alkoholmisbruget har været hårde at skrive. Men processen har fået hans øjne op for, at anerkendelsen er lige foran ham. Fra Lene, fra kollegerne – selv fra Dronningen, der sendte ham en specifik takkehilsen, da han sendte hende sin første bog, han skrev om piratmissionerne for seks år siden.

– Jeg indrømmer, at den hilsen gjorde mig glad. Det betyder noget for mig som menneske at få anerkendelse, når det er fortjent. Jeg kan godt undre mig over, at der ikke var nogen, der var mere opmærksomme på, om vi også var okay efter udsendelserne. Jeg brugte helt sikkert alkoholen til at få ro i mit hoved, siger han.

I dag er han ansat i et fleksjob ved Søværnskommandoen i Karup. Han fandt sin vej i livet. Det blev hans skæbne – og han er glad for den. Nu.

– Jeg er glad for de oplevelser, jeg har haft, og de giver mening for mig nu. Jeg håber, at andre ptsd-ramte, der kæmper samme kamp, kan bruge min historie og finde håb i, at man godt kan komme op, selv om man har ramt bunden. Jeg har i hvert fald ikke længere noget at skjule.