Som mange andre har Lise Rasmussen siddet på gulvet i sit pigeværelse og leget med påklædningsdukker, og fortidens Lise ville helt sikkert være misundelig på nutidens Lises imponerende samling af 470 kjoler til Marie-dukkerne, som kom med Mariekiks fra 1940 til 1962.
– Jeg legede rigtig meget med påklædningsdukker som barn, men min interesse som samler kom først i år 2000, da jeg stødte på bogen ”Pigedrømme” af Mette Winge og Birgitte Glob. Bogen fortalte om påklædningsdukkerne og havde et virkelig godt billedmateriale, som sugede mig tilbage til det univers, fortæller Lise, da vi besøger hende i hjemmet i Fredericia.
Læs også: Tinne Strikker nye venner
Gennem sin svigerinde kunne Lise for alvor lade sig opsluge af det farverige univers, da hun allerede samlede på påklædningsdukker og havde kontakt til andre samlere rundt i landet. Sammen rejste de to land og rige tyndt for at mødes med samlere til træf, hvor der blev både solgt og byttet dukker og tøj, og her blev kimen til Lises samling lagt.
– Jeg tror, at alle kender det at have samlet på noget som barn – alt fra kapsler til glansbilleder. Hos nogle er samlergenet bare mere udtalt end hos andre, fortæller hun.
Og netop samlergenet er stærkt hos Lise, som ikke kun samler på påklædningsdukker. Dukker fra tiden, hvor hun selv var barn, og gamle kravlenisser, julekalendere og glansbilleder er også at finde i hendes hjem i Fredericia.
Men det er ikke nødvendigvis genstandene, som er det vigtigste for Lise:
– Jeg kan blive helt opslugt af jagten. Det er lidt som at lægge brikker i et puslespil uden at vide, hvor mange brikker der er. Så kan jeg ikke lade være med at tage detektivhatten på og finde svaret. Hvis jeg blev betaget af en bestemt tegners streg, ville jeg søge videre og se, hvad der ellers er kommet ud af tegnerens pen. Jeg tror i virkeligheden, det er det, som driver mig. Jeg er nysgerrig og vil vide, hvad der er om næste hjørne, fortæller Lise.
Danske tegnere og påklædningsdukker
Alt det hårde efterforskningsarbejde har givet Lise en enorm viden om danske tegnere og påklædningsdukker, og hun kan i dag identificere en tegner ud fra streg og stil. Men Lise har ikke været den eneste detektiv på sagen:
– Vi har været en kreds af samlere, som er dykket ned i det sammen. Først identificerede vi en tegner for bagefter at finde ud af, hvor meget personen har tegnet. For nogle tegnere har påklædningsdukkerne været en enlig svale, og for andre har det været en livslang beskæftigelse.
En af de tegnere, for hvem påklædningsdukker ikke var en enlig svale, var Gerda Winding, som tegnede tøj til Marie-dukkerne fra 1940. Fra 1954 og frem til den sidste dukkes udgivelse i 1964 tegnede hun både dukkerne og kjolerne.
Læs også: Held i kærlighed: Annes liv er fyldt med romantik
Marie, Marie Marolle
Marie-dukken fandtes som Store Marie, Lille Marie og Sorte Marie. Dukkerne kunne man få udleveret hos købmanden, og arkene med de smukke kjoler kunne man få med, når mor købte en rulle Mariekiks. Tøj til Store Marie kom i de store ruller, Lille Maries garderobe i små ruller, og Sorte Maries tøj fik man med chokoladekiks-versionen.
Marie-dukkerne er blevet et populært samleobjekt, og Lise Rasmussen kan sagtens forstå hvorfor:
– Kjolerne er virkelig smukke. Jeg er selv meget betaget af Gerda Windings streg og synes, den er tidløs, fortæller hun.
Marie-dukkerne og deres kjoler blev produceret i 24 år, og det er naturligvis endt med en større kollektion. Det er guf for samlere:
– Der er 470 kjoler til Marie-dukkerne, og 245 af dem er til Store Marie. Det giver virkelig noget at gå på jagt efter. Jeg tror, det er derfor, det er så populært at samle på dem, da de fleste samlere sætter pris på jagten.
Læs også: Et godt øje for knapper
Lise Rasmussens samling er tæt på komplet. Hun mangler fem kjoler til Store Marie og en håndfuld til både Lille Marie og Sorte Marie. I alt tror hun, at hun mangler 30 kjoler. Jagten på påklædningsdukker er dog sat lidt i bero.
– Jeg er mættet af påklædnings-dukker for tiden og samler på dukker lige for øjeblikket. Men er jeg på et marked og går forbi nogle ark til Marie-dukkerne, er jeg selvfølgelig lige nødt til at tjekke, om der er noget, jeg mangler, fortæller Lise med et grin.
At Lise er mættet af påklædningsdukker, er ikke overraskende. Det, der i begyndelsen blot skulle være et hyggeligt samleprojekt, blev til flere års research og titlen som forfatter på cv’et.
Fra samler til forfatter
– Da jeg begyndte at samle på Marie-dukkerne, vidste jeg godt, at der var meget materiale. Men jeg vidste ikke hvor meget, og det ville jeg selvfølgelig gerne finde ud af. Svaret var bare ikke at finde nogen steder, og så besluttede jeg mig for selv at lave den oversigt, som jeg manglede.
– Jeg kender en anden samler i Nordjylland, som sad med samme idé, og sammen begyndte vi en eftersøgning af den komplette samling. I flere år besøgte vi andre Marie-samlere i hele landet og affotograferede deres samlinger for til sidst at have, hvad vi antager, er den komplette samling. Men efterhånden som vi dykkede ned i den komplette samling, fandt vi en masse historier, og vi syntes, det hele var så spændende, at det ville være en skam ikke at bruge det til noget, fortæller Lise.
Læs også: Det er vores kærlighedserklæring til byen
Deres indsamlede viden blev til bogen ”Historien om en kiks og dens påklædningsdukker”. Den kan ikke købes længere, men den kan lånes på landets biblioteker.
Bogen giver et overblik over Marie-dukkens historie og dens smukke garderobe, men tager man de historiske briller på, viser bogen meget mere:
– Jeg plejer at sige, at jeg samler på kulturhistorie. Når man kigger tilbage på dukkerne og tøjet i dag, er det meget mere end legetøj. Jeg kan se både kvindeidealer og tidsbilleder i min samling. Jeg har for eksempel en dukke, hvor der er små historier bag på tøjet. En af historierne fortæller, at det er hendes fødselsdag, men far kommer hjem klokken fem, så alle pigerne skal være ude inden da – og det siger jo enormt meget om familiestrukturen og børns rolle i hjemmet, fortæller Lise med iver.
Læs også: Nu leger Bente selv med dukker
